Lykkepillen - sådan står det til 30 år senere

Kontroversen starter allerede med navnet: Lykkepiller. Nogle bliver sure, når man siger det, for som de påpeger: Navnet er misvisende, for pillerne gør dig ikke lykkelig. Andre vælger alligevel at bruge ordet, for det gør alle andre, og det har de gjort siden midten af 80’erne, hvor de første former for SSRI-medicin kom på markedet og fik tilnavnet lykkepiller. Kært barn har som bekendt mange navne, og lykkepillerne blev hurtigt et kært barn. I dag er der en kvart million af os, der spiser dem. Men kontroversen handler selvfølgelig ikke kun om, hvad vi skal kalde dem. Men om de virker eller ikke virker.

– Vi står med noget medicin, som påvirker vigtige signalstoffer i hjernen og har svære bivirkninger. For at forsvare at give det til folk, skal vi være sikre på, at det virker mod depression. Men det gør det ikke.

Sådan sagde overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit, Janus Christian Jakobsen til Videnskab.dk i 2017 i forbindelse med et stort studie, hvor han og andre danske forskere gennemgik 131 andre studier af effekten af antidepressiv medicin. Resultaterne blev publiceret i tidsskriftet BMC Psychiatry.

Men så … året efter:

– Antidepressiver er et effektivt redskab, når det kommer til depression.

Sådan sagde Andrea Ciprani, seniorforsker på Oxford University til avisen The Guardian. Sammen med andre forskere havde han gennemgået 522 studier med over 100.000 deprimerede patienter og alle typer af antidepressiv medicin heriblandt også SSRI, altså lykkepiller, og resultatet af den undersøgelse blev offentliggjort i The Lancet.

Så hvad skal vi tro?

– Det er en meget polariseret debat, erkender psykiater, overlæge og professor Poul Videbech, der er leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning.

Så lad os for god ordens skyld starte med, hvor han selv står:

– Som professor følger jeg med i forskningen i hele verden, og jeg føler ikke, at jeg tilhører nogen fløj. Jeg tænker, at jeg er meget mainstream. Jeg mener, at nogle mennesker har brug for medicinen, men at der samtidig også er brug for samtaleterapi. Jeg har i mange år ved siden af mit professorat arbejdet med psykoterapi med mennesker med depression og behandlet mange med svære depressioner. Og min erfaring er, og den er der også videnskabeligt belæg for, at vi er nødt til at bruge mange forskellige behandlingsformer, for depressionsspektret dækker over så mange forskellige sygdomme. Så hvis man har en sekteriskhed, hvor man enten er for eller imod medicin, så har man ikke sat sig ordentligt ind i området. Man er nødt til at råde over forskellige behandlinger, siger han.

Kun til svært deprimerede

Poul Videbechs holdning er altså, at medicinen er nødvendig at have til rådighed som behandlingsmetode. Men hvis det er tilfældet, hvorfor er der så nogle undersøgelser, der viser, at de ikke virker?

– Helt grundlæggende har de, der står bag de undersøgelser, ikke erfaring med at skræddersy en behandling til det enkelte menneske. De undersøger f.eks. en form for antidepressiv medicin, og ser om den virker, men i praksis gør vi det anderledes. Der giver vi et stof, og hvis det ikke virker, prøver vi med et andet og så måske et andet og så måske en kombination. Derfor er resultaterne også bedre i praksis, siger Poul Videbech.

En anden problematik, når det kommer til at slå fast, om pillerne virker eller ej, er måden, man giver pillerne på i dag. Eller måske rettere: Har givet.

– SSRI-præparaterne blev opfundet i 80’erne, og havde færre bivirkninger end den tidligere medicin, samtidig med at effekten var udmærket. Men undersøgelser har siden vist, at effekten er blevet ringere og ringere, og det er, fordi man historisk set er begyndt at give dem til folk med lettere og lettere depressioner.

Hvorfor er man så det?

– Det koster omkring tre milliarder kroner at opfinde et nyt lægemiddel, og medicinalfirmaerne er jo interesseret i at tjene penge, og derfor laver de undersøgelser til sundhedsmyndighederne, hvor de tager mennesker ind, som ikke er særligt syge, men hvor resultaterne viser, at medicinen lige akkurat hjælper.

LÆS OGSÅ: 5 depressionsfælder – og hvordan du undgår dem

– Hvis man ser på de gamle undersøgelser, var der en klar effekt, fordi man kun gav dem til folk med svær depression, men hvis man begynder at give dem til folk, som lider af let til moderat depression, så er resultaterne dårligere. Derfor er man i dag også kommet til den erkendelse, at man ikke skal give lykkepiller til folk med lette depressioner. Den gunstige effekt, man kan opnå, står slet ikke mål med bivirkningerne i sådanne tilfælde, fortæller Poul Videbech.

Men selvom man så i dag er nået dertil, hvor man kun anbefaler pillerne til folk med svær depression, kan man stadig ikke være sikker på, at de virker.

– Der er nogle mennesker, som oplever en fantastisk effekt, og som fuldstændig slipper af med deres depression, og så er der nogle, hvor de slet ikke virker, og hvor man oplever nogle trælse bivirkninger, siger Poul Videbech.

Virkning og bivirkning

Undersøgelser har bl.a. vist, at pillerne har bivirkninger, som, kritikere mener, kan være forløbere for selvmord, som søvnløshed og et forstyrret følelsesliv, ligesom der også er forskning, der viser, at pillerne er afhængighedsskabende. Hvordan håndterer man det - som læge og patient?

– Nogle undersøgelser rejser en mistanke om, at pillerne i sjældne tilfælde kan medføre en forværring i tilstanden f.eks. med selvmordstanker, særligt hos unge. Det er selvfølgeligt ekstremt vigtigt at være opmærksom på. Derfor skal lægen altid følge patienten tæt - særligt i starten, således at forværring i tilstanden kan blive opfanget. Patienter med angst vil f.eks. meget hyppigt opleve kortvarig forværring af angsten. Det skal lægen også kunne hjælpe med, siger han og fortæller om de hyppigste bivirkninger:

– Det er mest træthed, der generer. Derudover er der også en del, der mister lysten til sex. Og så er der nogle, der oplever ubehagelige bivirkninger f.eks. en følelsesmæssig affladigelse, og det er ubehageligt, så man må hele tiden opveje, hvad man opnår sammenlignet med bivirkningerne.

Kaj Sparle Christensen er praktiserede læge, professor i almen medicin og konstitueret forskningsleder ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, og han forstår godt, når hans patienter bliver nervøse, når de læser indlægssedlerne i SSRI-præparaterne:

– Det står alle mulige bivirkninger, men mange af dem handler om ansvarsfraskrivelse fra medicinalfirmaernes side. Og bivirkninger som uro, kvalme og svimmelhed fortager sig som regel i løbet af en til to uger. Så er der det med det seksuelle, men mange svært deprimerede tager det med, fordi sexlivet som regel alligevel ikke fungerer, når man er svært deprimeret. Og generelt vil jeg sige, at når du sidder i almen praksis, er du tit overrasket over, hvor få bivirkninger patienterne reelt har, siger han, der selv ville tage imod medicinen, hvis det skulle blive aktuelt:

– Det er slidsomt for hjernen at være deprimeret. Mængden af stresshormoner gør skade på den, og mange svært deprimerede drøjer med hukommelsen og har svært ved at huske, så hvis det var mig, ville jeg foretrække at blive medicineret for at beskytte min hjerne.

Orker ikke at ændre livsstil

Antidepressiv medicin bør dog aldrig stå alene, mener Poul Videbech.

– Man må ikke bare give folk en pille. Det er umenneskeligt at behandle mennesker med psykiske problemer med kun piller. Man har brug for samtaler med en psykolog eller en psykiater til f.eks. at finde ud af, hvordan man kommer sig fremover, hvorfor man blev deprimeret, og om man skal lave noget om, så det ikke sker igen. Samtidig påvirker sygdommen også ens pårørende, og det kan der også være brug for at tale om, f.eks. hvordan får man familien til at fungere igen. Og så er det heller ikke så effektivt kun at behandle med piller.

Men hvorfor ikke bare nøjes med terapi? Eller sørge for at dyrke motion og spise sundt og få sin nattesøvn? Eller rydde op i det, der har gjort en deprimeret, hvad enten det er stress på jobbet eller et dårlig fungerende parforhold?

– Hvis du er meget deprimeret, orker du ikke at spise sundt og dyrke motion. Og er man deprimeret, fordi man f.eks. er voldsomt stresset, har mistet sit job eller er ramt af sygdom, synes jeg også, at man skal prøve at bearbejde det med samtaler og støtte, men nogle gange kan man være så deprimeret, at man ikke kan bearbejde det. I gamle dage troede man, at hvis der var en ydre årsag til depressionen, ville medicinen ikke virke. Men det gør den. Så det er ikke så sort/hvidt som mange gør det til, siger Poul Videbech, der alligevel godt mener, at man som deprimeret kan kigge på sin livsstil, hvis man har ressourcerne til det.

– Meget tyder f.eks. på, at mange har gavn af fisk og fiskeolier, og jeg tror også, at motion er godt, men problemet er, at mange er så lammede, at de ikke orker at gøre de ting.

Uskrevet for meget medicin

Poul Videbech fortæller, at 95 procent af de deprimerede bliver behandlet hos deres praktiserede læger. Er de for gavmilde med at udskrive recepter? For kan det passe, at vi er så deprimerede og angste herhjemme, at omkring 400.000 af os spiser antidepressiv medicin? Eller er vi for mange, der får dem?

– Der er nogle, der er for rundhåndede, men der er også nogle, der er for nærige. Der er folk med svære depressioner, der ikke får medicinsk behandling, og det er meget alvorligt, og der er også nogle, der føler, at de bliver spist af med piller af deres læge, og det, synes jeg, er forkert.

Hvordan det foregår ude hos de praktiserende læger ved Kaj Sparle Christensen, der udover at være praktiserende læge også har forsket i selve diagnosticeringen af depression.

Han fortæller, at der er sket et fald i udskrivning af lykkepiller siden 2010, og han mener, at det skyldes, at de praktiserende læger i dag har mulighed for at henvise patienter med let til moderat depression til psykologbehandling.

– Retningslinjerne er, at patienter med let til moderat depression skal behandles med samtale, og at medicinen er reserveret til dem med svære depressioner. Så man kan godt sige, at der tidligere er blevet udskrevet for meget, og at vi i dag i større grad undgår at medicinere mennesker, som ikke har den store gavn af medicinen.

Men kan det virkelig passe, at der er så mange svært deprimerede i Danmark, at det svarer til den medicin, der bliver udskrevet? Eller er der et problem ved den måde, man stiller diagnosen på?

– Når der kommer en patient med en mulig depression, bliver der lavet en udredning. Vi spørger ind til kernesymptomerne på depression, og vi anvender et uddybende spørgeskema, hvor vi tjekker, om kriterierne for depression er opfyldt. Og det er sjældent svært at diagnosticere en svært deprimeret. Du kan også se det på dem allerede i venteværelset, måden de rejser sig på, mimikken og det nonverbale sprog. Dem er vi gode til. Det, der kan være svært, er at fange de lette, og det er måske heller ikke så vigtigt, fordi mange af dem går over af sig selv, siger Kaj Sparle Christensen.

Ifølge ham er fire ud af 100 patienter, der kommer ind til deres praktiserende læge, deprimerede nok til at få en diagnose. Og selvom andelen af os, der spiser antidepressiv medicin er faldet fra ni til syv procent siden 2010, er der flere af os, der spiser lykkepiller i længere tid.

– Hvis du spørger dem, hvorfor de ikke stopper, vil mange af dem sige, at de har prøvet, men at de er faldet tilbage, og det vil de ikke opleve, så hellere tage medicinen fast. Der er sikkert også nogle, som tager den, fordi de frygter tilbagefald, men som sikkert ikke har den store gavn af det, siger Kaj Sparle Christensen, der mener, at syv procent stadig er et højt tal.

Hvorfor er vi så deprimerede?

– Der er mange belastninger for individet i det moderne liv. Vi forstår stadig stress ud fra ressourcemodellen: Hvis mængden af udfordringer overstiger ressourcerne, får vi stress. Er der tale om kortvarig stress, udskiller vi noradrenalin, men er der tale om langvarig stress, så udskiller vi kortisol, og det har en række skadelige effekter, bl.a. at det kan give depressive symptomer. Så depression hænger altså sammen med, at vi er udsat for nogle langvarige belastninger. I dag kan vi f.eks. holde folk i live i lang tid, og det er på en side en god ting, men det kan også være meget belastende for de pårørende. Hvor man før i tiden måske skulle tage sig af en syg forælder i en kortere periode, kan det i dag trække ud i årevis, siger Kaj Sparle Christensen og nævner også vores omgang med sociale medier som en stressfaktor.

Poul Videbech ser også samfundets stigende krav til den enkelte som et problem.

– Som samfund kan vi f.eks. spørge os selv, hvilke betingelser det er, vi byder unge mennesker i forhold til tidligere. Der er en foruroligende høj andel af de unge på universiteterne, der har depression eller angst. Vi har indrettet vores samfund på en måde, hvor der ikke er plads til slinger i valsen. Vi har i dag også arbejdspladser, hvor der ikke er plads til at fungere lidt dårligere i perioder og kun yde 80 procent. Gør man det bliver man strittet ud, så arbejdsmarkedet er også blevet hårdere.

Og hvordan ser fremtiden så ud for de deprimerede, når det kommer til behandling?

– Selvom vi bruger alle de midler, vi i dag har til rådighed indenfor piller og terapi, er der stadig 20-30 procent, der ikke har gavn af det, vi gør, så der skal opfindes nogle nye behandlingsprincipper, som kan hjælpe de her mennesker, siger Poul Videbech.

– Jeg forsker selv i magnetbehandling, mens andre laver forsøg med nye stoffer. F.eks. psilocybin, som man finder i svampe, og ketamin, som man bruger til at bedøve heste med. Med sidstnævnte er der lavet eksperimenter på patienter, hvor ingen andre ting har hjulpet, men som er blevet kureret for depression i løbet af få timer. Så det er noget, jeg håber, vi kommer til at råde over i løbet af få år. Derudover mener han også, at vi i fremtiden vil blive klogere på, hvem der har gavn af lykkepiller, og hvem der ikke har, så patienterne ikke længere skal prøve sig frem.

– Der bliver forsket intenst i det. Og det, man er interesseret i, er at finde en gentest, så man på forhånd kan teste, hvem der vil have gavn af medicinen, og hvem der ikke vil. Men der er vi slet ikke endnu, siger Poul Videbech.

Og på spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis alle lykkepiller blev fjernet i morgen, svarer han:

– Så ville der være en hel masse mennesker, som vi ikke kan tilbyde behandling, og der ville være endnu flere kronisk deprimerede og selvmords- truede. Det ville ikke være særlig godt. Vi har desværre brug for de piller endnu.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få at vide, at man er disponeret for depression

Kære læser …

Det er de færreste, der bryder sig om navnet lykkepiller. Det gælder også eksperter og brugere, vi har talt med i denne artikel. For pillerne gør ikke lykkelig. Alligevel har vi valgt at bruge ordet i artiklen, da det er det ord, der oftest bliver brugt i offentligheden, når der bliver talt om SSRI-præparater.