Alt om sutteflasker til baby
Else Guldager fra Sundhedsplejersken.dk har mange års erfaring i at vejlede mødre og står blandt andet bag folderen Spædbørns mælk, hvor hun deler ud af sin viden om blandt andet sutteflasker. Her kommer hun med sine bedste råd og tips.
Hvornår må man give baby flaske?
Hvis du ammer, anbefales det at vente 4-6 uger med at introducere en sutteflaske, så amningen er godt etableret. Hvis du ikke ammer, kan du starte med flasken fra dag ét. Det vigtigste er, at din baby får den nødvendige næring, uanset om det er fra bryst eller flaske.
Kan man godt både amme og give flaske?
Ja, kombinationen af amning og flaske er muligt og giver ofte mere fleksibilitet til hverdagen. Start med at erstatte en amning med en flaske om dagen og øg langsomt antallet. Vælg en flaske og sut, der minder om brystet for at minimere forvirring, og vær opmærksom på din babys reaktion.
Hvilken sutteflaske skal man vælge
Valget af sutteflaske afhænger af materiale, suttens form og flow. Plastflasker er lette og holdbare, men vælg BPA-fri varianter. Glasflasker er kemikaliefrie og nemme at rengøre, mens rustfrit stål er holdbart, men dyrere. Suttens form bør ligne brystvorten for nem overgang, og flowet skal passe til din babys behov.
Vælger du en plastikflaske, skal du købe en, der er mærket 'BPA-fri', som betyder at den ikke indeholder BPA. BPA står for bisphenol A, som er et hormonforstyrrende stof, der kan afgives i mælken.
Uundværligt udstyr til sutteflasker
- 6-8 sutteflasker (2 små og resten store)
- Sutter til sutteflasker (så mange, som du har flasker til)
- Låg til sutteflaskerne
- Flaskerenser til at skrubbe sutteflasker rene med
- Kande med målestreger på, som du kan bruge til at opmåle vandet til blanding af modermælkserstatning
- Modermælkserstatning (pulver eller flydende)
- Stor gryde til at koge sutteflaskesutter
- Et rent viskestykke, hvor sutteflaskerne kan stå med bunden i vejret, når de skal tørre
Else Guldager anbefaler, at du altid vælger sutteflasker med så lidt tryk og farve på som muligt. De farverige tryk ser muligvis hyggelige ud på sutteflasker, men vær opmærksom på, at der er brugt kemiske stoffer med farver, der kan være "betænkelige".
Læs mere om hormonforstyrrende stoffer her!
Hormonforstyrrende stoffer – hvad er det
Hvilken størrelse sutteflaske?
Sutteflasker fås i både små og store størrelser. Generelt er små flasker bedst til nyfødte, mens større flasker passer bedre til ældre babyer. Du bør rette dig efter dit barns appetit, som måske nogle gange er til en lille flaske, og andre gange til en stor.
Sutter til sutteflaske
Sutten på toppen af flasken er som regel lavet af naturgummi eller silikone, og det er en smagssag, hvad man er til. Nogle børn får knopper rundt om munden af naturgummi, hvor det er nødvendigt at skifte til silikone. Prøv dig derfor frem.
Det væsentlige med sutter til sutteflasker er, at de har huller, som har indflydelse på mængden af mælk, der kommer ud af flasken. Det mindste barn skal have et enkelt lille hul, og større børn skal have flere huller. Det er vigtig at være opmærksom på, om antallet af huller passer til alderen på dit barn.
Er der for få huller, bliver dit barn træt og får ikke nok næring. Er der for mange huller, bliver det for nemt, og dit barn får meget mælk for hurtigt.
Sådan drikker barnet af flasken
Sid med dit barn, som hvis du ville amme. Der er forskel på, hvor hurtigt børn spiser af flasken, men normalt tager et flaskemåltid 15-20 minutter. Tager det længere tid, kan det være, at hullet er for lille. Spørg din sundhedsplejerske, hvis du oplever problemer.
Afvænning af sutteflaske
Den rette temperatur på mælken
Dryp et par dråber fra sutteflasken på dit håndled, inden du tilbyder barnet flasken. Så kan du sikre, at indholdet ikke er for varmt. Du kan evt. også anskaffe et infrarødt termometer, det kan nemlig måle temperaturen på både dit barn, sutteflasken og badevandet fra 4-6 centimeters afstand. Det har en præcisionsmåling på 0,2 grader og gemmer de sidste 30 målinger.
Rengøring
Hver gang, du har givet flaske, skal du smide resten af mælken ud, da der hurtigt udvikles bakterier. Sutteflasken renses med salt for at fjerne mælkerester. Gnid salt på sutten og skruegangene, og skyl efter med rent vand. Når du skal rengøre selve sutteflaskerne, skal flaskerne koges, her kan du bruge opvaskemaskinens vaskeprogram på 65 grader med tørreprogram desinficerer også godt.
Find her vores guide til sikker og grundig rengøring af sutteflasker.