Ny forskning: Så stor forskel kan billig og simpel rutine gøre for dit helbred
Foto: Unsplash.com
Du skal motionere ugentligt, sove mellem syv og ni timer hver nat, drikke mindst to liter vand om dagen - og så skal du også lige huske at bruge tandtråd.
Rådene til, hvordan man lever et langt og sundt liv i det 21. århundrede, står i kø. Men nu har amerikanske forskere fundet frem til, hvorfor især sidstnævnte råd kan være godt for mere end bare forebyggelse af huller i tænderne og god mundhygiejne.
I et nyt studie har de undersøgt sammenhængen mellem brug af tandtråd, tandbørstning og besøg hos tandlægen med risikoen for slagtilfælde.
Undersøgelsens resultater antyder, at risikoen for at slagtilfælde er lavere, jo mere deltagerne brugte tandtråd, skriver Illustreret Videnskab.
Bruges der tandtråd mindst én gang om ugen, kan det potentielt mindske risikoen for blodprop eller blødning i hjernen med op til 44 procent. Når der opstår en betændelsestilstand i munden, er der nemlig risiko for, at tilstanden breder sig til resten af kroppen.
- Tandtråd kan reducere risikoen for slagtilfælde ved at mindske mundinfektioner og inflammation og fremme andre sunde vaner, udtaler undersøgelsens hovedforfatter Souvik Sen fra University of South Carolina i en pressemeddelelse.
- Mange mennesker har udtrykt, at tandpleje er dyrt. Tandtråd er en sund vane, der er nem at tage op, billig og tilgængelig overalt, slår han fast i samme pressemeddelelse.
I undersøgelsen blev knap 6200 deltagere fulgt i en periode på 25 år. Undersøgelsens resultater vil blive præsenteret på en konference for hjertesygdomme i februar, som holdes af American Heart Association. Undersøgelsen har derfor endnu ikke gennemgået peer-review, og derfor skal resultaterne kun ses som foreløbige.