Potteplanter kan mere end at pynte op. Vi har talt med læge Jerk W. Langer, der har gjort os klogere på, hvilke sundhedsmæssige fordele fra forskningens verden, der er ved potteplanter.
Øger produktivitet og kreativitet på arbejdspladsen
Planter på arbejdspladsen øger både produktivitet og kreativitet, viser flere studier. Allerede for år tilbage observerede man, at studerende i et computerrum uden vinduer arbejdede 12 procent hurtigere og var mindre stressede, når der var planter i nærheden. Siden har studier fundet, at folk præsterer bedre i forskellige tests med planter i rummet. Og at folk med flere planter på kontoret tager færre sygedage og er mere produktive på jobbet.
Bedre koncentration
Den koncentration bliver måske bedre. Forskere placerede 23 elever i alderen 11-13 år i et klasseværelse med enten en plastikplante, en ægte plante, et fotografi af en plante, eller slet ingen plante. EEG-måling af hjernebølgerne viste, at eleverne i klasseværelset med ægte planter var mere opmærksomme og bedre kunne koncentrere sig sammenlignet med de andre elever.
Hurtigere bedring efter sygdom
Patienter, der var opereret for hæmorider, kom sig hurtigere, havde mindre brug for smertestillende medicin og oplevede lavere systolisk blodtryk samt færre smerter, angst og træthed, når de havde planter på deres sygestue under rekonvalescensen, rapporterer Journal of Alternative and Complementary Medicine.
Godt på arbejdspladser
Medarbejdere på et kontor rapporterer færre tilfælde af træthed, hoste, tør hals og hudkløe, når de er omgivet af potteplanter, ifølge norske forskere. Dette kan skyldes planternes evne til at rense luften, forbedre det indendørs miljø og mindske stress. Det kan også potentielt øge produktivitet, koncentration og generel arbejdsglæde.
Forbedring af indeklimaet
Det har også været fremme, at potteplanter optager giftstoffer såsom benzen, triklorethylen og formaldehyd fra luften, hvilket forbedrer indeklimaet.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.