Familieliv
22. juli 2013

Parforholdet er 30% kærlighed og 70% vilje

De fleste oplever, at når baby kommer til, træder romantikken og sexlivet i baggrunden. Det er her, at parforholdet bliver hårdt arbejde i en periode, fortæller sexolog Kickan Andersen.
Af: Line Urth
https://imgix.femina.dk/media/1cbd6c29631248fe87d6e682f61be9f6.jpg

At få et barn sammen, er en af de største omvæltninger, man kan udsætte et parforhold for. Når hverdagen går op i bleer, barneskrål og babymos, træder romantikken og parforholdet ofte i baggrunden.

"Hvor man tidligere har haft et samliv, der var baseret på lyst, konkurrence og sex, har man som forældre fokus på ansvar, omsorg og opdragelse. Og det er ikke så gnistbetonet. Det har nogle svært ved at indstille sig på" fortæller psykoterapeut og parterapeut Kickan Andersen til magasinet Forældre & Børn Baby.
"Og så er der et meget stort mediefokus på, hvor ofte det skal være, og hvor godt det skal være. Det betyder, at folk har nogle helt urealistiske forventninger til, hvor hot et sexliv de skal have - også efter baby er kommet. Men det er ikke realistisk at have sex to gange om ugen hver uge, lige når man har fået et barn" fortsætter Kickan Andersen.

Fokus er ikke på parforhold eller egne lyster, men simpelthen på at opfylde det lille barns behov døgnet rundt. Og det er en stor opgave, der ikke levner meget overskud til andet end netop at amme, trøste og skifte bleer.

Ældre barn, mere overskud
Ifølge Kickan Andersen skal man være meget forsigtig med at gå ud fra, at parforholdet ligner et glansbillede i barnets første leveår.
"Men når barnet efterhånden bliver mere selvhjulpent, får man også mere overskud til sig selv - og til partneren."

Mange par vil også opleve, at der sker noget, når kvinden, der som regel har den længste barsel, vender tilbage til jobbet. Forældreskabet og den opmærksomhed, som barnet får, er naturligvis kommet for at blive, men forældrerollen bliver alligevel mindre dominerende, når man genoptager sit arbejdsliv. Og det er som udgangspunkt sundt for parforholdet, fortæller Kickan Andersen.

Parforholdet er hårdt arbejde
Under alle omstændigheder er det ifølge Kickan Andersen meget vigtigt, at begge parter fuldt ud indstiller sig på, at livet er forandret for altid. Hvor der før hovedsageligt var mere lyst og mindre pligt, er tingene nu vendt på hovedet.

"Parforholdet handler om 30 procent kærlighed og 70 procent vilje. Man er simpelthen nødt til at tage en beslutning om, at det her, det skal vi altså have til at virke," slutter Kickan Andersen.

Spørg parterapeuten

Er det hele gået i hårdknude, eller er der bare nogle ting, der ikke fungerer mellem dig og din partner? Så kan Mama.dk's privatpraktiserende parterapeut Kickan Andersen måske hjælpe jer.

Beskriv din situation og stil dit spørgsmål direkete til Kickan Andersen via mail.

Du kan forevente svar inden for ca. en uge. Dit spørgsmål bliver selvfølgelig behandlet helt fortroligt, og svaret sendes direkte til din mailadresse.

Læs også:
Hjælp hinanden
Sådan ungår i en skilsemisse
Plej parforholdet efter fødslen

Læs mere om:

Læs også