Vi begyndte at sove hver for sig – og reddede ægteskabet

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

"Det, der sker om natten, bliver om natten."

Udtrykket, ikke særlig nyskabende, opfandt min mand og jeg en nat i 2017. Vores datter var nyfødt, og søvnmanglen var ekstrem, hvilket resulterede i en række mindre charmerende hændelser:

– En albue i den andens næse, når man i bælgravende mørke forsøgte at trøste babyen – men i stedet kom til at ramme sin ægtefælle.

– Ord udtalt i vrede, når partneren nøs midt om natten og vækkede barnet, som så ville have mad. Igen.

– Frustrationen, der opstod ved et endeløst skift af bleer.

Nætterne var et mareridt, og de lyserøde skyer var fuldstændig blæst væk.

Et par måneder inde i forældreskabet, besluttede vi os for, at intet, der skete om natten, måtte påvirke vores forhold i øvrigt. Det, der sker om natten, gælder ikke.

Natten er et lovløst land, vi bare skal overleve, og hvis en træt nybagt mor kommer til at sige noget hårdt, so be it.

Næste morgen skal alt være glemt. "Det, der sker om natten, bliver om natten."

Men vores lille barn lærte aldrig at sove hele natten. Derfor tog vi en beslutning, der reddede vores ægteskab.

Vi begyndte at sove hver for sig. Hellere én udhvilet person end to udmattede. Og pludselig ændrede alt sig.

Vi kunne støtte hinanden, fik større tålmodighed som forældre og havde overskud til at være sammen om aftenen, når barnet sov. Afstand om natten skabte kærlige dage.

Et lykkeligt par skal sove tæt og falde i REM-søvn – sammen

Dette er syv år siden, og sådan har det fortsat. Men at sove hver for sig er ikke noget, man taler om. Det er ikke sådan, man bør gøre som ægtefæller.

Ved diverse parmiddage kommer det frem, at mange har separate soveværelser, men få fortæller stolt om deres valg.

Hvorfor?

Formentlig fordi vi gennem film er blevet fodret med idéen om, hvordan det perfekte par skal tilbringe natten sammen. Efter en romantisk middag med dyre stearinlys i en trendy farve, der matcher de perfekt krøllede linnedservietter, skal man glide ned i de lige så perfekt krøllede linnedlagner og sove tæt. Sammen. Hun, naturligvis helt fri for snorken, han, tryg og beskyttende.

I vores virkelighed tilbringer vi natten i hver vores seng. Den ene tager sig af barnet, som stadig sover dårligt. Den anden får en lang, uforstyrret nat og aflaster den trætte den næste dag. Ikke ligefrem som i en film.

Men takket være vores nattesærskillelse er jeg sikker på, at vi vil få den lykkelige slutning – for altid.

Denne artikel blev først bragt hos femina.se, der også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.