Det signalerer farverne på dit tøj
Elsker du gul, men ender alligevel altid i sort for ikke at skille dig ud? Så er du ikke tro mod dig selv. Måske fordi du bliver påvirket af modefarver, boligtrends og forventninger om, at sådan gør man. Men dit valg af farver er faktisk vigtigt. Det siger psykoterapeut Lene Bjerregaard til FEMINA i denne uge. Hun er en af verdens førende farveforskere og har i mere end 25 år forsket i farverne og deres påvirkning af psyken.
- Farver giver os energi og styrke. Eller det modsatte. Og vi reagerer på dem enten bevidst eller ubevidst. Det er derfor vigtigt, vi spørger os selv, om vi trives i de farver, vi omgiver os med. For de farver, vi vælger – eller fravælger – i vores indretning, påklædning og alle andre steder, har en afgørende effekt på os, vores humør og vore muligheder.
Ifølge Lene Bjerregaard kan vi bruge farverne til at vise, hvem vi er.
- Det er i valget af farver, dine omgivelser kan mærke, om du er ægte eller blot spiller en rolle. På engelsk siger man også: To show your true colours om det at være sig selv. Derfor skal du gå efter de farver, du kan lide, hvis andre skal tro på dig – og hvis du selv skal have det godt i dit liv.
Farvernes betydning:
RØD er den varmeste og mest markante af alle farver. Rød forbindes med vrede, aggression, blod og krig. Rød handler om omvæltning og forandring. Der er knald på rød, som også er revolutionens farve. Rød er derfor fare, men samtidig er rød også kærlighedens farve. Klar rød er mod, lidenskab, energi og kraft. Stærk rød er vitalitet, erotik og begær. Klassisk tomatrød kræver plads og giver opmærksomhed, hvilket man bl.a. ser på den røde løber.
BLÅ er den koldeste af farverne. Blå dæmper blodtryk og puls og får os til at slappe af. Blå står for troværdighed, seriøsitet, stabilitet og loyalitet. Men blå er også kulde og en rationalitet, der ikke tager hensyn til andet end fakta. De dybblå nuancer minder om vand, fordybelse og eftertanke og fremmer tålmod og selvbeherskelse, mens de lyseblå nuancer tilfører lethed, glæde og klarhed. Set historisk er blå knyttet til det kongelige og ophøjede.
SORT står for natten, det ubevidste og det dramatiske. Sort er farven for det okkulte og det seksuelle, for lidenskaber og tabuer. Sort er også den farve, som næsten alle danskere har masser af tøj i. Sort kan man altid bruge, mener vi og tænker både på den lille sorte festkjole, de sorte hverdagsjeans osv. I farvepsykologien virker sort både beskyttende og afvisende, da sort er en farve, der lukker andre ude. Sort handler også om kontrol og magt. Sort er en dyster farve, der står for død i Vesten, mens sort i Kina er farven for både genfødsel, viljestyrke og livets fundament.
HVID er sorts modsætning. Det guddommeliges farve. Hvid står for lys, lethed og især uskyld. Hvid giver renhed, sarthed og fred. Ren hvid er også sneens farve, og derfor kan en skarp hvid virke kold, men der er ikke kulde i hvid. Mange danskere foretrækker hvide vægge. Det kan give ro. For meget hvidt kan dog også være lig med tomhed og indre uro. Sort og hvid sammen som de to eneste farver i et rum signalerer ofte et (for) stort behov for kontrol.
GUL er solens farve. Den klare stærke gule farve lyser op og giver liv. Men gul kan også være påtrængende og give hovedpine. En mere dæmpet, men stadig klar gul betyder glæde og optimisme, mens en karrygul forbindes med misundelse og bedrag. Hos både de gamle egyptere, aztekere og kinesere blev gul forbundet med visdom. I Europa har gul derimod et dårligt rygte, da Judas efter sigende bar en gul kappe, da han forrådte Jesus.
GRØN er naturens farve. Grøn står for harmoni, vækst og balance i alle kulturer. Mange skandinaver forbinder grøn med sommerens grønne træer og græs. De lysegrønne nuancer signalerer håb og optimisme. Der er noget sprælsk og forventningsfuldt over lysegrøn. Dybe grønne nuancer derimod er mere rolige og signalerer balance, venlighed og det at hvile i sig selv. Først når grøn bliver grumset, kommer der noget negativt ind i farven, nemlig usikkerhed om, hvad der sker.