Sundhed
29. juni 2021

Ømme muskler efter træning? Sådan får du det optimale ud af træningen

Ømme muskler i benene, maven og resten af kroppen er en forsikring om, at kroppen er blevet brugt grundigt under træningen. Ømheden er ofte værst på andendagen, og hvis man skal have det optimale ud af sin træning, skal kroppen have fred, indtil den er klar til nye udfordringer
Af: Anne Blume Futtrup, Redaktionen
løb

Udgivet første gang 29. oktober 2012. Foto: All Over/Panthermedia

Hvad betyder ømme muskler efter træning? Og hvad er bedst mod ømme muskler?

Nogle har måske hørt udtrykket, at ømme muskler skal løbes væk - men faktisk så kan træning af ømme muskler ikke bare underminere den seneste workout, det kan også give deciderede skader, skriver netdoktor.dk

Ømme muskler efter træning - hvad betyder det?

Den ømhed, man har i kroppen efter en god omgang træning, er resultatet af mikroskopiske brud i muskelfibrene, der er blevet udsat for intens aktivitet, de ikke er vant til.

Tilstanden kaldes DOMS (delayed onset muscle soreness) og varer typisk 24-48 timer efter træningen.

Ømheden giver én følelsen af at have udrettet noget, og har man blod på tanden, kan man fristes til at træne mere, nu man er så godt i gang.

Undgå ømme muskler efter træning - varm grundigt op

Men selvom det kan virke fristende at gå all in på træningen, skal man dog huske på, at smerten ikke er udtryk for svaghed, men tværtimod et udtryk for, at musklerne er blevet presset hårdere end normalt, og at kroppen derfor har brug for lidt tid til at komme sig.

Enhver form for fysisk træning fører til, at nogle af muskelfibrene i musklerne nedbrydes. Det er nødvendigt for at komme i bedre form, og dermed også en naturlig del af træningsprocessen, skriver sundhed.dk.

Efter sådan en reparation vil musklerne være stærkere og mere udholdene, end de var før træningen. Forstyrrer man dem imidlertid i processen, kan det gå galt.

Man kan let komme til at skade sig selv, og i så fald bliver træningen mindre effektiv. Hvis det er svært at holde pause fra træningen, så arbejd i stedet med andre muskelgrupper end dem, der gør ondt, og træn ikke helt så hårdt.

Det er desuden også vigtigt altid at huske at varme grundigt op inden en træning for at mindske risikoen for skader,

En god opvarmning gør nemlig, at ens muskler bliver varme og dermed mere "medgørlige" i stræk. Det bliver desuden nemmere at lave komplicerede bevægelser, der involverer flere led, skriver DGI.

Ømme muskler - få det optimale ud af træningen

Ømme muskler sker ikke hver gang

Man kan sagtens træne effektivt uden at få ømme muskler bagefter, så det er absolut ikke hver gang, at man skal kravle ud af sengen, et par dage efter at man har dyrket motion.

Følger man for eksempel et løbeprogram, så skulle det gerne gå så gradvist, at man ikke oplever nævneværdig ømhed undervejs.

Og jo mere veltrænet man er, jo mindre øm bliver man - hvis man vel at mærke bruger de sædvanlige muskler, skriver sundhed.dk

Er man vant til at løbe, kan man godt løbe en lang tur uden at mærke det dagen efter. Til gengæld kan man få ondt efter at have slået græsset eller vasket vinduer, fordi man bruger nogle andre muskler end vanligt.

Hvad er bedst mod ømme muskler? Hvordan slipper man af med det?

Der findes ikke en direkte måde at forhindre ømme muskler. Man kan dog mindske smerterne fra ømheden ved at strække ud, få massage eller tage et varmt bad.

De ømme muskler efter træning går dog som regel i sig selv igen efter et par dage, skriver netdoktor.dk

Hvis ømheden ikke går væk af sig selv, og det bliver ved med at gøre ondt, bør man holde inde med træningen og få undersøgt hos lægen, hvad det skyldes.

Læs også