Renée: Når magten bliver usynlig

Jeg læste for nylig en artikel om afhandlingen ”Den venlige magtudøvelse”, skrevet af den svenske socialantropolog Åsa Bartholdsson. Og det var skræmmende læsning. Skræmmende, fordi det foregår på en måde, som er svær at gennemskue, og ikke mindst på sådan en måde, at dem, der har magten, ikke vil stå ved, at de har den. Det, Bartholdsson skriver om, er den moderne folkeskolelærer, og hvordan det i dag er blevet normen at bruge elevernes egne følelser til at styre dem. Samtidig lader man det fremstå, som om det er i elevernes egen interesse, at man gør det på den måde. Lærerne skal fokusere på at give eleverne selvværd, ansvar for egen læring og lære dem at styre sig selv gennem selvevalueringer. Idealet er, at eleverne på deres vis vogter sig selv og lærer at forstå, at de skal reflektere over sig selv. Når de er kritiske over for skolen, skal de ikke udtrykke deres utilfredshed eller frustration, men i stedet sætte sig ned og vurdere, hvad DE gør forkert. Ifølge Bartholdsson er den måde at anskue eleven på udtryk for, at skolen befinder sig i en autoritetskrise. For idealet er, at eleverne ikke bare gør, hvad der bliver sagt, men at de selv har lyst til at gøre det! På den måde behøver man slet ikke at stå ved, at man udøver nogen magt overhovedet. Magten bliver usynlig, selv om den findes. Det betyder naturligvis, at de børn, der ikke har de kulturelle og sociale kompetencer til at være den gode elev, langsomt udstødes. Renées klumme i sidste uge: Hvor blev alle gentlemen af? Ifølge Bartholdsson hænger den stigende diagnostisering af børn på mange måder sammen med, at barnet ikke kan lede, planlægge og styre sig selv, som man forventer. Og når det er nøjagtig de krav, der stilles til barnet, for at det kan blive en succes i skolen, så bliver det skolens måde ikke længere at være ansvarlig på for, hvorvidt eleverne lykkes eller ej. Dér, hvor det for mig bliver skræmmende, er, når jeg læser eksemplet om Joakim. Han er dygtig i skolen, men keder sig gevaldigt og beskrives som et problembarn: ”Han laver uro, er sur, besværlig og uartig.” I hele Joakims skolegang har de mål, han sammen med sine lærere har sat op for sig selv, handlet om, at han skal arbejde med sin holdning. Han skal ”være sød over for andre. Være sig selv”, som det formuleres af den velmenende klasselærer. Det er ikke blot for hans egen skyld, men også for de andre elevers skyld, han skal arbejde med at blive ”en positiv leder”. Hmm ... der er altså kun én, der skal forandre sig i den beskrivelse, kun én, der er forkert. Det er Joakim, den stakkels knægt. Kærlig hilsen Renée