Mental sundhed
9. december 2024

Psykolog Siri Wetlesen: - Der kan ligge ikke bare én, men flere diagnoser og trykke sindet

“Jo før vi får stillet den rigtige diagnose, jo bedre kan vi hjælpe”, siger psykolog Siri Wetlesen, der møder flere med dobbeltdiagnoser, og som er åben om sin egen adhd: “Det er ikke noget at skamme sig over.”
Af: Christina Bølling
Psykolog

Foto: Privat

Når børn lider psykisk, er det ikke altid så lige til.

Der kan ligge ikke bare én, men flere diagnoser og trykke sindet, og det gør det ekstra svært at hjælpe. Dobbeltdiagnoser er mere almindelige, end man tidligere har vidst.

Ofte opdager man, at der ligger adhd eller autisme bag, når et ungt menneske, går ned med angst eller depression.

Det tror jeg handler om, at angst og depression, selv om de er smertefulde, trods alt er lettere for os at tale om. De opfattes som ”normale”, siger Siri Wetlesen, der er psykolog og møder unge, der har det rigtig svært, og som er svære at hjælpe.

– Netop når der ligger en opmærksomhedsforstyrrelse eller autisme nedenunder, kan personen have haft det dårligt meget længe, måske hele livet, og have følt sig meget ensom og magtesløs, siger psykolog Siri Wetlesen, der har set, at mennesker med eksempelvis adhd eller Aspergers kan have svært ved at finde den rigtige behandling og derfor havner i misbrug.

Forældre føler sig skyldige og skamfulde over ikke at kunne hjælpe, men det kan man ikke altid.

Siri Wetlesen, Psykolog

– Hvis du bliver diagnosticeret, kan medicin kan hjælpe, men medicinen kan jo ikke lave grundlæggende om på den måde, din hjerne fungerer på, eller ændre de følelser, det fremkalder at se verden gennem dit helt særlige filter. I de senere år er man begyndt at tale om såkaldt neurodivergens, altså om, at hjerner er forskellige, i stedet for at kalde alt anderledes for psykisk sygdom. Ved adhd fungerer hjernen på en måde, som f.eks. gør det svært at passe ind i en almindelig hverdag. Der kommer alt for mange indtryk ind på én gang, og der mangler et filter, siger Siri Wetlesen, der selv som voksen har fået diagnosen adhd. I dag arbejder hun fortrinsvis med klienter, der har en diagnose og deres partner og familie, for netop at finde strategier, de kan bruge, for at holde tilværelsen ud. Efter hendes mening bliver der ikke overdiagnosticeret, tværtimod.

– Børn og unge, som ikke bliver diagnosticeret, risikerer at få angst, depression eller ryger måske ud i et hashmisbrug. Hash dulmer, i hvert fald i starten. Men kombinationen af stoffer, alkohol og en diagnose er livsfarlig i længden, siger hun, der mener, at det er vigtigt at tale om dobbeltdiagnoser og om den dybe alvor i, at unge mistrives.

– Forældre føler sig skyldige og skamfulde over ikke at kunne hjælpe deres børn, men det kan man ikke altid. Man kan være bange for at tale højt om det her, fordi man tror, det dystre smitter. Men unge, der har det rigtig svært, føler sig langt oftere spejlet og mindre alene, når de hører om andre, der også kæmper. Det afgørende er at beslutte sig for ikke at ville helt derud, og én af måderne er at få hjælp til eksempelvis misbruget, og så at forstå, at det at få en diagnose er ikke en behandling i sig selv. Tit er det først dér, arbejdet begynder: Hvordan skal jeg lære leve med, at min hjerne kører ekstra hurtigt, og at jeg indimellem ryger ned i et sort hul?

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 47/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også