Julia Lahme: Er vi blevet nærige med opmærksomheden?
Jeg har en veninde, som lige har slettet sig selv fra Facebook. Hun har slettet det hele, og alle venner er væk.
Hun har ikke meldt sig ud af systemet, faktisk har hun meldt sig ind igen, som sig selv. Denne gang som HELT sig selv. Så hendes venner på Facebook er faktisk hendes venner i virkeligheden. Fra at have haft et par tusind eller tre bekendtskaber derude i den parallelle virkelighed, har hun nu skåret ned, så de mennesker, hun kender det ene sted, også er nogle, hun rent faktisk kender og holder af det andet sted.
LÆS OGSÅ RÉNEES KLUMME: Hvor blev alle gentlemen af?
Det er nok noget af det mest trendy, man kan gøre lige nu. For vores digitale verden er drevet af, at vi mangler én ting. Eller måske nærmere to: Opmærksomhed og tid. Vi konkurrerer alle sammen om opmærksomhed.
Dyrebar opmærksomhed
Når du sætter dig ned i din bedste stol med dit FEMINA og samler din opmærksomhed om dette medie, træffer du et valg, hvor du vælger en masse andre muligheder fra. Det samme, når du læser denne klumme. Til gengæld for din opmærksomhed er der andre ting, du skal have igen. Du skal have information, viden, underholdning, og hvis ikke du får lige præcis det denne gang, jamen, så er det ikke sikkert, du orker at læse med her, næste gang jeg skriver klummen. Din – og min – opmærksomhed og tid er meget, meget dyrebar.
Så når min veninde beslutter sig for at træffe ét valg: Det valg, at hun vil dele sit liv og sin opmærksomhed
med dem, hun kender i virkeligheden, så skriver hun sig ind i en ny måde at se sig selv og os andre på. Hun vil nemlig gerne se os i øjnene, til gengæld lytter hun, når vi taler. Den yngre generation vælger nogle andre sociale medier, end vi gør – de vil noget andet derude end se på deres mødres (AAARGH ...) cupcakes eller billeder af dem selv som børn, og de vil heller ikke møde farmor derude i cyberspace. Mere pinligt bliver det næsten ikke. Sagen er nemlig den, at vi ikke kan afkræve hinanden opmærksomhed mere. Vi lytter ikke mere høfligt, vi nikker ikke medfølende, og vi prøver så absolut ikke at være indlevende omkring noget som helst, medmindre vi synes, det rammer os i hjertekulen.
Vi er blevet nærige
I det virkelige liv er det det samme. Vi lytter til dem, der taler med os og meget gerne om os, for det er nu det mest interessante emne. Vi er blevet nærige med opmærksomheden. Og hvor jeg på den ene side synes, det er så sejt at vælge al overflødig støj fra både på Facebook og i livet – så er det noget af det, jeg er bange for. For hvem er det, der skal vise os noget nyt, hvis vi holder op med at interessere os for det ukendte? Hvem er det, vi skal forundres over, følges med, lære af eller grine sammen med, hvis ikke vi tillader det nye, de nye, at ramme os? I vores samfund og i vores hverdag er vi blevet nærige med den form for nysgerrighed og empati. Vi sender vores børn i skoler med børn, der ligner dem (jeg gør det selv – så tro mig, jeg er ikke et hak bedre), og vi har venner, der sætter deres kryds i den samme firkant, som vi selv gør, når der er valg. Vi spiser det samme, køber det samme, rejser de samme steder hen på ferie.
LÆS OGSÅ RENÉES KLUMME: Børn skal ikke spise alt
Vores præferencer isolerer os. Så når jeg møder nye mennesker og nye holdninger og synes, noget af det er lige godt tosset nok på de sociale medier, så mener jeg faktisk, at det er en af de gaver, vi får derude i paralleluniverset: Eksponering for det ukendte. Og dét tror jeg er sundt.
Julia Lahme er 35 år, forfatter og etnolog