Ulla Hinge Thomsen: "Din sårbarhed er din styrke"

Sårbar. Smag lidt på ordet. Er det noget, du har lyst til at forbinde med dig selv?

At kunne såres eller skades, fysisk eller psykisk, betyder ordet, som de fleste af os nok instinktivt ikke vil være. Men vi er det allerede, for det er en del af det at være menneske.

At være i forbindelse med din egen sårbarhed og vise den – i passende bidder – til verden omkring dig er faktisk vejen frem til at stå langt stærkere i dig selv, mener forfatter Ulla Hinge Thomsen, der har skrevet bogen ”Sårbar. Find friheden i det uperfekte”.

Hvordan det paradoks hænger sammen, kommer vi tilbage til.

Ulla kom selv i nærkontakt med sin sårbarhed for fire år siden.

Ikke for første gang i sit liv, men i det hidtil mest voldsomme omfang. Inden for et enkelt rædselsår blev hun skilt fra sit yngste barns far, flyttede fra sit hjem gennem 10 år, mistede sin mor og oplevede sin store datter få en depression.

– Krisen lærte mig først og fremmest, at jeg ikke har kontrol. Når det virkelig gælder her i livet, er jeg prisgivet omstændigheder, jeg ikke kan gøre særligt meget ved.

– Det vidste jeg jo godt i teorien, men det var forfærdeligt råt at opleve i praksis. For et ængsteligt, kontrolelskende menneske som mig var det en oplevelse, der burde have rystet mig i min grundvold.

Du kan også høre podcasten på Itunes, Spotify og Spreaker.

– Men til min egen overraskelse opdagede jeg, at jeg er stærkere, end jeg tror, selv i mine mest sårbare øjeblikke. Måske især i dem, for når jeg kan mærke mig selv helt, kan jeg også mobilisere mine ressourcer.

Ulla kæmpede dog mod kontroltabet med næb og kløer, men lærte at sætte pris på det.

For den vigtigste erfaring fra hendes hårde år var, at der inden i alle de smertefulde oplevelser og følelser samtidig lå en ny åbning.

– Jeg var mere ked af det, rasende og bange igennem det år end i mange af de år, der gik forud. Men jeg var også mere glad, lykkelig og tryg i mit eget og andres selskab.

– Med kontroltabet og kaosset begyndte jeg at give mere slip på mig selv og andre og vise min sårbarhed. Måske også for meget, siger hun.

For sårbarheden deles bedst i mindre doser med nogen, vi har tillid til, og som er parat til at modtage den og os.

Og tillid tager tid at opbygge. Samtidig kan vi tage et stort skridt i vores relationer, når vi viser vores sårbarhed, for den knytter os oftest tættere sammen.

Sårbarhedstømmermænd

– Da jeg stod midt i skilsmissen, var det som en direkte torpedo ind i mit inderste, når jeg mødte andre, der lige var blevet skilt. Lynhurtigt sad vi og udvekslede meget personlige ting.

– Filteret og facaden var væk i forvejen, og det er jo enormt berusende at blive spejlet i det, man selv oplever. Vi var ligesom hoppet over det kedelige med at opbygge tillid.

– I nogle tilfælde kom venskabet bagefter, og i andre tilfælde var det bare ikke substantielt nok. Hvis man kommer til at dele for meget ud, kan man overvælde sig selv og den anden.

– Og så kan man få det, man kan kalde sårbarhedstømmermænd, hvor man synes, at man delte alt for meget alt for hurtigt.

At nå derud var dog ikke noget, hun fortryder. Det lærte hende bare, at der er forskel på det, en kilde i bogen kalder modnet og umodnet sårbarhed.

– Jeg tror, det er meget vigtigt at stoppe op og spørge dig selv, hvorfor du vil vise din sårbarhed lige nu. Skeln mellem din egen kontakt til din sårbarhed, og hvornår du har lyst til at vise den til andre.

– Det er aldrig forkert at være i kontakt med sin sårbarhed, men hvis man føler, at man er hypersårbar hele tiden, har man måske brug for hjælp.

– Forsvarsværker og facader er jo ikke kun dårlige, de hjælper netop også med at forsvare os og ikke vise alt til alle.

Succes er også sårbar

Især på jobbet tager de fleste af os den professionelle maske på, inden vi går ind af glasdøren, og det er der en mening med.

– Der et udtryk for personlig integritet, når vi trækker en grænse mellem vores arbejds-jeg og vores private jeg. Vi lader ikke det hele hænge ud, hverken i overført eller konkret betydning.

– At sige, at vores sårbarhed – og alle de andre følelser, vi rummer – ikke må komme med os på arbejdet, giver til gengæld ikke mening. De er en del af de mennesker, vi er, også på jobbet.

– Sårbarhed er særlig vigtig at invitere med ind på arbejdspladsen, for hvis den er præget af en nulfejlskultur, så går medarbejdere og putter med idéer og frygter kritik.

– Hvis ikke vi tør komme ud med alt det, der ikke er i komfortzonen, så tror jeg, at der går rigtig meget tabt for organisationen og den enkelte, siger Ulla, der også skriver erhvervsstof, interviewer ledere og således har mere end én finger på arbejdspladspulsen i Danmark.

– Sårbarheden er jo hele tiden på spil på jobbet: Når du skal lære noget nyt, når du ikke får en opgave, du havde håbet på, i samspillet med dine kolleger, og når du bliver vurderet.

– Men også i forhold til at udvikle noget nyt og gå nye veje. Hvis du kun vil gøre det, du allerede er god til, kommer du aldrig til at prøve noget nyt. Og det er sårbart at træde derud i det ukendte.

– Når du begynder at få succes eller række ud efter succes, så er det sårbart, for nu bliver du meget synlig og eksponeret, og nogle kan sige: Hov, det er du ikke dygtig nok til.

– Al vores angst, skam og sårbarhed bunder jo i en uragtig angst for at blive skubbet ud af flokken. Når du bliver synlig og skiller dig ud, er risikoen større.

– Så sårbarhed er jo bestemt ikke kun forbundet med det triste og negative, det er også sårbart at ønske sig noget eller glæde sig til noget eller vise sig frem.

Lidt hårdt ridset op mener Ulla, at hvis du kun viser de sider af dig selv, hvor du er helt sikker, så viser du en løgn – eller i hvert fald kun en delvis sandhed – frem.

– Når du tør være dig selv med alt, hvad du rummer, står du stærkere. Du behøver ikke bruge en masse energi på at fremstå perfekt, og du behøver ikke være bange for at blive afsløret. Du kan bare koncentrere dig om det, du synes, er vigtigt. Dét er stærkt.

Og dermed er vi tilbage til det med styrken.

Stå ved dine længsler

Det samme gælder i parforholdet. Her bliver du nødt til at vove at vise, hvem du virkelig er, med fejl og mangler, ønsker og drømme. Både i det nye og i det langvarige parforhold.

– Hvis ikke du vil vise hele dig, så bliver du ikke elsket for den, du er. Så bliver du elsket for det, du viser. Og jeg forstår virkelig godt, hvorfor man gør det.

– Vi vil jo alle gerne elskes. Hellere en lille smule for en del af dig end slet ikke. Men så kommer man måske også til et punkt, hvor man ikke føler sig set som den, man er. Hvilket jo er klart, hvis du ikke har vist hele dig, siger Ulla og tilføjer:

– Og det lyder jo bare supernemt at gøre … Min track record med skilsmisse og flere brudte parforhold viser jo bare med al tydelighed, hvor svært det er.

– Når man møder en ny partner, er det vigtigt at vise noget af sig selv, men her skal man jo heller ikke vise alt med det samme. Ligesom med venskaber skal man gradvist opbygge en tillid og vove at vise flere facetter.

– For du kommer ikke til det gode, du gerne vil have i forbindelse med dating og parforhold uden ubehag og at vove afvisningen.

Ulla vovede selv, for år tilbage, da hun sagde ”Jeg elsker dig” til en mand, hun vidste, ikke ville gengælde hendes kærlighedserklæring. For de havde aftalt, at det aldrig skulle blive til noget alvorligt mellem dem.

Alligevel var hun blevet forelsket i ham. Hans svar på hendes kærlighedserklæring var: ”Det må du ikke sige.”

– Jeg krympede mig, det var forfærdeligt. Men jeg fortryder det ikke. I forhold til kærlighed var det et vendepunkt for mig.

– Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg ikke stået ved mig selv, og så tror jeg, at jeg havde haft svært ved at stå ved mig selv igen næste gang.

– Det var også vigtigt at få afprøvet det, for der var jo en mikroskopisk chance for, at han havde svaret, ”jeg elsker også dig”, og at vi så var løbet mod solnedgangen sammen.

– Jeg hyldede både det, jeg følte for ham og mig selv ved at sige det højt. Så jeg er faktisk stolt af det øjeblik, set i bakspejlet.

Uperfekthed sætter fri

Ulla deler gavmildt ud af sine personlige op- og især nedture i bogen.

– Det er vigtigt for mig selv at stå sårbart frem, det er jo hele pointen. Jeg er ikke flov over mit liv, det er sådan, det var og er.

– Jeg håber virkelig, at vi skridt for skridt gør op med perfekthedskulturen og mødes som de mennesker, vi er. For som Hassan Preisler så fint siger i podcasten ”Det næste kapitel”: ”Jeg bliver mindre ensom i min sårbarhed, hvis du viser din sårbarhed.”

– Jeg kan tilføje: Men jeg bliver mere ensom, hvis du lader, som om du ikke er sårbar, eller ser ned på mig, fordi jeg viser min sårbarhed.

Orkanen i Ullas liv løjede af, og hun landede på begge ben i sit nye liv, i en ny bolig med sine børn.

Hendes forfærdelige år er lagret som erfaringer, så når den næste krise rammer, kan hun trække på dem.

Men tro ikke, at der er et før og et efter krisen, hvor hun gik så grueligt meget igennem og kom helstøbt ud på den anden side.

– Det er en fortælleskabelon, vi godt kan lide med en begyndelse, en midte og en slutning. Sådan er det virkelige liv bare ikke. Jeg tager stadig livtag med perfektionismen, kontrolgenet og facaderæset. Livet er noget rod, og vi kommer til at begå de samme fejl om og om igen.

– Vi kommer aldrig ”i mål”, men hvis vi giver lidt slip på kontrollen og accepterer vores sårbarhed – og endda vover at vise den til andre – så kan vi få glimt af modet til at være hele os og kaste os ud, hvor vi ikke kan bunde og få dybere meningsfulde relationer. Med risiko for at fejle og blive fravalgt. Eller det modsatte.