TV-læge om udbredt madtendens: "Jeg kan næsten ikke holde ud, at det er sådan, det er blevet"
Foto: Privat
Hvad er sundhed for dig?
– Det er en holistisk samklang mellem det fysiske, det mentale og det åndelige, tror jeg. Det er kærlighed til sin krop, sit liv og sin energi. At man passer på sig selv. I min verden indebærer det, at man motionerer forholdsvis meget. Fordi det er sundt og godt, at man bliver holdt i gang som en god modvægt til at sidde stille dagen lang.
– Det er både noget med at gå, vandre, svømme og cykle, men også at styrketræne og dyrke yoga. På den måde bliver man både stærk, smidig og udholdende, men også mobil og stabil. Det betyder sindssygt meget for mig, hvordan min fysiske krop har det, og jeg træner hver eneste dag. Oftest flere gange om dagen.
Kort om Pia Norup
Læge Pia Norup, 53, er kendt som ekspert i TV 2s ”Kan man spise sig rask” og DRs ”Fede forhold” og som forfatter til flere sundhedsbøger. Til daglig rådgiver hun klienter i Roots Clinic i Hørsholm.
– Men sundhed er også at have det godt mentalt. Man jo ikke er sund, hvis man er trist og deprimeret. Det er enormt vigtigt at være glad og føle, at man lever et meningsfuldt liv. Det betyder faktisk rigtig meget for mig, at jeg føler, at det jeg gør, er værdifuldt for andre og mig selv. Det sjælelige bliver med alderen en større del af det, jeg vil kalde et sundt liv.
Hvad med kosten?
– Det er vigtigt, hvad man putter i sin krop. Man skal ikke spise for meget. Hele vores vestlige måde at spise på med meget forarbejdet mad, sukker og tilsætningsstoffer er en stor udfordring. Altså, vi er jo skabt til at spise grøntsager og fisk og sundt kød. Men det kræver en stor indsats at komme tilbage til det, vi er skabt til at spise … alle de gode næringsstoffer, som man kan finde i naturen.
– I stedet for ender rigtig mange mennesker med at spise noget, som er så forarbejdet, at det kan stå på en hylde i årevis, inden det bliver spist. Jeg kan næsten ikke holde ud, at det er sådan, det er blevet. Jeg tror, vi bliver syge af det alle sammen. Så ja, jeg er en meget back to basics-type. Sundhed er også, at vi lægger den der telefon fra os og går i seng i ordentlig tid.
Kan du godt selv leve op til alle de ting?
– Ja, det prøver jeg. Jeg har altid været god til at træne hårdt, men jeg øver mig i det blide. For tiden går det godt, med yoga og meditation hver morgen. At leve sundt og samtidig arbejde så meget, som jeg gør, kræver virkelig prioritering.
– Man skal jo aktivt vælge mobilen fra eller aktivt vælge at løbe en tur, selv om man måske er lidt træt. Det er ikke altid, man har lyst i øjeblikket, men det er jo altid dejligt undervejs og bagefter. Sundhed skal meget gerne være lystbetonet, men samtidig kombineret med disciplin. Det er et aktivt valg om måden, man lever sit liv.
Hvordan spiser du?
– I snart 14 år har jeg ikke spist kød fra firbenede dyr. Jeg spiser heller ikke gluten. Det gør jeg så en gang imellem, hvis jeg er ude at spise, og der lige er et lækkert stykke brød. Men ellers spiser jeg ikke brød og pasta og den slags ting.
– Jeg spiser til gengæld rigtig meget fisk, frø, nødder og kerner. Og så får jeg nok et sted mellem 600-800 gram grøntsager hver dag, til alle måltider. Samt bær og frugt.
Har du en plan for, hvad du gerne vil opnår sundhedsmæssigt?
– Nej, men jeg kan godt have intentioner om ting, jeg gerne vil opnå, og det synes jeg, faktisk er supergodt og sundt at have. At sætte en streg i sandet og sige, at det næste år har jeg intentioner om de her ting i mit liv. Og så arbejde på at få det til at manifestere sig på en eller anden måde. Min intention er at opnå mere yin-energi i forhold til min yang.