Christina lod ingen komme sig nær: Jeg havde et kropssprog som et pindsvin

Tjek her om dit ægteskab kommer til at holde – SØNDAG guider dig

”Du har ikke en chance”

I august 2010 fik Christina Rantil Smith en hilsen fra fortiden på Facebook. Beskeden kom fra Henrik Leth, som oprindeligt var forsvundet ud af hendes liv efter en kort sommerferieromance i barndomsbyen, Hørning, 30 år tidligere. Han havde hørt, hun var blevet skilt og syntes, det kunne være hyggeligt at genoptage kontakten. Den var Christina med på, men da hun erfarede, at han var single, sendte hun ham følgende besked: »Hvis du skulle have nogen som helst tanker om, at det her kan føre til noget mere, så skylder jeg dig at sige; Det har ingen gang på jord. Punktum«.

– Efter en hård skilsmisse året før, var jeg slet ikke klar til et nyt forhold. Jeg havde mødtes med et par mænd igennem datingsites. Problemet var bare, at jeg mødte op med et kropssprog som et pindsvin, fortæller Christina til SØNDAG.

Motion kan kurere hjertesorg – læs her hvordan

Mødtes om musikken

Christinas hurtige afvisning af muligheden for et forhold fik dog ikke facebooksnakken til at forstumme.

– Henrik er en klog mand. Han skrev tilbage, at han slet ikke havde tænkt i den retning. Senere har han fortalt mig, at han ikke havde tænkt på andet.

Christina havde et langt ægteskab og to børn bag sig og havde netop besluttet sig for at lægge præstekjolen efter 14 år som sognepræst. Henrik var aldrig blevet gift, havde ingen børn og havde i mange år levet en ungkarletilværelse. De kom fra to vidt forskellige verdener.

– Men vi mødtes om vores fælles interesse for musik. Den var også omdrejningspunktet, da vi var unge. Vi udvekslede meninger om musik, imens vi hentede hinandens liv ind.

Præst til SØNDAG: Den eneste findes ikke! Læs hele interviewet her

Det skete i sommeren 1980

Henrik spillede i band, ligesom han gjorde, da de to mødte hinanden til guitarundervisning på den lokale musikskole.

– Det var sommeren 1980. Jeg var 16 år og drømte om at komme ind på musikkonservatoriet. Han var 20 år, spillede i band i weekenderne, havde egen bil og var meget voksen. Vi hang ud i den samme klike, og midt i det hele begyndte vi at kysse og holde i hånd.

Da sommeren gik på hæld, begyndte Christina på gymnasiet i Aarhus. Hun gled væk fra Hørning – og fra Henrik.

– Han var en ung, forsigtig og følsom mand, og i mine øjne var verden fuld af farlige alfahanner, jeg skulle prøve. Da han fandt mig igen, havde jeg været igennem et stormfuldt og opslidende ægteskab og var nået til et punkt, hvor jeg tænkte: »godt så. Nu har jeg prøvet det, og nu tåler jeg ikke flere ridser i lakken«.

”Der er han jo”

I julen 2010 sendte Christina sin første sms til Henrik: »Har du lyst til at komme til nytårsfest i morgen som venner?«.

– Få minutter efter ringede han op. Jeg gik i panik, for jeg kunne overhovedet ikke genkende hans stemme i telefonen.

»Åh nej, det går ikke«, tænkte Christina, men dagen efter kørte Henrik ind i indkørslen.

– »Der er han jo«, tænkte jeg, da han stod ud af bilen. Han var pakket ind i adskillige ekstra kilo, men jeg genkendte ham straks på hans bevægelser og hans umådeligt rare øjne.

Christina tog imod ham med svitset hår og iført en slidt overall, der stank af rådne sild. Han måtte nemlig endelig ikke tro, at hun var interesseret i andet end venskab, så hun ville undgå at se pæn ud. Derfor var hun gået i gang med det mindst attraktive, hun kunne finde på: At brænde keramik med raku – en gammel, ildelugtende teknik.

– Da jeg kiggede ned til min keramik i olietønden, kom jeg så tæt på, at jeg svitsede hår og øjenbryn i højre side af ansigtet. Det lykkedes mig at komme til at se meget lidt spændende ud. Alligevel tænkte han præcis det samme, som jeg gjorde, da jeg så ham. »Der er hun jo«. Et halvt år senere gispede familien, da hun flyttede sammen med Henrik i Jylland og tog hul på et helt nyt liv.

Det sagde bare bang

– Jeg har senere fundet ud af, at hans barndomshjem er gået igen i mine drømme i mange år. Det fandt jeg ud af, da jeg for fire år siden hjalp ham med at tømme dødsboet efter sine forældres død. Jeg stod i deres meget karakteristiske trappegang og tænkte: »Hvor er det sindssygt. Det er jo det her rum, som jeg i drømme har bevæget mig rundt i alle de år«.

– Jeg har tænkt meget over, hvorfor vi fik så stærke følelser for hinanden igen på så kort tid. Forelskelse var det ikke, og kærlighed er et stort ord at bruge efter to en halv time. Når man går tilbage til de relationer, som blev skabt i de uskyldige og sårbare teenageår, før vi lærte at opbygge panser og parader for at beskytte os selv, tror jeg, at vores forsvarsværker er nemmere at trænge igennem. Der var nogle kanaler fra dengang, som ikke var blevet tilstoppet over for ham, og derfor sagde det bare bang, fortæller hun til SØNDAG.