Mine drenge slås

Vi har to drenge på halvandet og treethalvt, som skal være storebrødre om ca. to måneder.
Jeg er kørt helt fast, da der konstant er konflikt mellem drengene - de slås stort set hele tiden. Når de sidder ved spisebordet, er det verbalt. Vores store dreng starter med at sige "dum", lillebror aber efter uden at kende betydningen, og så er krigen i gang.
Storebror kommer dagligt med sætninger som: "Jeg vil ikke have lillebror mere" og pointerer de ting, lillebror ikke kan finde ud af. Han er skadefro og griner, når lillebror kommer mere eller mindre galt af sted.
Han vil have mere mad end lillebror, før lillebror osv., han skubber og slår ham, når de skal forbi hinanden. Lillebror er nu begyndt også at drille og slå.
Når jeg sætter mig ned hos dem for at trøste eller hjælpe med at løse en konflikt, vil de begge sidde hos mig og skubber til den anden, bider, river eller slår, og det ender som regel med, at jeg må skubbe en af dem væk.
Sommetider prøver jeg at holde dem adskilt, fx når jeg skal lave aftensmad, bare for at undgå konflikter og slåskampe. Men det har jeg det heller ikke ok med, for jeg vil jo gerne have en familie, hvor vi alle kan være i samme rum.
Det er min fornemmelse, at vores store dreng er jaloux, og jeg kan ikke finde vej ind til ham. Jeg synes, jeg har prøvet at støtte ham og give ham selvtillid ved at forklare ham, hvor mange ting han kan og ved som storebror. Jeg har prøvet at lave aktiviteter kun for ham.
Vores hverdag går med at skille dem ad og løse konflikter. Det bekymrer mig meget, specielt da de skal være storebrødre om to måneder, hvor jeg ikke kan se, hvordan jeg skal kunne sætte mig og amme/pusle uden, at de slås. Jeg er også bekymret for, om den lille ny vil skabe mere jalousi.
Mor til et par slagsbrødre

Kære mor til et par slagsbrødre
En familie, hvor søskende enes og er sammen det meste af tiden, er nok en illusion, der ikke altid holder i virkeligheden. Jeg tror, du har ret i, at jeres ældste dreng reagerer med jalousi, måske fordi han føler, der ikke er plads nok specielt til ham. Han er kun treethalvt og er stadig en lille dreng, der har brug for opmærksomhed og støtte, der kun handler om ham. Det er ikke nok at forklare og snakke med børn i den alder om, hvad de kan. Mindre børn skal opleve den konkrete anerkendelse af det, de gør. Fordi det konkrete har vægt, betyder det også, at hvis han ofte oplever bebrejdelser og kritik i forhold til det, han gør, vil han få opfattelsen af, at han ikke er god nok, og han vil kæmpe med sin bror om jeres gunst.
Det er jeres opgave som forældre at bringe ham i situationer, hvor han oplever succes. Han skal fx høre jer sige: "Jeg er glad for, at du hjælper", "jeg kan se, du har det sjovt", "kan du lide....?" osv. Så mærker han, at I ser, hvad han kan, og at I er optaget af, hvad han gør.
Hvis det skal lykkes, tror jeg, det er en god idé, at drengene får oplevelser hver for sig. Sådan skal det selvfølgelig ikke være hele tiden, men noget tid hver dag. Du skriver, at I bruger meget tid på at løse konflikter. Brug i stedet den tid positivt på drengene hver især. Når de hver især oplever at have betydning i jeres øjne, vil de lettere kunne være sammen, så er de nemlig fri for at konkurrere.
Det har betydning, at I guider dem i de situationer, der er svære. Prøv at tale objektivt og neutralt om det, der foregår, så situationerne ikke kommer til at handle om, at nogen skal præstere noget bestemt. Altså ingen vurderinger af, om de er gode eller ikke er gode, men anvisninger på, hvad de kan gøre, og også hvorfor de skal gøre det.
Det kræver en indsats at få brudt en dårlig cirkel, og jeg ønsker jer held med en ny fremgangsmåde.
Susse Stuhr,
pædagogisk konsulent

Læs også:
Søskendejalousi
Hvornår skal du have én mere?
Ungerne slås