Kyllingekebab med mangosalsa
opskrift: voresmad.dk
Med mager kylling får du et højt indhold af protein og en betydelig mængde selen, der er godt for immun-forsvaret. Denne ret med mager kylling giver dig også ca. 250 g frugt og grønt pr. person og er derfor et stort skridt mod de 600 g om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Dermed kan du og din familie spise sundt på en velsmagende måde
Ingredienser (4 personer)
Kyllingeinderfiletter, 500 -600 g afhængig af pakkestørrelse
2 tsk olie
2 spsk sojasauce
Salt og peber
Træspid eller metalspid
Mango-salsa
2 modne mango
1 bundt forårsløg eller 1 rødløg
½ agurk
Frisk mynte eller 1 - 2 tsk tørrede
5-7 cm frisk ingefær
2 spsk sød chilisauce
1 lime
1 tsk honning eller sukker
Couscous salat med hakket grønt
2 dl couscous
3 dl bouillon
500 g tomater
2 spsk olie
Persille, mynte eller koriander
Sådan gør du
Skræl mangoerne. Skær skiver fra begge sider, da der en stor flad sten i midten. Skær frugtkødet i tern. Snit forårsløgene fint. Skær agurken igennem på langs, fjern kernerne med en teske og skær agurken i 2-3 mm tynde skiver. Hak en håndfuld mynteblade. Riv 2 tsk ingefær. Bland det hele. Tilsæt chilisauce og 2 spsk limesaft samt honning og evt salt og peber.
Kom couscousen i en skål, hæld kogende bouillon over. Læg stanniol eller låg over og lad couscousen trække til den har opsuget væden. Rør den løs med en gaffel, bland finthakkede tomater og 2 spsk hakket persille i. Smag til med salt og peber.
Dup kyllingekødet tørt med køkkenrulle. Skær dem evt. i mindre stykker. Vend kødet i olie og sojasauce og drys med lidt salt og peber. Steg kødet på en varm pande til det er netop gennemstegt ca. 7 minutter i alt. Sæt kødet på spid ved servering.
Få flere sunde opskrifter på voresmad.dk (link fjernet)
Få flere slankeopskrifter og madplaner her