Jeg var engang Miss Denmark. At droppe skønhedskonkurrencer er det bedste, jeg har gjort for at slippe min kropsskam

Malene Riis er model og podcastvært. Dette er en kommentar og udtryk for skribentens egen holdning.

Hele 500 millioner seere fra hele verden så med, da det regnede med konfetti, og kronen blev placeret på hovedet på dette års Miss Universe, R'Bonney Gabriel fra USA.

Hun minder uhyggeligt meget om de 70 forrige vindere af skønhedskonkurrencen, der første gang løb af stablen i 1952.

I hvert fald når det kommer til det tynde kropsideal, som konkurrencen hårdnakket har dyrket gennem tiden.

Mens verden har ændret sig markant siden 50’erne – i Danmark kan vi nævne kvinders indtog på arbejdsmarkedet, p-piller, den fri abort og nemmere adgang til uddannelser – så er Miss Universe på mærkværdig vis fuldstændig upåvirket af kvinders historiske kamp.

En lukket klub

Jeg er selv en af dem, der har spildt mange gode år af mit liv på at leve op til et umuligt kropsideal.

Som teenager havde jeg, som mange unge piger, en modeldrøm i maven, og jeg udnyttede enhver chance for at gå til castings hos modelbureauerne.

Det blev et nej. På stribe. Jeg fattede et hint.

At blive model er en lukket klub, som man kun får adgang til, hvis man er ung, har en vis højde og størrelse.

Jeg så det som “opskriften” på at være smuk i samfundets øjne. Jeg havde alderen og højden, men jeg kunne bestemt ikke klemme mig ned i en xtra small.

Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og tabe mig?

Efter utallige afvisninger fra modelbranchen, kom jeg på mirakuløs vis gennem nåleøjet, da jeg som 20-årig blev udvalgt som finalist til Miss Danmark.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Jeg husker, da jeg som 12-årig sad med min storesøster tryllebundet til tv-skærmen, da vi så Victoria’s Secret-modeshowet.

Jeg stirrede på de høje, tynde modeller med englevinger, der sendte luftkys og forførende øjne til kameraet, mens Justin Timberlake sang ”Sexy Back”.

Victoria’s Secret og Miss Universe blev min motivation.

“Sådan kan jeg også komme til at se ud, hvis bare jeg tager mig sammen,” tænkte jeg.

Uden at blinke havde jeg slugt idéen om, at jeg kun kunne blive ægte smuk, succesfuld og glad, hvis jeg levede op til netop dét kropsideal.

Desværre viste fortryllelsen sig nærmere at være en forbandelse.

Miss Danmark

Jeg stod på scenen til Miss Danmark-finalen, da værten afslørede: “Og vinderen af Miss World Danmark 2013 er …”

I det sekund han nævnte mit navn, skyllede en lykkerus igennem hele min krop.

Jeg skulle repræsentere Danmark ved verdens største skønhedskonkurrence, Miss World, på Bali.

Det skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Da jeg steg ud af flyet, var jeg ikke længere Malene Riis fra Sønderjylland. En stor gruppe mennesker samlede sig om os og ville have et glimt, en autograf eller et billede med mig og de andre deltagere.

Den næste måned fik jeg skabt jeg søsterlige bånd med mange af de andre kvinder.

De gjorde et stort indtryk på mig, fordi flere brugte deres platform til at lave velgørenhedsarbejde i hjemlandet, hvor de var med til at bygge skoler og brønde til rent drikkevand i landsbyer.

Vi støttede hinanden gennem konkurrencerne og de tætpakkede dagsprogrammer.

Som konkurrencen skred frem, fik jeg sværere ved at holde modet oppe. Jeg sov kun 4-5 timers søvn om natten. Og jeg var mentalt udmattet, fordi jeg blev vurderet fra morgen til aften.

Det gjorde det ikke nemmere, at jeg havde sammenlignet mig med de miss’er, der var endnu tyndere end mig, lige siden jeg stod af flyet.

Inden konkurrencen tvang jeg mig selv på en slankekur og tabte mig fem kilo for at ligne en ”ægte beauty queen”. Men jeg følte stadig, at jeg langt fra levede op til det perfekte skønhedsideal. Jeg følte mig utilstrækkelig.

At træde ud af skønhedskonkurrenceverden, som jeg havde være tilknyttet i fem år, skulle vise sig at være det bedste, jeg kunne gøre for at slippe min kropsskam.

Deller og strækmærker

Mit selvbillede har lige stille ændret sig med årene, i takt med at vi ser flere modeller i forskellige størrelser repræsenteret og kvinder, der viser deller, appelsinhud og strækmærker frem på sociale medier.

At se nogen blive hyldet, for dem de er, og som jeg i ovenikøbet kan spejle mig i, har givet mig ro i kroppen.

De seneste seks år har jeg arbejdet som international model, og min mission er at rykke grænser i modebranchen med min størrelse 42. En ganske gennemsnitlig kvindekrop.

Det er den vej, Miss Universe skal.

Skønhedskonkurrencen skal omfavne en langt større diversitet i størrelser, former og aldre, hvis de skal have nogen form for relevans i fremtiden.

Også hvis vi skal undgå, at flere piger får et forskruet syn på, hvordan deres krop bør se ud.