
Drikker du den rigtige mælk?

Foto: All Over Press
Har du nogensinde overvejet at indtage et glas kamelmælk, gedemælk eller fåremælk i stedet for dit daglige glas komælk til middagsmaden?
Det skulle du måske gøre, for noget tyder på, at der er masser af fordele ved at eksperimentere med sine mælkevaner.
Her er et udpluk af nogle andre typer mælk end komælk, som måske er værd at smage.
Rismælk
Indeholder 110 kalorier og 2,4 gram fedt per glas.
Rismælk er kalorierig og federe end f.eks. skummetmælk og sojamælk. Den er lavet på filtreret vand, ris og salt, og mælken har et højt fiberindhold. Den kan hjælpe mod et højt kolesteroltal.
Mælken har et lavt indhold af kalk og protein modsat almindelig mælk, og så er smagen en smule sødere.
Pris: 20 kr. for en liter på www.netspiren.dk
Gedemælk
Indeholder 124 kalorier og 7,8 gram fedt per glas.
De fleste er vilde med gedeost, og nu er gedemælk ved at blive populær som drikkelse. Mælken er federe og lidt sødere end komælk.
Ifølge Dansk Jordbrugsforskning fordøjes proteinerne i gedemælk hurtigere end komælk, da partiklerne er mindre.
Gedemælk indeholder desuden linolensyre, der har en positiv effekt på kolesteroltallet. Mælken indeholder også laktose, så den kan ikke bruge som erstatning for dem, der er laktoseintolerante, skriver Daily Mail.
Pris: En liter gedemælk kan købes for 24,95 kr. på www.naturkost-odense.dk (link fjernet)
Kamelmælk
Indeholder 120 kalorier og 5,8 gram fedt.
Kamelmælken er endnu ikke udbredt i de europæiske lande, men især i De Forenede Arabiske Emirater er kamelmælken en populær drik.
Kamelmælk minder meget om komælk, men den skulle have flere gavnlige effekter for menneskekroppen. Bl.a. indeholder den meget C-vitamin samt insulin, som er gavnligt for diabetikere. Den indeholder også mindre laktose og kolesterol, og i Indien bruges den faktisk mod en række sygdomme.
I De Forenede Arabiske Emirater kan man også både få kamelis og kamelost.
Pris: Mælken fås endnu ikke i Danmark, men prisen i De Forenede Arabiske Emirater ligger ifølge Landbrugsavisen på 6,50 kr. mere end komælk, fordi kamelen producerer mindre mælk.
Fåremælk
Indeholder 198 kalorier og 13,4 gram fedt.
Fåremælken er dobbelt så fed som sødmælk og har et højt indhold af zink og kalk. Fåremælken er tør med en lidt salt smag.
Det er mere besværligt at få mælk ud af et får, da yveret skal masseres undervejs, og et får kun giver 0,7 liter mælk om dagen, skriver Samvirke.dk.
Fåremælk bruges til mange oste såsom feta.
Pris: Den kan købes i enkelte supermarkeder.
Sojamælk
Indeholder 65 kalorier og 4,8 gram fedt.
Mælken er lavet af sojabønner og indeholder næsten ligeså meget protein som komælk.
Sojamælk er godt for kolesteroltallet og for de laktoseintolerante, og det er en drik, der er blevet populær hos de danske forbrugere i de seneste år.
Nogle typer sojamælk kan være tilsat sødemiddel - så kig efter det, hvis du ikke vil have den søde udgave.
Pris: En liter sojamælk kan købes for 16,40 kr. hos www.naturoghelse.dk