Sundhed
14. maj 2015(Opdateret 14.05.15)

Yoga: Ayurveda, namasté eller chakra? Det betyder ordene

Yoga har mange termer, der beskriver forskellige øvelser, vejtrækning og meget andet. De mange yoga udtryk kan være forvirrende, men her får du en nem guide til at blive flydende i yoga-sproget.
Af: Karen Pallisgaard og Sara Speyer, Charlotte Hallbæck og redaktionen
yoga termer

Foto: Panthermedia

Det er som at lære et fremmedsprog, første gang man bevæger sig ind i yogaens verden. du er slet ikke alene, hvis du ser forivrret ud, når du hører ord som chakra, mantra eller namasté.

Yogaens verden er nemlig fyldt med yoga termer for øvelserne og yoga udtryk for livet. Men fortvivl ej - kan du de vigtigste ord, er du godt på vej. Her får du en miniparlør til de mest brugte yoga ord.

Yoga termer: Find rundt i de mange yoga udtryk

Hvis du nogensinde har hørt nogen snakke om yoga, læst om yoga eller måske været til en yogatime, har du sikkert hurtigt opdaget, at der findes ufatteligt mange yoga termer, som man skla kende for at forstå, hvad der foregår.

Selvom man som regel godt kan følge med i yogaen alligevel, er der yoga termer for de mange forskellige yogaøvelser. Disse yoga termer kan være gode at kende, hvis du vil følge en yogatime eller et yogaprogram.

Inden for yogaens verden findes der også mange yoga udtryk, der beskriver den bestemte måde at være i livet på. Disse yoga udtryk kan være gode at kunne betydningen af for at forstå de grundlæggende byggesten i yogaen som praksis.

Hvad betyder namasté?

Namaste består af ordene namas, som betyder "et buk" eller "en hilsen", og -te som er det personlige pronomen i dativ singularis, hvilket oversættes som “til dig”. Namaste betyder i sin helhed “en hilsen/et buk til dig”. Intet andet. Mange tror fejlagtigt, at det betyder noget i stil med "min guddommelige sjæl ser lyset i din guddommelige sjæl", men denne betydning er først opstået for ganske nylig.

Sådan udføres namasté

Namasté udføres i alt sin enkelthed ved at bøje sig eller lave et såkaldt "buk". Samtidig holdes hænderne ind mod hinanden foran hjertet og efterfølgende føres hænderne op til panden idet, du bøjer dig i dit namsté. Ved at udføre denne bevægelse udfører du en guddommelig hilsen. Det ses oftest at namasté udføres i slutningen eller starten af en yoga time.

Hvad betyder āsana?

Āsana kommer fra roden ās, som betyder “at sidde”, så āsana betyder faktisk “sæde” eller en “siddende stilling” eller blot “stilling/positur”.
Mange yogastillinger ender på –āsana, fx śavāsana – śava-āsana trukket sammen – som betyder “lig-stillingen”, dvs. at man bare ligger ligeså stille (næsten) som en død person.

Hvad betyder āyurveda?

Āyurveda består af ordene āyus – “livslængde”- og veda - “viden”. Denne “viden om livslængde” er den gamle indiske sundhedsfilosofi. Āyurveda er et komplet system af sundhedsforeskrifter baseret på fem elementer, som er komprimeret til tre doṣa’er, som betyder ”fejl”, nemlig vata, pitta og kapha.

Hvorfor siger man om i yoga?

Om eller aum er en hellig stavelse, som bruges før og efter man citerer noget fra vedaerne. Ifølge kommentatoren Śankara er om lig med guden Brahma, hvilket bl.a. kan forstås på den måde, at om er det samme som den universielle sjæl eller guddommelige essens. Det vil sige, at når den lokale yogalærer begynder og slutter yogatimen med at synge “om”, forbinder hun/han dig faktisk med intet mindre end den universielle sjæl.

Hvad betyder savasana?

Lær dette ord, for det er det fedeste i yoga for os, der godt kan lide at chille; det er nemlig den afspændende stilling, som hver yoga time afsluttes med. Direkte oversat betyder det “Død mands stilling” – men SÅ afslappet bliver man heldigvis ikke af yoga.

Hvad betyder chakra?

Chakra staves egentlig cakra (enkelt “c” på sanskrit udtales, som vi ville udtale “ch”), som er et ord, der betyder “hjul” og “cirkel”. Cakraer som centre i kroppen stammer fra de tantriske sekter – såsom Nāth Siddhaerne og Kaulakulten, som florerede omkring år 1000 e.kr.

Det er i sådanne traditioner, at man også finder kuṇḍalinī, den sammenrullede slange af energi, som normalt ligger sovende i det nederste cakra, mūlādhāra. Når slangen vækkes, rejser den op gennem cakraerne. Hvis ellers man har fulgt mesterens anvisninger til punkt og prikke, vil man, når kuṇḍalinī når det øverste cakra, være oplyst.

I de moderne spirituelle discipliner taler man fx om, at cakraerne kan være mere eller mindre i balance. Sådan ville man næppe se på det i de gamle tantriske sekter. Dog er cakraerne knyttet til den form for yoga, der hedder haṭhayoga, fordi denne form i temmelig vid udstrækning er baseret på de førnævnte tantriske traditioner.

Hvad er betyder mantra?

Mantra består af ordene ”man”, som betyder ”tanke” og ”tra” – som betyder en maskine eller et instrument. Dvs. at et mantra er et tankeinstrument. Et mantra er en rituel formel, sunget eller udtalt med henblik på at opnå noget bestemt. Et mantra kan bestå af en enkelt stavelse eller det kan være flere verselinjer. Et af de mest kendte mantraer er Gayatri-mantraet, som stammer fra Ṛgvedaen og er en bøn til guden Savitṛ.

Hvad betyder mudrā

Mudrā betyder oprindeligt "et segl" eller "et tegn" og en senere betydning af ordet er også ”lås”. Nogle mudrā’er udføres kun med hænderne, andre involverer andre dele af kroppen. Mudrāerne er knyttet til haṭhayoga, som man fx kan læse om i værket Haṭhayogapradīpikā fra det 15. århundrede. Yogamesteren Lyengar har fx lavet en udmærket oversættelse af værket.

Hvad betyder prāṇa?

Prāṇa betyder ”åndedræt”, ”liv” og ”vitalitet” , og er sammensat af ordene pra som betyder "fra roden" og na, som betyder "at trække vejret ind". Prāṇāyāma betyder “åndedrætsopretholdelse” og dækker over adskillige typer åndedrætsøvelser, fx inden for yoga.

Hvad er Śiva / Śakti?

Śiva er en af de tre vigtigste guder i hinduismen. Guden Brahmā skaber, guden Viṣṇu bevarer og guden Śiva destruerer og genskaber. Śiva er derudover hovedguden i den sekt, der hedder Śaivisme, som de tantriske sekter er ret tæt forbundne med.

Śakti er en gudinde, hvis navn betyder “kraft” eller “power”. Śakti har også sin egen kult, nemlig Śaktisme. I de tantriske traditioner finder man Śiva og Śakti som symboler for det maskuline og det feminine. Deres fysiske og symbolske forening spiller en stor rolle inden for de tantriske ritualer.

Hvad betyder śānti?

Śānti betyder “fred”, “ro” og “ophør”. Sidstnævnte betydning skal ikke forstås negativt, tværtimod siges det inden for den omfattende tradition af spådomskunst og varsler, at et dårligt varsel kan stoppes, dvs. beroliges – og her bruges ordet śānti for at forhindre den negative hændelse i at ske.

Vidste du, at femina har sin helt egen yogakanal med gratis yogavideoer? Klik her for at komme til ”Hverdagsyoga”-kanalen på Youtube.

Læs mere om:

Læs også