Derfor er dating-app'en Tinder et hit
Det kræver ikke mere end et lille swipe med fingeren, når man skal lede efter kærligheden på dating-app’en Tinder, som masser af danskere har downloadet til deres smartphone. I modsætning til mange andre datingtjenester er Tinder gratis, og det er en af årsagerne til, at den lille røde flamme allerede giver mange af de store etablerede netdatingsider kamp til stregen – især når det handler om at få fat i de yngre singler mellem 25 og 35 år. Og det er der flere gode grunde til, siger digital trendanalytiker og medierådgiver Christiane Vejlø til FEMINA.
- Den er nem, uformel, og du kan lynhurtigt afkode, hvad den kan. Du behøver ikke bruge tid på en lang profiltekst, hvor du fortæller folk, hvilken musik du kan lide, hvor høj du er, og hvad du vejer. Samtidig er den lækkert lavet, og det er vigtigt for de nye digitale generationer, der sætter pris på godt design, siger hun.
Konceptet bag Tinder er ret enkelt. Hvis du kan lide, hvad du ser, kører du fingeren hen over skærmen i en glidende bevægelse, et såkaldt swipe, mod højre. Du kan også trykke på et lille ikon med et hjerte. På den måde giver du fyren et like. Hvis han ikke er noget for dig, swiper du til venstre – eller trykker på krydset.
Føles som et skud adrenalin
Og noget tyder på, at Tinder for mange mennesker er et glimrende tidsfordriv. Ifølge Tinder selv bliver der dagligt lavet ca. 10 millioner matchninger mellem brugere verden over. Christiane Vejlø forklarer, hvorfor den lille app er så populær:
- Når du sidder og swiper til højre og venstre, opstår der også den her effekt, som man kalder for gamification. Det vil sige, du har følelsen af, at du spiller et spil. Når man så får et match, kan det opleves, som om man får et point. Det kan virke som et skud adrenalin, og i virkeligheden kan det være ret afhængighedsskabende, siger Christiane Vejlø.
LÆS OGSÅ: 8 kendte mænd, der faldt for fristelsen til at være utro
Men appen har også fået kritik for at være overfladisk. Nogle amerikanske psykologer frygter endda, at appen er med til at gøre den moderne kærlighedsrelation endnu mere flyvsk og ufokuseret, end den er i forvejen. At vi bliver utålmodige robotter, fikserede som vi er på udseende, og swiper os til det næste hurtige fix. I flere medier er Tinder også blevet omtalt som en ”sex-app”, men det, at nogen bruger Tinder til at få sex, gør ikke appen overfladisk, mener Christiane Vejlø-
- Jeg synes ikke, kritikken holder. Når vi lægger mærke til andre mennesker, er det også den spontane og umiddelbare tiltrækning, vi reagerer på. Og så er det sådan set lige meget, om det foregår i køen i supermarkedet, i baren i byen eller på app. På den måde afspejler Tinder på mange måder fint det virkelige møde mellem mennesker, siger trendanalytikeren til FEMINA.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er det oftest kvinden, der forlader parforholdet?