En aften trillede tårerne ned af kinderne. Vennerne var væk, men så skrev Bodil en afgørende besked

I Bodils ungdom skete det ligesom bare, og i studietiden var der talrige lejligheder, der gjorde det nemt.

Venskaberne opstod helt af sig selv, og det sociale var altid nemt for Bodil.

Men da hun som 31-årig i 2018 flyttede fra København – og det etablerede netværk – for at bosætte sig på Djursland med sin familie, flyttede vennerne ikke med, og nye venskaber opstod pludselig ikke af sig selv.

Det kom bag på Bodil.

– Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at det ville blive svært at få venner. Jeg havde totalt taget venskaber for givet.

Venskaber har altid fyldt en del i Bodils liv, og de har en stor betydning for hende. Venner er jo livsvidner og venner er nogen, som har valgt en til, som hun siger.

Derfor var det meget svært for Bodil at være på ukendt grund, ny tilflytter og ovenikøbet stå uden nogen form for værktøjskasse, der kunne hjælpe hende på vej mod nye venskaber i den nye by og landsdel. Hun begyndte derfor at tvivle på sig selv.

– Jeg oplevede i lang tid mismod og tænkte ofte, “hvordan får jeg nogensinde en ven” og “er der nogen, der overhovedet gider være min ven”. Det var første gang, jeg oplevede sådan en usikkerhed på vennefronten.

Det var egentlig først et halvt år efter, hun var flyttet, at hun for første gang mærkede en gryende ensomhed.

De første måneder var nemlig gået med alt det praktiske. Men derefter oplevede hun, at noget manglede. Eller rettere nogen.

Startskuddet til at få nye venner blev derfor et samarbejde med P1, hvor Bodil begyndte at dokumentere sin “vennerejse” i et podcastformat. Noget hun i øvrigt selv kalender for én stor kontaktannonce.

I den forbindelse mødtes hun med et par forskellige fra den nye egn, herunder én ved navn Sofie, der havde kontaktet Bodil efter at have hørt podcasten.

Men fordi livet, som hun siger, bare skete, så gik tiden, og det med at opretholde kontakten gled lidt i baggrunden.

Efter podcastens udgivelse stod Bodil desuden midt i en graviditet, og samtidig havde hun et arbejde at forholde sig til. Overskuddet til at mødes med alle dem, der havde kontaktet hende, var der bare ikke.

Men da Bodil gik på barsel, sad hun pludselig der. For alvor ensom og ked af det.

Hun tænkte over, hvad fanden hun skulle gøre. For hvordan får man egentligt de der venner, når man er tilflytter, og når man ingen for alvor rigtigt kender endnu?

Den aften, mens tårerne trillede, skrev Bodil alligevel en afgørende besked til Sofie.

Hun skrev, “Jeg sidder her og græder. Jeg synes bare ikke det lykkes at finde nogle venner. Jeg vil faktisk rigtig gerne mødes, men jeg får ikke taget mig sammen. Skal vi ikke få lavet nogle aftaler?”

Det går en vej, og det er ned

Bodil er langt fra den eneste, der har haft udfordringer med venskaberne i 30’erne.

Et studie viser, at vores vennegruppe bliver større og større, indtil vi bliver 25 år. Derfra går det kun en vej, og det er ned

Ifølge psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har specialiseret sig i relationer, kan årsagen handle om manglende tid og overskud, som koster dyrt på venskabsfronten netop i 30’erne.

– I 30’erne får man pludselig en hverdag, der er meget tidsstruktureret og der er måske kommet børn til. De praktiske ting begynder altså at fylde mere og mere, og det betyder, at venskaberne får svære levevilkår, når der hverken er meget tid eller mentalt overskud. Det vil sige at fra start 30’erne og typisk syv år frem, fylder arbejde, børn og familielivet mere end venskaberne.

Men det er ikke uden konsekvenser, for venskaber er vigtige for vores trivsel og velbefindende.

Venskaber udgør nemlig et socialt fællesskab og et tilhørsforhold, hvorigennem man får bekræftet, at man er noget værd som menneske. Man får også nogle at dele tanker og følelser med, og så faciliterer venskabet ofte et forventningsfrit rum, hvor man kan udfolde sin personlighed på en anden måde, end man kan med sin partner eller familie, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Derfor kan oplevelsen af ikke at have venner tage hårdt på os, hvis det står på i længere tid.

– Det er jo enormt sorgfuldt og ensomt, og det kan i værste tilfælde medføre depression og angst, fordi man ikke kan undgå at føle livet blive lidt meningsløst, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

At flytte har dog klart været den største udfordring for Bodils venskaber. Men også fuldtidsjob, hus og børn har generelt gjort det sværere at dyrke det lystbetonede, som venskabet jo er. For når pladen først er fuld, bliver venskaber simpelthen krymmel på toppen af tilværelsen, og det er jo dødærgerligt, siger Bodil.

Desuden mener hun, at vi heller ikke er gode til at snakke om vores venskaber og deres betydning, jo ældre vi bliver.

Vi spørger jo gerne ind til arbejdslivet og kærlighedslivet, men ikke “vennelivet”, som hun siger. Det har vi slet ikke et sprog for.

For Bodil har den sværeste erkendelse desuden været, at det tager lang tid.

Når man flytter, starter man nemlig forfra, og der er ikke nogen snydekoder til at få et ti år langt venskab stablet på benene fra den ene dag til den anden – og det med tid har hun haft det meget svært ved.

– Jeg var meget utålmodig og ville gerne lave quick-fixes på venskabsfronten. Men det måtte jeg sande, ikke var holdbart.

I jagten på de nye venskaber forsøgte hun sig derfor med forskellige ting.

Hun satte sig bl.a. ned og lavede en mindmap over de små ting, hun kunne gøre for at få nye venner.

Hun skrev mere small talk og deltagelse i lokale arrangementer, og det endte med, at hun en dag stod til sommerfest i sit barns børnehave, selv om hun var usikker på hele situationen.

Men det betød ikke, at vennerne på magisk vis dukkede op.

Og så var der det der med de kulturelle koder, der er lidt anderledes på landet.

– På Djursland er man f.eks. meget afhængig af at folk lægger hus til de sociale sammenkomster, da der er langt imellem caféerne. Og det kræver mere at åbne sit hjem op, end at mødes på en café på Nørrebro, hvor der endda er nogen, der rydder op efter dig, siger Bodil.

Ikke 100 % i mål

Det er nu fem år siden, Bodil og hendes familie flyttede til Djursland, og vennerne er kommet til – som tiden er gået.

Beskeden, Bodil sendte til Sofie, blev modtaget godt og udgjorde et afgørende vendepunkt for hende.

De sås fem gange samme måned, og Sofie skulle vise sig at blive Bodils første rigtige ven på Djursland.

Nu er det endda Bodil, der er med til at arrangere den sommerfest i børnehaven, hun for bare få år tilbage frygtede at deltage i.

Men det har ikke været nogen nem proces. Og hvis man spørger Bodil, er hun stadig ikke 100 % i mål.

– Det er stadig en proces, og det er måske først for halvandet år siden, jeg rigtig er faldet til og føler, jeg har gode venner. Jeg har endda fået en syklub, hvor vi tit laver alt andet end at sy. Men da jeg var allermest ked af det, havde jeg på ingen måde forestillet mig, at jeg ville være her, hvor jeg er i dag.

Skulle hun give et par råd med på vejen til andre, der måtte befinde sig i samme situation, som hun selv har stået i, lyder svaret prompte. Hun kan dog kun rådgive ud fra et ekstrovert ståsted.

– Vær modig og sårbar. Ræk ud til folk, f.eks. en kollega eller et barns forældre i børnehaven. Deltag i de lokale arrangementer. Og det kan godt være, du gik til byfest, og det var lort og super akavet. Men det gør det uanset hvad nemmere at møde op til julearrangementet et halvt år senere.

Som hun selv gjorde, så råder hun også til at man laver en mindmap over ens relationsmuligheder. Hvem kan man opsøge uforpligtende.

At starte ud med at lede efter “relationer” frem for deciderede venner er desuden en klar opfordring fra Bodil. Det sidstnævnte er nemlig næsten at sætte barren for højt. For som Bodil siger, så vurderer man alle, man møder i det lys, hvilket ikke altid er optimalt.

Hvis Bodil desuden kunne møde 2018-versionen af sig selv fra det sted hun står i dag, har hun et klart budskab til sig selv.

– Vær tålmodig. For det skal nok gå. Folk på landet er dejlige, du forstår dem bare ikke endnu. Det er en tilpasningsproces og den tager bare tid.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: