6:1 kuren: Sådan gør du
Foto: Pantherstock
Nu behøver du ikke længere at undvære de søde sager for at tabe dig, 6:1 kuren er her. I modsætning til 5:2 kuren, hvor du faster to gange om ugen, behøver du nu kun at faste én gang om ugen. Og så kan du stadig leve det søde liv et par dage om ugen!
6:1 – lev det søde liv med faste 1 dag om ugen
Sundhedsekspert Michelle Kristensen har udgivet bogen ”6:1 – lev det søde liv med faste 1 dag om ugen”, hvor hun guider dig igennem 6:1 kuren. Bogen giver dig lækre opskrifter på fastemenuer, slankende måltider og lækre kager, samt træningsøvelser, så du kommer i god form.
Det går 6:1 kuren ud på:
6:1 kuren går som navnet antyder ud på, at du faster én gang om ugen og spiser normalt de resterende seks dage. Det vil sige, at du spiser ét fastemåltid, og resten af dagen drikker du kun væske. Du må til gengæld drikke alt den kaffe, te, vand og danskvand, du har lyst til. Resten af ugen er der nogle enkle kostråd, du skal følge, hvis du gerne vil tabe dig eller bare gerne vil leve sundere.
Det lover 6:1 kuren:
- Det er en god måde at kickstarte dit vægttab
- Du øger din forbrænding
- Du kan spise lidt mere af det søde – og stadig tabe dig
- Du giver kroppen en let udrensning og kommer i bedre balance
- Du bliver bedre til at skelne mellem, hvornår du rent faktisk er sulten, og hvornår du bare er lækkersulten
Fastemåltidet:
Et fastemåltid i 6:1 kuren består af 1,5 portion protein, 1,5 portion fedt og alle de grøntsager der skal til, før du er mæt.
1 portion protein svarer f.eks. til:
150 g fjerkræ eller 150 g okse/ svinekød eller 200 g skyr eller 125 g laks.
1 portion fedt svarer f.eks. til:
½ avokado eller 10 nødder eller 1 tsk. smør eller 2 tsk. olivenolie.
1 portion kulhydrat svarer f.eks. til:
1 dl gryn eller 35 g grov pasta eller 1 skive rugbrød.
6:1 kostprincipper:
6:1 kuren virker bedst, hvis du udover fastedagen, følger nogle simple kostprincipper. Grundlæggende skal du spise en masse grøntsager, frugt, gode proteinkilder og sunde fedtstoffer, og så skal du skære ned på tætpakkede kulhydrater som brød, ris, pasta og gryn. Ifølge Michelle Kristensen er MK kostprincipperne især gode, hvis du vil tabe dig på maven. De består nemlig af knap så mange kulhydrater og mere fedt og protein.
Kan alle faste?
Hvis du er gravid eller ammer, skal du ikke faste. Hvis du lider af kronisk sygdom skal du tale med din læge, før du starter, og hvis du har problemer med blodsukkeret, skal du være ekstra opmærksom på dit blodsukker, hvis du faster.
Klik her for at læse om 5:2 kuren: Sådan gør du
Klik her for at finde den slankekur som passer dig