Johanne vågnede og troede, at hun ville falde i søvn igen. Men så opdagede hun, at hun ikke kunne bevæge sig

Egentlig plejer jeg at have et ret godt sovehjerte. Nogle gange vågner jeg en enkel gang ved firetiden om morgenen, men resten af natten sover jeg tungt. Og selv, hvis jeg vågner, falder jeg hurtigt i søvn igen.

Derfor tænkte jeg da også, da jeg slog øjnene op den nat, dette essay drejer sig om, at jeg hurtigt ville falde i søvn igen. Men pludselig lagde jeg mærke til noget mærkeligt, mens jeg stirrede ud i det mørke, tomme soveværelse. Jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig.

Hele min krop føltes tung, lammet. Jeg forsøgte at bevæge mine arme, men forgæves. Benene duede heller ikke. Lidt efter lidt indfandt panikken sig, og den blev kun større, da jeg hørte trin ude fra gangen. Jeg bor alene, og jeg var gået i seng alene. Hvem var i lejligheden?

Trinene nærmede sig, og jeg forsøgte nu mere febrilsk at bevæge mig uden held. Min vejrtrækning blev hektisk, mit hjerte bankede hårdt og hurtigt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, da trinene nærmede sig soveværelsesdøren.

De kom tættere og tættere på, slæbende, og en del af mig havde lyst til bare at lukke øjnene. Så måtte indbrudstyven, eller hvem det var, slå mig ihjel sådan i sengen – lammet og rædselsslagen. Men jeg holdt øjnene åbne og så nu en skikkelse, en stor mand, gå forbi mig.

Jeg havde lyst til at skrige, men kunne ikke, da han ganske langsomt lagde sig i sengen ved siden af mig. Fornemmelsen var skrækindjagende. Et skrig sad fast i halsen, og jeg forsøgte febrilsk at bevæge mig endnu engang eller råbe. Men så!

Ja, så kunne jeg pludselig bevæge mig igen, og manden i sengen var væk. Chokeret satte jeg mig op. Hvad var der lige sket?

– Det er en ret typisk episode i forhold til søvnparalyse, fortæller psykolog Christel Gudberg, da jeg ringer til hende og fortæller om min oplevelse. Hun har en Ph.D i neurovidenskab og søvn fra Oxford Universitet, og så driver hun blandt andet sin egen søvnklinik.

– Søvnparalyse er en midlertidig tilstand, som kan opstå i overgangen mellem søvn og den vågne tilstand. Man kan ikke bevæge sig, man kan ikke tale, men man er ved bevidsthed. Som du også nævner her, kan tilstanden være ledsaget af hallucinationer eller en intens følelse af frygt, selvom den i sig selv ikke er fysisk farlig. Hvis det dog sker ofte, kan det eventuelt tyde på en underliggende søvnforstyrrelse.

En del af mig ånder lettet op: Jeg er altså ikke ved at blive vanvittig. Men samtidig har jeg svært ved at forstå, hvordan en så virkelig og samtidig nærmest overnaturlig oplevelse bare sådan kan opstå en tilfældig nat. Det forklarer Christel:

– Under søvnparalyse vågner nogle dele af hjernen, mens andre stadig befinder sig i REM-søvn. Bevidstheden er aktiv, men motorcentrene, der styrer musklerne, er stadig låst i REM-tilstanden. Man kan sige, at hjernens drømmetilstand overlapper kortvarigt med vågen tilstand. Paralysen føles uhensigtsmæssig, men det er en naturlig del af REM-søvnen.

En indtrænger på færde

Søvnen bevæger sig gennem forskellige stadier, forklarer Christel. Vi går fra let søvn til dyb søvn, tilbage til lettere søvn, og derefter ind i REM-søvnen.

– Vi har en formodning om, at søvnparalyse opstår i overgangen mellem REM-søvnen og den vågne tilstand, vi naturligt kommer i en gang imellem i løbet af natten. Faktisk vågner vi periodisk i løbet af en nat, men vi opdager det for det meste ikke. Når man har søvnparalyse, slås dele af REM-søvnen ikke fra i tide. Din bevidsthed vågner, men din krop er midlertidigt låst fast, siger Christel.

Så langt, så godt, tænker jeg. Men hvordan forklarer det manden i mit værelse?

– Den figur, du ser og mærker i rummet, vil vi kalde en ”indtrængerhallucination”. Det er meget typisk for søvnparalyse. Det er en oplevelse, som sker under søvnlammelsen, hvor man fornemmer eller ”ser” en fremmed eller truende tilstedeværelse i rummet. Det kan være en skyggelignende figur, fodtrin eller andre lyde, som skaber en stærk fornemmelse af, at der er nogen i rummet.

Når jeg googler søvnparalyse, kan jeg da også tydeligt se, at jeg ikke er alene med min oplevelse. Den ene uhyggelige episode efter den anden beskrives i søvnforaer og artikler.

Ofte er motivet det samme: Nogen går gennem rummet, går forbi én eller lægger sig ved siden af i sengen. Endnu mere uhyggeligt er et utal af beskrivelser af, hvordan personen i rummet sætter sig på den søvnlammede person og forsøger at kvæle vedkommende. Alle fortæller enslydende, at episoderne har føltes fuldstændig virkelige, mens de stod på.

– Under hallucinationen kan man se og høre ting, der føles helt virkelige. Man kan føle et tryk på brystet for eksempel. Fornemmelsen af kvælning kan også opstå. Derudover har man ofte en forvrænget tidsfornemmelse – og det er jo ikke så godt, når man samtidig føler en intens frygt, fortæller Christel, som understreger, at søvnparalyse som regel er helt ufarligt og kun varer mellem et par sekunder til et par minutter, selvom det for mig i hvert fald føltes uendelig længe.

– Det er typisk ikke alvorligt, selvom det føles alvorligt. Det er fysisk ufarligt. Det er snarere de emotionelle konsekvenser, der er ubehagelige. Hvis man oplever episoder ofte, kan det tyde på nogle underliggende søvnforstyrrelser. Det kan være narkolepsi (en kronisk lidelse, hvor hjernen har svært ved eller ikke kan regulere søvn, red.), det kan være søvnapnø. Typisk, hvis det kun sker en enkelt gang imellem, vil vi dog ikke sige, at det skyldes en seriøs lidelse.

En god søvnhygiejne

Det er ikke alle, der vil opleve søvnparalyse i deres liv. Ud af en befolkning vil syv-otte procent opleve det mindst én gang i livet, men der er også lavet et studie blandt unge studerende, der viste, at hele 30-40 procent havde oplevet det.

Derudover ses en større forekomst hos dem med psykiske udfordringer eller panikangst. Og ja, så hænger det, som Christel kalder ”søvnhygiejne” også sammen med søvnparalyse.

– Mulige årsager kan være en uregelmæssig søvnrytme eller søvnmangel, for eksempel ved skifteholdsarbejde. Det kan også være et højt stress- eller angstniveau. Og så kan det hænge sammen med sovestilling. Lidt over 58 procent af dem med søvnparalyse, har ligget på ryggen under en episode, viser et studie. Stimulanser som alkohol og visse medicintyper kan også spille ind. Derudover kan søvnparalyse faktisk være arveligt med op til 53 procent, forklarer Christel, og jeg kan skrive tjek ved flere af de ting, hun nævner. Jeg var selv stresset dagen op til min oplevelse med manden i gangen, og jeg havde også drukket et glas vin med en veninde. Hvordan undgår jeg at opleve det igen, spørger jeg Christel, for jeg vil virkelig helst ikke endnu engang være så bange, som jeg var den nat.

– I virkeligheden kan du gøre alt det ”kedelige”: Regelmæssige sengetider, nok søvn og god håndtering af stress. En god søvnhygiejne er vigtig. Helst syv-otte timers søvn, da både søvnvarigheden og sengetiden lader til at betyde noget. Forskning viser, at risikoen for søvnparalyse er reduceret med 9-31 procent, hvis man går i seng mellem klokken 22.00 og midnat, og at senere sengetider kan være forbundet med en højere risiko (op til 36 procent). Mindre end seks timers søvn er forbundet med tre gange så stor risiko for søvnparalyse. Men det interessante er, at for meget søvn (over ni timer) også kan være forbundet med en forhøjet risiko for søvnparalyse.

Dagene efter, jeg oplevede søvnparalyse, mærkede jeg en uro i kroppen, inden jeg skulle sove. Jeg huskede fuldstændig oplevelsen fra natten med manden, og mit hjerte begyndte af sig selv at slå hurtigere, når jeg skulle i seng.

Det er meget normalt, understreger Christel, og frygt for søvn kan forværre det hele, fordi man netop får svært ved at sove eller gå i seng tidligt. En god måde at mindske noget af frygten kan være at lægge en strategi for, hvad man vil gøre, hvis man oplever det igen.

– Hvis søvnparalysen sker, skal man prøve at bevare roen. Det virker skræmmende, men det er fysisk ufarligt. I situationen, hvor du føler, der er en indtrænger, kan det dog være svært. Et godt råd kan være at lave et hurtigt check: Er det jeg oplever virkeligt, eller er det søvnparalyse, som kendetegnes ved midlertidig muskellammelse, og så forsøge at bevæge de små muskler: vippe med tæerne og blinke. Derudover kan du fokusere på vejrtrækningen. Dybe, rolige indåndinger kan hjælpe kroppen med at vågne, rådgiver Christel.

En djævel på brystet

Gennem tiden har søvnparalyse været sagnomspundet. Tidligere har man især forbundet det med det overnaturlige, fortæller Christel. Man har for eksempel troet, at det var en dæmonisk skikkelse, der satte sig på éns bryst, når man mærkede tryk eller kvælning.

Det forstår jeg sådan set godt; jeg havde også, da jeg kom til mig selv, den her følelse af at være i kontakt med en åndeverden for en stund. Men måske er det egentlig noget andet, vi kan lære af søvnparalysen, siger Christel:

– Søvnparalyse viser os, hvor kompleks dialogen mellem krop og hjerne er. Der skal ikke så meget til, før vi kommer ud af balance. Det er et kig ind bag kulisserne. Hvad foregår der egentlig i hjernen? Det får vi indblik i, og det minder os om, hvor forunderligt komplekst vores nervesystem er.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.