Renée: Et helt stille frikvarter

Det dér med at tage et frikvarter i éns liv indimellem, er bare sådan en dejlig ting, især når man mærker hverdagens stress og jag falde over kroppen som en tæt tåge en mørk efterårsnat. Der er selvfølgelig mange måder at gøre det på, afhængigt af temperament.

En måde, som jeg selv har praktiseret i efterhånden mange år, er at tage på retræteophold. Det er en del af de retræteophold, jeg tager på, at man skal være i stilhed i flere dage. Så for mig er det faktisk blevet ret naturligt at gå rundt blandt 25 andre mennesker, spise sammen, meditere sammen, løbe sammen, sidde sammen og så videre uden at sige et ord til hinanden.

Men når jeg fortæller folk, at det er sådan en uge, jeg har i sigte, og at jeg derfor slet ikke kan tale i telefon den uge, er den første reaktion ofte stor nysgerrighed – og den næste er: Jamen hvordan klarer DU det, kan du overhovedet være stille i ÉN dag? Underforstået, mig, der har et snakketøj, som sjældent ligger ubrugt hen, og som elsker at kommunikere med mine omgivelser med rigtig mange ord. Men ja, det kan jeg faktisk godt, og hvad mere er, jeg nyder det mere og mere for hvert år.

Renées klumme i sidste uge: At være eller ikke at være grådig

Jeg forstår nu udmærket reaktionen, for sådan havde jeg det også selv, da mine lærere første gang introducerede konceptet om at tie fuldstændig stille. Jeg tænkte, for at være helt ærlig, hvad skal det pjat nu til for? Og det er da virkelig ret så mystisk at sidde dér og spise frokost sammen med en masse mennesker uden at sige en lyd. Det var det nok også i begyndelsen, altså lidt mystisk og mærkeligt, jeg kan ikke helt huske det længere. Men jeg kan huske, vi grinede en masse til hinanden, og jeg kan huske, at jeg en aften pruttede godnat med en af de andre retræte-deltagere – det var ret sjovt.

I dag har jeg det sådan, at det dér med stilhed ikke er så ringe endda. Det er selvfølgelig noget, man skal opøve langsomt for ligesom at vænne sig til det. Men når man først har gjort det nogle gange, så breder stilheden sig også indeni – og det kan faktisk føles som en lettelse ikke at skulle konversere konstant. Det kan føles fint og ret rart ikke konstant at skulle finde på noget passende at sige eller at skulle lytte til alt det, andre mennesker har indeni – pludselig lytter man i stedet til det, der er inden i én selv.

Og helt sikkert er det, at når ugen er gået, er jeg fuldstændig frisk i hovedet og klar til at lytte udadtil igen, og følelsen af at have haft et frikvarter fra mit liv, sidder i hele kroppen. Så jeg kan varmt anbefale det dér med det lille frikvarter – uanset hvordan man vælger at tilbringe det!

Kærlig hilsen
Renée