Foto: Privat
– Jeg kan stadig få aha-oplevelser, når jeg ser videoer fra, da jeg var lille. Ting giver mere mening nu.
Det fortæller Charlotte Thoresen.
Hele sit liv har hun følt sig anderledes. En diagnose i midten af 20'erne forklarede noget af årsagen til, at Charlotte havde det svært, men det var først for to år siden, at brikkerne faldt helt på plads.
– Nu har jeg en helt ny ro i mig selv, siger hun.
Som barn var Charlotte livlig og udadvendt.
– Jeg elskede at være midtpunkt og var nok et lidt hyperaktivt barn. Men intet uden for det normale, siger Charlotte, der fortæller, at hun blev betragtet som et meget samvittighedsfuldt barn.
Tanker om ting, hun havde sagt, gjort eller blot tænkt om nogen, kunne i perioder være altoverskyggende. Hun havde ofte dårlig samvittighed.
Ved forældresamtaler i folkeskolen blev det nævnt, at Charlotte var et meget venligt barn, men at der "blev lidt for meget snak med sidemanden i timerne."
Charlotte fortæller, at hun havde svært ved at falde i søvn om aftenen. Nogle gange fordi tankerne myldrede rundt, andre gange fordi hun simpelthen følte sig vågen og fuld af energi. Som et fantasifuldt barn oplevede hun det ikke som et stort problem:
– Jeg kunne sagtens underholde mig selv med at lege og tale med mine bamser, husker hun.
Teenageårene blev dog lidt mere krævende. Charlotte fortæller, at hun følte meget, og hun følte det stærkt.
– Jeg var ofte vred, nogle gange uden nogen særlig grund. Jeg havde nogle voldsomme vredesudbrud, som slet ikke passede til det, der skete, siger hun.
Derudover havde Charlotte svært ved at planlægge og gennemføre de ting, vi forventes at tage ansvar for som teenagere, som at rydde op på værelset og lave lektier. Alt blev udskudt, indtil tidspresset tvang hende til at handle. Udadtil kunne det virke som manglende selvdisciplin, fortæller Charlotte.
– Men det havde ikke de store konsekvenser for mig, fordi jeg gjorde det jo – jeg gjorde det bare i sidste øjeblik.
Alt det, Charlotte kæmpede med, var ting, der virkede lette for "alle andre." Som at holde orden, arbejde løbende med skolen og folde tøjet sammen.
Trods utallige alarmer, huskelapper og tricks for at huske opgaverne, var det ikke nok.
– Det var det ene nederlag efter det andet. Og når jeg tænkte over, hvad forklaringen var, så var det, at jeg var doven og dum. At jeg "ikke gad." Især i folkeskolen og i gymnasiet – jeg hørte det jo også fra lærerne: Alle andre kan finde ud af det, prøv hårdere, tag dig sammen.
Udfordringerne fulgte Charlotte ind i studietiden, og søvnen begyndte at blive et større problem.
Samtidig begyndte samvittighedstankerne, som hun havde haft som barn, at vende tilbage. Ubehagelige tanker, hun ikke kunne slippe, blev efterhånden til tvangstanker. Snart levede Charlotte i en hverdag fyldt med frygt og tvivl.
– Det blev altoverskyggende og decideret forfærdeligt, fortæller Charlotte.
I midten af 20'erne blev hun diagnosticeret med OCD (Obsessiv-kompulsiv lidelse). Charlotte fik medicin, gik flere år i terapi og kunne i slutningen af 20'erne sige, at hun ikke længere var plaget af diagnosen.
Men noget var stadig ikke helt rigtigt.
– Jeg var altid udmattet. Jeg kunne ikke arbejde fuld tid, samtidig med at jeg så folk med tre børn klare det. Jeg prøvede og prøvede, men blev slået ud hver gang. Jeg var så træt og overvældet af hverdagen, fortæller Charlotte.
I begyndelsen af 2021 kom Charlotte tilfældigt i snak med en bekendt. Det blev hurtigt tydeligt, at de havde meget til fælles, og den bekendte kunne fortælle, at hun havde fået en ADHD-diagnose i voksen alder.
– Hun havde haft en anden diagnose i nogle år, som så blev slettet, før hun fik ADHD-diagnosen. Hun fortalte om mange ting, jeg kunne genkende, som var tegn på ADHD, men som jeg altid havde troet var normalt for alle.
– Det fik mig til at tænke: "Dette er vejen, jeg må gå." For jeg fandt aldrig helt ro, selv efter jeg havde kontrol over OCD-diagnosen.
Charlotte ringede rundt til psykiatere og prøvede at få hjælp. Men ventetiden var lang, så hun besluttede sig for at blive udredt privat.
I marts 2022 var det klart: Charlotte havde ADHD.
– Det var en øjeblikkelig lettelse. En følelse af endelig at få en forklaring.
Charlotte fik medicin, og allerede fra første dosis mærkede hun en helt ny ro.
– Det var en ro, jeg aldrig havde oplevet før. Som om nogen slukkede for en blæser, der havde kørt i årevis.
ADHD opdeles i tre undergrupper: hyperaktiv/impulsiv, uopmærksom og kombineret type. Charlotte har den sidstnævnte, hvor både hyperaktivitet og uopmærksomhed er til stede.
I dag er det klart for hende, at tegnene altid har været der, selvom de måske ikke var synlige for andre. Derfor forstår hun også, at ingen voksne opdagede det i hendes opvækst.
– Jeg klatrede ikke i gardinerne og den slags, men det var fordi, jeg har maskeret meget, helt uden at tænke over det.
Da Charlotte fik diagnosen, begyndte hun at se sin historie med helt nye øjne.
– Nu kan jeg se tilbage og forstå, at der var en grund til det hele. Det handlede ikke om manglende viljestyrke eller, at jeg var doven og dum. Det har betydet meget for mig og har virkelig påvirket min selvfølelse.
I dag kan Charlotte for eksempel se, hvordan hun har brugt enorme mængder energi på at maskere sine symptomer:
– Jeg har kæmpet imod den kropslige hyperaktivitet, for eksempel i situationer, hvor man forventes at blive på sin plads. Og jeg har ofte haft en trang til at afbryde, når andre taler, især når jeg forstår, hvor de vil hen, eller hvis jeg har en historie, der relaterer sig til det, de siger. Men jeg ved jo, at man ikke skal afbryde. I sådanne situationer føles det, som om jeg bobler over, og jeg bliver næsten vred af at kæmpe imod.
Charlotte fortæller, at hun altid har været bange for at være "for meget."
– Efter jeg har været social, kan jeg gruble og bekymre mig meget. Talte jeg mere end de andre? Gjorde jeg mere væsen af mig end de andre?
Hun understreger, at maskeringen var særligt udmattende i opvæksten. Teenageårene er jo den tid, hvor vi oplever, at det er enormt vigtigt at være som alle andre, påpeger Charlotte.
– Jeg vidste, hvad der blev forventet af mig, så jeg tilpassede mig. Det er ofte typisk for piger med ADHD, siger Charlotte.
Mange kvinder oplever at få "fejldiagnoser" som angst eller depression, længe før de får ADHD-diagnosen. For Charlotte blev det til sidst klart, at OCD-diagnosen stod stærkt nok i sig selv, og at den ikke skyldtes udiagnosticeret ADHD.
Charlotte er altså diagnosticeret med både ADHD og OCD. Selvom diagnoserne er individuelle, understreger Charlotte, at de absolut har haft en sammenhæng:
– OCD producerer tvangstanker, og ADHD giver brændstof til bålet. Så den underliggende ADHD-diagnose har nok forværret OCD-diagnosen, forklarer hun.
Denne artikel blev første gang bragt af kk.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.
