Tina Splidsboel: Manglen på respekt

Min niece på 12 år kom forleden forvirret hjem fra skole. Hendes klasselærer i hendes 6.-klasse havde taget fat i hende og helt uden varsel snakket om skoleskift. Noget med at komme fra et ”uddannelsesfremmed hjem”, at blive ”mønsterbryder” og ”forøge chancerne for at komme på universitetet”. Min søster havde ingen idé om, at noget tilsyneladende var galt. Søster ringede fluks til læreren for at få det uddybet. I Københavns Kommune kører en skole et forskningsprojekt, hvor børn fra ”uddannelsesfremmede” hjem kan flytte over på den skole, som så vil gøre alt for at højne elevernes uddannelsesniveau. Sympatisk projekt – problemet er bare i dette tilfælde, at min niece ikke kommer fra et ”uddannelsesfremmed” hjem. Min søster er uddannet pædagog, altså hun har samme uddannelsesgrad som den lærer, hun talte i telefon med den eftermiddag. Og for øvrigt samme grad, som jeg har som journalist. Vi er professionsbachelorer. Ydermere har søster, som er alene med to børn, taget en fire år lang guldsmedeuddannelse og læst to år på et håndarbejdsseminarium. Jeg vil tro, at søster faktisk har uddannet sig i flere år end dem af mine veninder, som har en ph.d.-grad. Men helt ærligt – hvordan kan man kalde en mellemlang videregående uddannelse, som pædagog jo er, for ”uddannelsesfremmed”? Det er grotesk at stigmatisere min søster og hendes familie på den måde. Hvad tænker min niece nu ikke om sin baggrund? Jeg håber sandelig ikke, denne episode får hende til at føle, at det ikke er godt nok, det, hun kommer fra. For det er det! Det skal siges, at søster har fået en undskyldning fra lærer og inspektør efter et yderst velformuleret klagebrev. LÆS OGSÅ: Renées klumme: Lad dem vælge deres egne mærkater Men situationen illustrerer egentlig meget godt en tendens i samfundet om, at vi er ret dårlige til at anerkende erhverv som sygeplejerske, lærer og, som min søsters, pædagog – for ikke at tale om alle de ufaglærte og faglærte for den sags skyld. ”Igennem årtier er der set ned på håndværksmæssige færdigheder og viden: Sløjd er på vej ud af folkeskolen. Håndværksfagene mister prestige. De unge undgår erhvervsskolerne. Den faglige stolthed blandt offentligt ansatte rengøringsassistenter, pædagoger m.fl. undermineres,” sagde den mureruddannede socialdemokratiske folketingskandidat Mattias Tesfaye i forbindelse med udgivelsen af sin bog ”Kloge hænder” sidste år. Jeg er med på, at globalisering og arbejdets fri bevægelighed i Europa flytter vores produktionsarbejdspladser ud af landet, og at vi har brug for at opkvalificere vores arbejdsstyrke. Men det er, som om der fra Christiansborgs bonede gulve hersker tre sandheder, og de er: Uddannelse, uddannelse og uddannelse! Det er desuden samme Christiansborg, hvor to tredjedele af de folkevalgte er akademikere, mens selv samme akademikere kun udgør ca. 7 procent af befolkningen ifølge tal fra tænketanken Cevea. Desværre vinder den retorik genklang i resten af samfundet og bliver ophøjet til den eneste sandhed, virker det til. Et af de klogeste mennesker, jeg kender, er ufaglært postarbejder. Han hedder Morten, og han kan til enhver tid sætte en akademisk uddannet folketingspolitiker på plads i en politisk diskussion. Jeg kender også nogle forbilledlige unge samfundsvidenskabsstuderende, der tager et opgør med deres eget fag ved at skrive kommentarer i landsdækkende aviser og arrangere debatmøder på tværs af faggrupper for at komme ”djøfokratiet”, som de kalder det, til livs. Deres beundringsværdige opgør går ud på, at samfundsvidenskabere som dem selv mangler forståelse og respekt for ikke-akademikeres arbejdsliv, viden og idéer. For hvad blev der egentlig af respekten for alle de mennesker, der hver dag passer vores børn, gør offentlige toiletter rene, skifter ble på vores gamle, bygger nye huse for vores friværdi og langer dameblade over kioskdisken til os? Min søster arbejder fuldtids på en skole, hvor hun sikkert bruger mere tid sammen med den næste generation, end deres egne forældre gør. Hvorfor har det ikke hele befolkningens udelte respekt? Min søster takkede for øvrigt pænt nej til skoleskiftet – niecen bliver dér, hvor hun trives og har sine venner. For hvem siger, at min nieces lykke afhænger af en universitetsgrad? Som min mor altid har prædiket for mig: ”Jeg er ligeglad med, hvad du kommer til at lave. Det er helt fint, hvis du sidder i kassen i Netto. Så længe du er et godt menneske. Så længe du er lykkelig.”