Julia Lahme: Lykken er to timer for dig selv

Lykke-lektion #2

Jeg er 36, på vej mod de 40. Alle tegnene er der: Jeg har fået to børn, så jeg har strækmærker, der går både på langs og på tværs af mit meget bløde maveskind. Jeg har ar efter kejsersnit, jeg har rynker ved øjnene, furer på vej ned langs med munden, kløfter i panden og hænder, der ældes. Jeg har det hele. Jeg har også travlt; faktisk har jeg for travlt til at være alene med mig selv.

Der er ikke tid til mig i min plan. Jeg har to børn under seks, en mand, der arbejder som musiker og derfor tit er væk, når jeg har fri i weekenden. Det er ikke bare omstændigheder, det er også undskyldninger for at finde tid til mig. Tid, hvor jeg ikke skal stå til rådighed. Nogle gange tænker jeg, at fraværet af den tid er fravær af lykke, men jeg gør ikke meget for at finde den tid: Jeg har nemlig undskyldninger så tunge som de kettlebells, jeg aldrig har fået lært at bruge, og forklaringer så smidige som den yoga, jeg ikke når at få dyrket.

Så fravær af tid er også den store mulighed for de store undskyldninger. Jeg undskylder også for mig selv, for jeg er ikke vild med, at jeg ikke gør det, alle siger man skal: Prioriterer mig selv. Jeg glemmer, at jeg faktisk selv synes, jeg er ret godt selskab. Jeg glemmer at være alene med mig selv. Gør det mig ulykkelig?
Måske.

Måske gør det mig ikke ulykkelig på 1800-tals-Englands-drama-måden – eller så ulykkelig, at jeg er ved at springe ud ad vinduet på fjerde sal, men det bidrager bestemt ikke til min lykkefølelse, at jeg ikke gør noget, der ikke er hverken produktivt, omsorgsgivende eller minimerer vasketøj, men som bare handler om mig. Det begyndte at gå ned ad bakke med alt det, da jeg blev mor. Det var, som om selv minutterne blev så dyrebare, at mit barn ikke skulle berøves et eneste; det var svært at finde tid til noget – og især til mig.

Det var også, som om det ikke betød så meget. Men nu hvor ungerne er lidt større, og jeg er lidt mere slidt, så begynder det at betyde noget, med de timer, der ikke er der til mig. Jeg tror, at noget af det, der har taget fra lykken i mit liv (og, kan jeg høre, i mange andre kvinders), er den manglende egenomsorg – selvpleje, om man vil. Det, at man selv, og også i sin egen optik, fylder så lidt, at man ikke er værd at blive taget sig af. Det gik op for mig, da jeg talte med en veninde om, hvornår jeg sidst havde været hos den kosmetolog, jeg engang kaldte min, men som jeg ikke længere kunne regne med vidste hvad jeg hed: To år og ni måneder. Det er i sig selv ikke chokerende, og ja, jeg ER klar over, at der findes værre ting i verden, men den lille portion ekstravagance og de to timer, ingen kunne røre ved, jeg gav mig selv indimellem, gjorde den største forskel.

Skyld og skam
Der kommer de. Den dynamiske duo. Skylden og Skammen og det store er-det-nu-nødvendigt-forbehold. For hvorfor er det, jeg ikke kan unde mig selv en angsigtsbehandling? Der er to grunde: 1) Tiden (bedre brugt på børn og forpligtelser). Har jeg ret til at have brug for tid og egenomsorg, hvis andre har brug for mig? 2) Pengene (bedre brugt på børn og forpligtelser). Bliver jeg mere lykkelig af det? Nej. Og jeg får heller ikke færre rynker. Så efter lattervækkende lang tids indre argumentation, bestiller jeg en tid. 14 dage efter træder jeg ind i himlen.

Bliver jeg lykkelig af en ansigtsbehandling?
Jeg bliver budt velkommen af Eva, som er sød og overbærende, da jeg nærmest stresset vader direkte ind i glasdøren, med alt, hvad det medfører af larm. Hun taler med mig om skamløst ekstravagante ting, som for eksempel hvordan min hud har det, og jeg nyder i fulde drag at tale om mig selv. Jeg får serveret den lækreste smoothie, lidt nødder, og allerede dér går jeg ned i gear. Så bliver jeg lagt på en briks og forkælet med cremer og olier, og korn, der peeler, og pensler, der kildrer i to timer. Og hvilke timer. Det at skulle koncentrere mig om at slappe af viser sig at være en udfordring, som sanseindtrykkene, duftene, berøringen hjælper mig med. Jeg kommer helt ned i gear. Jeg bruger 1.000 kroner på mig selv den dag, og da jeg betaler, gør jeg det uden at få dårlig samvittighed, for jeg blev faktisk mere lykkelig af det. Jeg blev glad for endelig at have gjort noget – få handlet på kragetæerne i ansigtet og hjælp til at drage omsorg for mig selv – og jeg blev lykkelig af at blive transporteret ind i en spa-boble og af, at der var absolut ro til at være præcis, hvor jeg var. Måske var det ikke ansigtsbehandlingen, der hævede min lykkefølelse, men de to timer jeg var uden for rækkevidde. Vil jeg gøre det igen? Ja.

Lykkestatus
Blev jeg lykkeligere? Ja! Et stort rungende ja. Jeg brugte ressourcer på mig selv, på noget så overfladisk som min hud, og jeg fik ro helt ned i tæerne. Og den ro holder ved. Nu er det nogle uger siden, og min hud har for længst spist alle de olier, den blev fodret med, men selve følelsen af at tage to timer ud af kalenderen og bruge dem på noget, der ikke var absolut nødvendigt for familiens overlevelse, det har gjort mig grund-glad.
Det gjorde også noget andet: Jeg mærkede, hvad det vil sige at være i ro, og hvad det vil sige at være uden for rækkevidde. Og jeg mærkede det så grundigt, at jeg nu kan forstå, hvad det vil sige, når jeg IKKE har roen. At læse en avis, at finde symaskinen frem eller at lukke en dør bag sig kræver øvelse, men det kræver også, at man kan kende roen, når man har den, og at man tør give den legitimitet over vasketøjet.

Fik du ikke læst første afsnit af Julias jagt på lykken? Så kan du læse det her

Hvad siger eksperten?

Coach og ekspert i at finde hjem til sig selv Lykke Rix (blog.lykkerix.dk) fortæller her, hvorfor vi har så svært ved at give os selv tid?
– Fordi vi er ude af træning. At tage to timer til sig selv, som IKKE bruges på massage eller hos kosmetolog, men blot i vores eget selskab ... det er så uvant, at det føles ubehageligt og forkert. Vores logik er, hvis det ikke føles rart, hvordan kan det så gøre mig lykkelig? Men sådan er det med alt nyt. Det føles fremmed. Og svært. Derfor skal man gøre det flere gange. Og så starter den dårlige samvittighed og alle ovennævnte undskyldninger ovenfor forfra.

Hvorfor er det så så nødvendigt,at vi får det gjort?
– Vi har brug for at tjekke ind og lytte efter: Hvordan har jeg det helt ærligt?, når der bliver stille. Når også det svære og ubehagelige dukker op. Vores travlhed og undskyldninger kan også være et dække over ikke at ville mærke efter. For når der bliver stille, så banker smerten og/eller sandheden på. Nogle gange så smuk, at vi overvældes af taknemmelighed. Andre gange svær at fordøje. Det bliver den ofte, når det er lang tid siden, vi har lyttet.

– Men overhører vi vores egne signaler for længe, bliver konsekvenserne også desto større. Så vi spiller hasard med vores eget og vore kæres liv, vores hverdag, hvis vi ikke tjekker ind og er ærlige over for os selv fra tid til anden. Og blidt justerer kursen efterfølgende, hvis det er det, vi mærker er nødvendigt.

I næste uge undersøger Julia, om man kan motionere sig til lykke.