Jeg følte, det var sidste chance: "Hvis jeg ikke gør dette, går jeg glip af livet"

- Du smiler altid og virker så glad, sagde en pige til mig i skolen. Det har fulgt mig hele livet.

Merethe Kvam troede, at det stod skrevet i panden på hende, at hun var deprimeret, men ingen så, hvordan hun egentlig havde det.

Det begyndte, da Merethe gik i 1.g. Tankerne blev mørkere og mørkere.

- De fleste timer i døgnet var jeg overbevist om, at jeg skulle ende mit liv. Jeg så fremtiden som tung og mørk, fortæller Merethe.

For 16-årige Merethe ventede fem år præget af depression, angst og spiseforstyrrelser. Det førte også til meget fravær i skolen.

Nu er Merethe aktuel med bogen "Den hvide hest", som handler om en gymnasieelev, der tilsyneladende ikke bekymrer sig om noget, men når hun er alene, kæmper hun mod sig selv og angsten.

- Det er ikke sjældent, at jeg hører eller læser udtalelser fra voksne på min alder, der er frustrerede over dovne unge, som ikke kommer i skole, og som mener, man bør slå hårdere ned på det, som mange opfatter som pjæk, siger hun og tilføjer:

- Ofte handler det ikke om dovenskab, men om sygdomme som angst. Og angst bliver ikke bedre af, at vi straffer hårdere eller hurtigere ekskluderer unge, siger Merethe.

Bogen er fiktion, men Merethes egen historie er en stor del af årsagen til, at hun ville skrive denne roman. Det tager os tilbage til Merethes første år på gymnasiet.

Flyttede fra problemerne

- Det er stadig uklart, hvorfor det skete. Det var ikke noget, der bare pludselig skete, fortæller Merethe om efteråret, hvor hun første gang blev deprimeret.

Ungdomsårene var præget af mange forandringer. Merethe havde altid været genert og var blevet mobbet, men hun mener stadig ikke, at det alene kan forklare, hvorfor det blev sådan. Det første år på gymnasiet var præget af tung depression og begyndende spiseforstyrrelse.

For at ændre på tingene besluttede Merethe sig for at flytte til USA og tage andet år der. Måske ville en ny skole og nye mennesker hjælpe? Og for en stund gjorde det faktisk en forskel.

- Der var mange forventninger til det år og til, hvor godt det skulle blive. De første uger nød jeg det nye liv, de nye mennesker og alt det spændende, der skete.

Men så vendte depressionen tilbage, og det samme gjorde spiseforstyrrelsen. Efterhånden indså Merethe, hvor tynd hun var blevet, og livet var stadig ikke blevet bedre.

- Jeg sov ikke, var meget træt, og jeg blev mere og mere sikker på, at livet ikke var værd at leve.

Der var dog ét sted, hvor Merethe kunne være sig selv, og det var hos værtsfamiliens naboer. De havde heste, og hun fik lov til at tilbringe tid sammen med dem. Det blev en pause fra de mørke tanker, og Merethe blev mindet om, at hun havde interesser og hobbyer, der gav hende glæde.

- Jeg forstod, at jeg ønskede at leve og ringede hjem. Det var første gang, jeg fortalte, hvordan jeg havde det.

Hun havde ikke sagt noget før, fordi det var svært at sætte ord på disse følelser, og sådan tror Merethe, mange har det. Telefonopkaldet hjem resulterede i, at Merethe rejste tilbage til Norge og kom tilbage til klassen, hun var startet i året før.

Har betydet rigtig meget

Merethe blev godt modtaget af de andre elever, og hun begyndte at få hjælp. Efter et stykke tid forsvandt depressionen, men kort efter fik hun angst.

- Jeg kunne stå klar til at gå ud ad døren, men så kunne jeg ikke. Ingen i klassen vidste det, og de tænkte nok, at jeg tog let på det hele. At jeg var ligeglad, men det var jeg slet ikke. Jeg ville gerne klare mig godt og lykkes.

Dette resulterede i, at Merethe ofte kom for sent i skole og gik glip af undervisning. Heldigvis mødte lærerne hende med forståelse. I eftertiden har Merethe tænkt meget over, hvor stor betydning det havde. Hun følte sig normal og fik meget ud af timerne i skolen.

- Jeg tænker meget på det, når vi taler om nutidens fraværsregler. Jeg er bange for, at unge i dag måske ikke får den samme oplevelse. Jeg fik lov til at komme, selvom jeg havde det svært og ikke altid kom til tiden. Da jeg var færdig med skolen, manglede jeg timer, men efter at have læst tre fag op, fik jeg mit eksamensbevis.

Det var først, efter at Merethe som 20-årig havde overvundet sin spiseforstyrrelse, at angsten virkelig blev slem. Hun havde det svært på offentlige steder og steder med mange mennesker.

- Endelig var jeg kommet igennem spiseforstyrrelserne, og så kom dette.

Det tog mange år, før hun forstod, at hendes følelser kom til udtryk på forskellige måder.

- Et ensomt liv

Merethe stoppede med at gå til fester, undgik steder med mange mennesker, gik ikke i biografen og tog ikke bussen. Til sidst havde hun et meget få steder, hvor hun kunne holde ud at være. Jobbet, hun havde i et supermarked, blev forbundet med daglige angstanfald, og til sidst sagde hun op.

- Jeg var meget glad og lettet, da jeg var færdig der. 'Nu behøver jeg ikke tale med nogen mere, og ingen skal se, hvor lille jeg er,' tænkte jeg.

Merethe flyttede ind i en lejlighed med kæresten, hun havde mødt samme år. Hun gik ikke ud for at handle, besøgte ingen, og efterhånden turde hun ikke engang gå til postkassen af frygt for at møde naboen. Al social kontakt foregik i lejligheden.

- Det var et ensomt liv.

Isoleringen gjorde Merethe deprimeret igen, og selvmordstankerne kom tilbage. Det, der var anderledes denne gang, var, at nu forstod familien det. Hun gik i behandling hos en psykiater, men han fik ikke noget ud af hende.

På spørgsmålet om, hvordan hun havde det, svarede hun: "Jeg har det fint." Og uanset hvor mange gange han spurgte, fik han samme svar.

- Jeg har nok aldrig været mere fortvivlet. Jeg havde det så skidt, men kunne ikke tale om det eller beskrive det. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle spørge om. Så jeg tænkte, at ingen kunne hjælpe mig.

Ugerne gik langsomt. Merethe fortsatte med at isolere sig, indtil familien en dag sagde stop. Hun fik ikke længere lov til at fortsætte på denne måde og fik besked på, at der måtte ske en ændring. Det blev et vendepunkt.

Blev kastet ud i det
I avisen så Merethe en annonce for journaliststudier. Hun tænkte, at der kunne hun gemme sig bag en computerskærm og skrive hele dagen. Men sådan var det ikke. Allerede første dag blev de studerende sendt ud for at lave en voxpop-reportage.

- Det var forfærdeligt, men det skete så hurtigt, og jeg klarede det. Måske fordi jeg følte, det var sidste chance. 'Hvis jeg går nu, går jeg glip af selve livet,' tænkte jeg.

Merethe ville være som alle andre og formåede at motivere sig selv til at blive ved med at gå i skole. Da hun blev sendt ud på sit første dybdeinterview som journaliststuderende, opdagede Merethe, at det ikke kun var hende, der var bange, men også personen, hun skulle interviewe, var nervøs.

- Det studie blev en form for eksponeringsterapi, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg blev kastet ud i det.

Nu har Merethe arbejdet som journalist i over 20 år, lavet over 100 dybdegående interviews om at leve med sygdom og har de seneste år arbejdet som redaktør.

Det kan blive bedre
Merethe var ikke selv klar over, hvor godt hun skjulte sin depression og angst, og det har fået hende til at tænke meget over, hvordan folk egentlig har det.

– Når jeg i dag læser om "dovne unge", tænker jeg: "Hvordan ved vi, at de bare er dovne?" Jeg tror, det er meget svært at sige noget sikkert om, hvorfor unge ikke kommer i skole.

En fjerdedel af os vil opleve depression i løbet af livet ifølge Oslomet, og cirka 20-25 procent af befolkningen vil opleve en angstlidelse i løbet af livet, ifølge Helsenorge.

I bogen Den hvite hesten kan man genkende episoder fra Merethes liv.

Hovedpersonen Mai får billigere husleje for at passe to heste, og hun kæmper med både angst og skolevægring.

Merethe ønsker at få læseren til at reflektere over, hvad årsagen kan være til, at unge ikke kommer i skole.

– Meget i mit liv ville have været anderledes, hvis jeg ikke havde haft vejleder og rektor, som støttede mig, da jeg var ung, og sørgede for, at ingen lærere sagde noget, de gange jeg kom for sent, fordi jeg havde det svært. Takket være dem blev gymnasiet ikke endnu et projekt, jeg ikke kunne fuldføre.

Nu lever Merethe et liv, som hun aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig som 16-årig. Hun har en mand, to børn og fungerer som alle andre.

– Jeg vil gerne sige til andre i alle aldre, som kæmper med angst, at vi er mange, der har det sådan eller har haft det sådan, og at det kan blive bedre. Selvom det måske ikke føles sådan lige nu.

Vigtigt at sige det til skolen
Sundhedsplejerske Ive Kristin Staune har arbejdet med sundhed i skolen i over 20 år og er næstformand i Helsesykepleierne NSF.

– For nogle er det svært at komme i skole. Sundhedsplejersker rundt om i landet har i de seneste år oplevet, at skolefravær er en stigende udfordring, siger Staune til KK og tilføjer:

– Fra sundhedsplejerskernes perspektiv virker det som om, at skolens mål er at få flest mulige igennem, og de gør en stor indsats for at få det til at lykkes. Alle ønsker jo, at eleverne skal gennemføre.

Men for at skolen kan give eleverne den nødvendige støtte, er det ifølge Staune afgørende med god dialog.

– Jeg oplever, at hvis der er god kommunikation mellem skolen og eleven, kan man opnå meget. Fraværsgrænsen i gymnasiet er 10 procent, men dokumenteret fravær vil ikke påvirke denne procent.

Dog er det stadig sådan, at der skal være et grundlag for at kunne give eleven karakter i et fag, men her kan man tilrettelægge, hvordan og hvornår vurderingen skal ske ved at tale sammen, ifølge næstformanden. Det er også vigtigt at overveje, om man måske skal bruge længere tid på at gennemføre gymnasiet.

– Det er vigtigt, at elever ikke går rundt med udfordringer alene, men åbner op om det til nogle af os, der er i skolen. Hvis vi får det at vide tidligt, kan skolen møde eleven med forståelse tidligere. Så er det nemmere at vende situationen, før alt bliver for svært.

Artiklen blev først bragt hos kk.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.