Renée: Må kvinder ikke længere have hår på tissekonen?
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vores kropskultur er under stor forandring i disse år - om hvordan især den kvindelige krop helst skal være lydløs, duftløs og ikke mindst hårløs - vi vasker og smører os i ét væk, skraber hår væk, mens vi bruger formuer på ikke at lugte af noget som helst, der minder om kvinde. For mig har hele det fænomen nu fået en ganske ny dimension, for det er lige gået op for mig, og måske er jeg bare bagefter eller for gammel (det sidste er helt sikkert en mulighed), at vi kvinder nu heller ikke længere må have hår på tissekonen, altså som i ingen hår overhovedet.
Jeg har egentlig, nu jeg tænker efter, lagt mærke til, at mange af de yngre kvinder i svømmehallen kun har små bitte striber af hår mellem benene, I ved der, hvor der i 60'erne var væg til væg og senere op gennem 80'erne i hvert fald en nogenlunde pæn (dog let trimmet) dusk at se, men det der med minimal-striben har jeg ikke set som andet end et modefænomen og noget, der var for de få eklatant modebevidste udi kønsbehåring.
I AFSKY
Men sådan forholder det sig åbenbart slet ikke - hvilket jeg opdager en tilfældig morgen, da min yngste på badeværelset udbryder, at jeg er ad og væmmelig med det der - hvorefter han peger et vist sted hen. Han stak vrængende i afsky tungen ud af munden, som om han sjældent havde set noget så ulækkert. Hildemænd, hvad sker der? Kunne det være en stor edderkop bag mig? Kunne det være, der sad noget på mit ben, jeg havde overset? Kunne det være ..? Ja, hvad kunne det dog være?
Men det var ikke et mærkeligt, farligt dyr eller noget klamt slam, der var kravlet op fra toilettet - nej, det var slet og ret det faktum, at jeg overhovedet havde en kønsbehåring, der anfægtede den unge mand og ansporede til gloser som ad og væmmeligt. Da jeg spurgte lidt ind til hans reaktion, havde han ikke den helt store forklaring at byde på. Ingen forkromede intellektuelle svar og ikke sådan rigtig nogen idé om, hvorfor han havde det, som han havde. "Det har de bare ikke, mor," sagde han og sluttede diskussionen definitivt med: "Sådan er det bare."
LÆS OGSÅ: Se de skræmmende billeder - er disse kendte kvinder for tynde?
Jeg tror nok lige feministen, kvinden, furien, heksen, og hvem der ellers bor derinde, vældede op i mig, så jeg meddelte ham, at det var meget muligt, han troede, det hang sådan sammen med tissekoner, men det var bare ikke hele sandheden. Masser af kvinder har hår på tissekonen, proklamerede jeg med stor sikkerhed. Har de ikke? Hmm - nå, men hvis de ikke har, så har de i al fald ret til at have det - sådan ...
Kærlig hilsen
Renée