18.616 danskere har sclerose.
Det gør Danmark til det land i verden med den højeste forekomst af sclerosetilfælde per 100.000 indbygger.
Forskning viser, at der er nogle konkrete ting, som har betydning for, om man udvikler sclerose.
Der er for eksempel en særlig vævstype, som findes i Norden, der kan forklare, hvorfor Danmark har det højeste tal af sclerosetilfælde, siger Nana Folmann Hempler, ph.d. i sundhedsvidenskab og forsknings- og analysechef i Scleroseforeningen i forbindelse med vores tidligere dækning af sclerose.
Af samme grund falder resultaterne fra et nyt studie nok i god dansk jord.
Verdensrekord i sclerose
18.616 danskere har sclerose. Det gør Danmark til det land i verden med den højeste forekomst af sclerosetilfælde per 100.000 indbygger.
Ud af dem er 12.818 kvinder. Det er mere end to tredjedele - og derfor bliver det kaldt en kvindesygdom. Tidligere var der ellers næsten lige mange mænd og kvinder, der fik sclerose, men siden 1970’erne er sygdommen fordoblet hos kvinderne, mens den kun er svagt stigende hos mænd.
Hvorfor ved man ikke. Forskning viser dog, at der er nogle forskellige faktorer, der har betydning for, om man udvikler sclerose.
Rygning er en risikofaktor, og derudover er der nogle teorier om, at senere og færre fødsler, overvægt i barndommen og puberteten og hormonforstyrrende stoffer alle kan gå ind og spille en rolle, især for kvinder, fordi det provokerer hormonsystemet.
Kilde: Scleroseforeningen & Nana Folmann Hempler, ph.d. i sundhedsvidenskab og forsknings- og analysechef i Scleroseforeningen.
Forsker fra Ludwig Maximillian Universitetet i München har undersøgt 12 par identiske tvillinger, hvor den ene tvilling har sclerose, mens den anden ikke har.
Det skriver Illustreret Videnskab.
Når en af to tvillinger har sclerose, er der 25 procent sandsynlighed for, at den anden tvilling også vil udvikle sygdommen.
Derfor har forskerne kunne undersøge, hvad der sker i de tidlige stadier, inden symptomer på sygdommen potentielt viser sig hos den raske tvilling.
Og her kom det frem, at seks af de raske tvillinger havde tegn på inflammation i centralnervesystemet uden at have symptomer på sclerose.
- Analyserne viste, at T-celleaktiviteten var forhøjet både i forbindelse med sclerose og inflammation i centralnervesystemet, og det førte til en øget immunsignalering, skriver Illustreret Videnskab.
Det betyder altså, at man kan opdage tegn på sygdommen, allerede når kroppen begynder at skabe den her øgede immunsignalering og inflammation i hjernen.
Studiet giver håb om, at man på sigt vil kunne opdage og behandle sclerose langt tidligere, så skader på hjerne og rygmarv kan bremses, før sygdommen udvikler sig.