Det er tid til at forrette sin nødtørft på fortovet som en anden hund. Som kvinde har man intet andet valg

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Foråret er endelig over os og i takt med, at påskeliljer, krokus og erantis pibler op ad jorden, har solhungrende danskere forladt deres vinterhi til fordel for parker og pladser på tværs af landets storbyer.

Selv var jeg ude at nyde et par kolde øl i solen på Litauens Plads på Vesterbro fredag aften. Da jeg ankom ved 18-tiden, kastede solen stadig sine lune stråler ind over pladsen og varmede kinderne på de flere hundrede mennesker, der socialiserede og fejrede weekendens kommen.

Men allerede én øl inde i festlighederne skete det uundgåelige, og dét, jeg havde frygtet: Jeg skulle tisse.

For dem der ikke kender til Litauens Plads, kan jeg berette, at der kun findes ét toilet placeret i kirkens kælder til venstre for en bar kaldet Riga.

Jeg gentager lige: ÉT toilet til flere hundrede mennesker. Det skaber en kø, der ligner noget fra et Planet Nusa-lagersalg.

Og med en kø så lang er der intet at sige til, at mange vælger at lade vandet i plejecenterets gård, på skolens legeplads eller uden for nogens hoveddør med risiko for at få en bøde eller skældud af en, der bor i området. Man tager simpelthen chancen til gene for de stakkels naboer, og alle andre, der potentielt kunne komme gående forbi, mens man sidder der og forretter sin nødtørft på fortovet som en anden hund.

Men hvilke andre muligheder er der i et byrum med så forsvindende få toiletter, når ens blære er ved at eksplodere?

Storbyer som København er slet ikke gearet til at håndtere den måde, vi bruger de rekreative områder på i dag, og jeg er mildest talt pisse træt af at stå i absurd lange køer for at få lov til at tisse på et offentligt toilet med fæces op og ned ad siderne, bare fordi jeg er kvinde.

Imens mænd ofte kan slippe afsted med at pisse snart sagt alle steder, hvor det er muligt at vende ryggen til, er det anderledes ydmygende og sårbart som kvinde at skulle sætte sig ned på hug med bukserne nede om anklerne og hele underlivet til skue - og ikke mindst frygten for at blive beluret. Dertil kommer også det (u)hygiejniske aspekt.

Det er i øvrigt ikke kun typer som jeg selv, der nyder at drikke et par øl med vennerne rundt omkring i byens parker og på pladser, der må se sig nødsaget til at slippe en tissetår på gaden, når trangen akut melder sig, og der ikke er et offentligt toilet i miles omkreds.

Femina har tidligere skrevet om, hvordan manglen på offentlige toiletter også rammer folk med vandladningsproblemer, heriblandt gravide og ældre. Det slog kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Lotte Kofoed fast, da hun på X (tidl. Twitter) i 2023 beskrev, hvordan hun flere gange har set sig nødsaget til at tisse i offentligheden på grund af vandladningsproblemer.

Også de urimelige og nogle gange deciderede uværdige toiletforhold på mange af landets festivaler har femina tidligere sat fokus på. Især Roskilde Festival og Northside er blevet kritiseret for ikke at kunne løse den simple opgave, det er at stille nok toiletter og kvindelige pissoirer til rådighed for især de kvindelige gæster.

Jeg ved godt, at der findes større problemer i verden lige nu end dårlige toiletforhold, og at kvinders rettigheder forværres i store dele af verden.

Men vi lever i 2025, og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan det kan være så svært at gøre noget ved så banal en problematik. Og hvis flere midlertidige toiletter i sommerhalvåret rundt omkring på byens pladser og parker betyder, at der skal skæres ned på byens julepynt, så er det fint for mig. Lur mig, om ikke de tusindvis af naboer, der hver sommer plages af urinstank og ødelagte blomsterbede, er enige med mig.

Et urimeligt regnestykke

I alt findes der 177 offentlige toiletter fordelt i Københavns parker, kirkegårde, bemandede legepladser og på gaderne til de 659.350 mennesker, der bor i byen. Det svarer til, at 3.735 personer skal deles om ét wc.

Manglen på offentlige toiletter er ikke et enkeltstående problem, der centrerer sig omkring Litauens Plads på Vesterbro. Det er et problem i langt størstedelen af Københavns parker og pladser, ligesom flere andre storbyer som eksempelvis Århus lider under den samme mangel på offentlige toiletter.

Når det gælder tallene fra København, er det selvfølgelig ikke medregnet det stigende antal turister, der lægger vejen forbi vores skønne hovedstad. Sidste år rundede København og hovedstadsregionen hele 15 millioner overnatninger for første gang nogensinde, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad de mon tænker om al den urinering på offentlige steder i sommermånederne. The Danish way to go, måske?

Tilbage i 2022 bad naboerne til Litauens Plads desperat kommunen om hjælp til at opstille midlertidige toiletter på pladsen, fordi de var trætte af at lege politibetjente over for de mange tissetrængende og ikke mindst af stanken af urin, der breder sig i området om sommeren. Det kom frem i en artikel fra VesterbroLIV.

Anmodningen blev dog blankt afvist af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning. Til VesterbroLIV svarede kommunen, at de var bevidst om problematikken, men at mobile og midlertidige toiletter ikke var løsningen. Til gengæld var borgerne velkomne til at henvende sig, hvis der igen skulle opstå lugtgener, så ville der komme en og spule pisset væk.

Men beboerne på Vesterbro har ikke givet op. Det fremgik af Vesterbro Lokaludvalgs seneste input til Københavns Kommune i starten af året i forbindelse med fordelingen af midler fra “den lille budget aftale”, at flere offentlige toiletter i bydelen - og især på Litauens Plads - var højt på ønskelisten. Det blev ikke imødekommet.

I løbet af de to timer, vi hang ud på Litauens Plads i fredags, var vi ikke på noget tidspunkt fuldtallige i mere end fem-ti minutter ad gangen. Der var altid én i gruppen, der var ude at tisse.

Dem, der valgte at tisse i busken, på gaden mellem biler eller bag containere, var gennemsnitligt væk i fem til ti minutter.

Dem, der ligesom jeg gerne ville tisse på et porcelæns-wc, var væk i minimum tyve til tredive minutter.

Da jeg kom ud fra toilettet efter at have stået i kø, i hvad der føles som hundrede år, var solen i mellemtiden gået ned, og en veninde var taget hjem. Jeg nåede ikke engang at sige farvel.