Hun passede sit arbejde og sine fire børn. Men hun havde en hemmelighed, der styrede alt

Det startede egentlig bare med, at hun som ung blev lidt for fuld til fester. Når de andre stoppede, fortsatte hun. Men når festen stoppede, holdt hun også op.

Men så mødte hun en mand. Hun kan i dag godt finde en diagnose frem, der nok kunne passe på ham, men i stedet nøjes hun med at formulere det sådan:

– Han var den forkerte mand for mig.

Vold kom ind i forholdet samtidig med, at der kom mere og mere tryk på hendes arbejde som sygeplejerske. Hun ved godt selv, hvad der gik galt.

– Min rygsæk blev fyldt, og jeg begyndte at drikke. Jeg har aldrig været god til at lytte til mig selv. Så jeg drak på mine følelser, som hun udtrykker det.

Det begyndte med, at hun drak et par glas på dage, hvor hun ikke skulle på arbejde. Ofte om dagen og altid i smug. To glas vin, og så gik der et par timer og så et mere. I den stil.

– Så jeg aldrig virkede fuld. Men fik dulmet mine følelser.

Hun var så kontrolleret, at hun ikke drak, når hun skulle på arbejde, selvom alkoholen trak hårdt i hende.

For det var altafgørende for hende, at folk stadig opfattede hende som den dygtige sygeplejerske, hun havde ry for at være.

Sådan gik det i en del år. Indtil det accelererede. Hun kunne ikke længere styre det. Blandt andet på grund af et nyt ulykkeligt parforhold, hun var i.

– På det tidspunkt væltede hele verden. Jeg drak mere og mere. Mine børn syntes, at jeg blev mærkelig. Min omgangskreds vidste godt, at jeg var ked af det. Folk så sider af mig, de ikke kendte. Og det blev et fuldtidsarbejde for mig at drikke og forsøge at skjule det, fortæller Marianne, der i dag er 53 år.

Arbejdede hele tiden

Hun gemte på det tidspunkt alkoholen i kaffemaskinen. I vaskemaskinen. Da hun senere blev ædru, og det blev den tid på året, fandt hun også flasker og papkartoner i julepynten og vinterdækkene.

Det eneste, hun kan glæde sig over, når hun tænker tilbage på den tid, er, at hun ikke også blev pillemisbruger, hvad ellers lå lige for i kraft af hendes arbejde som sygeplejerske og adgang til medicin.

For ja, hun passede stadig sit arbejde – uden at blive opdaget.

– Jeg hang i bordpladen hele ugen, mens jeg arbejdede. Og derfor sørgede jeg også for at arbejde hele tiden. 60-70 timer om ugen. Men når jeg så havde fri fredag aften, så blev der hentet vin, fortæller hun.

– På det tidspunkt vidste min familie det godt. Både min daværende kæreste, mine børn og min eksmand. Men ingen af dem vidste, hvad de skulle stille op med mig.

Til sidst gav kæresten op og flyttede. Børnene tog afstand fra hende. Hendes egen mor døde. Og hun væltede selv så eftertrykkeligt, at hun endte på sygehuset til afrusning og blev derefter af eksmanden kørt direkte i behandling. Det er nu seks år siden.

– Det var så svært for mig at sige: ”Jeg hedder Marianne, og jeg er alkoholiker”. Men jeg tog en test, og det eneste, jeg ikke kunne sige ja til, var at have drukket ren sprit. Jeg var den i min gruppe på behandlingsstedet, der nok havde drukket mindst, men bonede mest ud i testen.

Behandlingen virkede. De sidste seks år har Marianne haft et enkelt tilbagefald, men ellers holdt sig ædru, og hun er ikke i tvivl om, at det holder denne gang.

– Jeg har spildt så meget liv på alkohol. Og udsat mine børn for så meget. Vi har det godt sammen i dag, men tilliden tager lang tid at bygge op igen, siger hun.

Gode til planlægning

Hun kan genkende mange af de karakteristika, der gælder for kvinder, der drikker. Først og fremmest skammen og skylden.

– Hvis du vidste, hvor meget laks og rejer jeg har købt sammen med flasker, så folk i køen skulle tro, at jeg skulle hjem og have frokostgæster. Hold op jeg har handlet! Og hvor har jeg været i mange forskellige supermarkeder, da jeg kørte rundt som sygeplejerskevikar, for at ingen skulle kende mig. Det var meget skamfuldt.

Og hun er heller ikke i tvivl om, hvilken knage skammen hang på.

– Jeg var mor. Det var min rolle. Jeg skulle som mor have styr på det hele. Jeg har selv set kvinder, der dalrer fulde rundt. Også mænd. Men med kvinder er der bare noget ved det, der gør, at det ikke ser så godt ud, siger hun.

Hun er heller i tvivl om, hvorfor det – foruden skammen – lykkedes hende at holde sin alkoholisme skjult i så mange år.

– Det kræver helt utroligt meget planlægning at skjule et alkoholmisbrug. Folk siger, at de ikke har tid til at gå i behandling. Men du har tid til at planlægge at drikke? Det er et fuldtidsjob at skjule det. Og kvinder er nok særligt gode til det med planlægning, lyder hendes bud.

Ser det på andre

Der var også en anden stærk motivationsfaktor for hende til at holde drikkeriet skjult:

– Som kvindelig alkoholiker er man bange for at miste sine børn. Det var i hvert fald min første tanke, da jeg kom i behandling. Om jeg ville miste mine børn, når det her kom frem.

– Jeg er ikke sikker på, at det er mænds første tanke. Selvom vi lever i 2022, er moderrollen og kvindens rolle i hjemmet stadig meget afgørende.

I dag er Marianne på førtidspension, ikke på grund af hendes fortid med alkohol. Men fordi, hun blev udsat for et voldeligt overfald, mens hun var sygeplejerske på en lukket psykiatrisk afdeling.

Hun har det godt i dag. Men har fået et skarpt blik for dem, der i dag lever, som hun engang gjorde – med skjult misbrug.

– Ingen kunne se det på mig. Jeg havde en god uddannelse, var dygtig til mit job og altid pænt klædt på. Men man kan sgu alligevel godt se det på folk, selvom de skjuler det, Jeg kan i hvert fald. Måden de handler på i supermarkedet. Deres hud. Den slags. Jeg tænker det tit, når jeg står i køen til kassen, siger hun