Renée: Hvem hader sine lår mest?

Overskriften var skøn: ”Hvem hader sine lår mest og andre konkurrencer” – men selve artiklen var desværre ikke så skøn. Eller det var den måske alligevel, for den var velskrevet, skarp og ikke mindst utrolig relevant, og så var den forfattet af en ung tøs på 17. Jeg bliver sgu altid så stolt over ungdommen, når de blander sig i debatten på den måde, for hvor er de dog indsigtsfulde og reflekterende. Anna Trads Viemose hed den unge kvinde. Opråbet handlede om, hvordan hun oplevede kvinder og piger snakke om deres egen krop, og det var ikke rar læsning. Hendes opfattelse var, at vi hader vores kroppe, at vi taler nedsættende om den, og at vi vil gøre alt for at lave den om – også skære den i stykker og putte plastik ind i den. Hun mente, at man bliver opfattet som mærkelig, hvis man synes godt om sin egen krop, og at det at hade sin krop er noget, vi gør sammen for at være sociale og solidariske med hinanden. Den unge piges opfattelse af vores kollektive kropshad kom sig af, at hun hver eneste morgen så en reklame for en plastikkirurgisk klinik, når hun kørte til skole. Beskeden på reklamen var, at hun ikke er god nok, som hun er. At hun burde lave noget om, lade nogen skære hende i stykker, så hun kan komme til at ligne dem fra reklamerne. Hun kom en del i medierne efter sit første debatindlæg, og her blev hun spurgt, om hun ikke blev usikker omkring sig selv på grund af de reklamer? LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Kender du en hverdagspsykopat Nej, den seje tøs blev ikke spor usikker, hun blev derimod vred. Hurra tænkte jeg, for hun fik lyst til at skrige ad reklamens værdiløse budskab. Et budskab, der ifølge hende var, at det er fuldstændig ligemeget, hvad du opnår som kvinde, hvis du ikke ligner dukkebarnet i reklamen. Og så ridsede hun ellers powerkvinder op, der konstant bliver nedgjort på grund af deres udseende. Et enkelt eksempel skal nævnes, da det i sig selv er ret sjovt, nemlig Hillary Clinton, der bliver kritiseret for ikke at være sexet nok. Med andre ord, ligemeget hvor dygtig du er (og vi må da konstatere, at fru Clinton er rasende dygtig, ikk’?), så er du ikke noget værd, medmindre du er rynkefri og Botox-befængt. Den unge Anna fik lyst til at slå en knytnæve igennem væggen over det budskab, og gud, hvor jeg dog forstod hende. Derefter fik jeg en smule dårlig samvittighed, for hvorfor lader vi vores døtre opdrage af en verden, som giver dem den besked? Anna ender sit indlæg med at spørge, om vi dog ikke kunne lære at sætte fokus på nogle andre ting? Jeg synes i grunden, det var et fint spørgsmål. Kunne vi det? Kærlig hilsen Renée