Renée: En ufornøjelig tur på første klasse

Jeg sidder i toget mod Aarhus og har på grund af det sædvanlige kaos i DSB været nødt til at opgradere min billet til første klasse. Først var toget aflyst, og så manglede der pludselig fire vogne i det tog, jeg skulle med i stedet for. Jeg tog en hurtig beslutning og hoppede på regionaltoget. Efter otte timers rejse var perspektivet om at stå op hele vejen til Aarhus så anstrengende, at jeg greb til pungen, da der kun var plads på første klasse. Masser af plads faktisk – og så var det jo dejligt, jeg havde et kort, jeg kunne køre igennem. Det var der en del andre, der ikke havde, hvilket jeg opdagede, da jeg gik på toilettet. Der var fyldt med mennesker alle vegne. Folk stod op i midtergangen på anden klasse, og de stod som sild i en tønde uden for kupéen omkring toilettet. Jeg puffede mig blidt igennem mængden, smilede lidt til trætte ansigter, der havde været af sted hele dagen ligesom mig selv. De fleste smilede igen og flyttede sig beredvilligt. Da jeg kom ud igen, gentog samme seance sig, jeg måtte forsigtigt skubbe mig forbi flere, der nærmest stod op og sov i midtergangen. Da jeg satte mig på mit sæde igen, kunne jeg ikke lade være med at kigge på de fem ledige sæder, der var rundt om mig. Der er bare noget fuldstændig forkert over den måde at indrette sig på samfundsmæssigt! Hvorfor i alverden skal folk stå op og sove – stå som sild i en tønde på den måde – når der er masser af fine sæder at sidde komfortabelt på i den vogn, jeg sad i ..? Renées klumme i sidste uge: Vi har retten til selv at vælge Ingen brugte de sæder til noget ... de var der bare, tomme og ligegyldige, uden nogen funktion for nogen og uden at blive brugt til noget. Jeg sad dér og kiggede på de sæder, mens jeg tænkte på de mennesker, der for kort tid siden havde smilet træt til mig, og som stod op på trætte ben 10 meter fra de ledige sæder, og pludselig kunne jeg slet ikke forstå, hvordan det kunne hænge sammen? I min optik var det fuldstændig skørt, og jeg følte mig overhovedet ikke velstillet eller godt tilpas med, at det var mig, der sad ned og havde masser af plads, fordi der ikke sad nogen ved siden af. Jeg følte mig ikke heldig, fordi jeg havde råd til at købe et sæde på første klasse. Tværtimod mærkede jeg en tristhed over, at det er sådan, vi har valgt at indrette os i vores samfund. Tristhed over, at vi inddeler alting efter, om folk har penge eller ej. Jeg ved godt, det virker som en lillebitte ting – men hvorfor køre gennem natten i en næsten tom kupé, hvor der udenfor står trætte mennesker, der kunne sidde ned, hvis man havde mod til at tænke det anderledes? Kærlig hilsen Renée