Ny undersøgelse: Forkølelsessår kan udløse Alzheimer
Foto: pixelshot
Flere undersøgelser har bekræftet, at der er en sammenhæng mellem herpes og alzheimers. Nu har et nyt studie undersøgt, hvordan det hænger sammen, skriver Illustreret Videnskab.
Når vi snakker om herpes, skelnes der mellem HSV-1 og HSV-2. HSV-1 er den herpesvirus, man typisk kender fra forkølelsessår - og det er netop den, studiet kigger nærmere på.
At have en af de to former for herpes er meget almindeligt, og cirka 80 procent af den voksne danske befolkning har antistoffer mod HSV.
Efter første infektion med HSV søger virussen via nervebanerne hen til nervecellen, hvor den forbliver resten af livet, skriver Statens Serum Institut.
Men den kan også brede sig til andre dele af kroppen, deriblandt hjernen. Hvordan virussen spreder sig, er netop det, det nye studie har undersøgt.
”Studiet er blandt de første til at anerkende, hvordan den udbredte virus infiltrerer hjernen, hvilket fører til en bedre forståelse af, hvordan HSV-1 kan udløse neurologiske sygdomme,” skriver forskerne i en pressemeddelelse.
Virussen bevæger sig fra næsen og spreder sig som en betændelsestilstand til det hulrum, der forbinder næsen og svælget. Den rammer og påvirker de områder i hjernen, der producerer serotonin, og ser ud til også at inficere hjernestammen, der står for blandt andet søvn og bevægelse.
Man bør dog passe på med at overvurdere studiets betydning.
– Hvis herpes overhovedet kan være en årsag til alzheimer, må der ligge andre særlige omstændigheder bag. For det er langt fra alle, der har herpes, som får alzheimer, siger Janet Janbek, forsker ved Nationalt Videnscenter for Demens, til Illustreret Videnskab og tilføjer:
– Så man skal ikke være bange, hvis man har herpes-virus.