Agenda
6. november 2024

Han skifter holdning gang på gang. Hvad mener Donald Trump egentlig om abort?

Donald Trump har flere gange ændret holdning til abort og reproduktive rettigheder. Hvad mener den kommende præsident egentlig om abort?
Af: Kamilla Kilias
Donald Trump

Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Den nyudnævnte vinder af det amerikanske præsidentvalg Donald Trump har haft svært ved at finde en sammenhængende linje i sin politik om abort og reproduktive rettigheder.

Med skiftende holdninger og decideret modsatrettede udtalelser har han efterladt vælgere og politiske modstandere i tvivl om hans egentlige holdninger til spørgsmålet.

Hans syn på abort har været et af de mest omdiskuterede emner i hans kampagne op til præsidentvalget, efter hans nominering af tre højesteretsdommere, der i 2022 var med til at ophæve den landsdækkende ret til abort.

Donald Trump har skiftet mellem at kritisere og støtte strenge abortlove, og han har ofte undgået at komme med klare udmeldinger om, hvad han egentlig mener.

Vi har derfor samlet et overblik over nogle af hans abort-udtalelser her.

I et interview med NBC i 1999 svarede han at: “Jeg er for det frie valg. Jeg hader konceptet abort, men jeg tror alligevel på valg” til spørgsmålet om abortrettigheder. Det skriver The Washington Post.

Piben fik dog en lidt anden lyd, da han første gang stillede op som præsidentkandidat i 2016.

I følge The Washington Post forklarede Donald Trump, at han ikke have tænkt på det fra et politisk perspektiv, men nu hvor han var gået ind i politik, var han abortmodstander - i en sådan grad at han mente, der burde nedlægges "en form for straf", hvis kvinder fik foretaget abort ulovligt.

Men selvom han er selverklæret abortmodstander, har han gentagne gang forsøgt at balancere mellem sin kernevælgergruppe, der er imod abort, og den brede befolkning, som er mere for abortrettigheder.

I præsidentdebatten med Kamala Harris i september afviste Donald Trump gentagne gange at fortælle, om han ville nedlægge veto mod et nationalt abortforbud, hvis han blev valgt.

Få uger senere var han dog mere klar i mælet og skrev på Truth Social at: “Alle ved, at jeg under ingen omstændigheder ville støtte et føderalt abortforbud. Faktisk vil jeg nedlægge veto".

Senere i oktober sagde han til Fox News, at nogle abortlove er “for hårde” og "skal laves om", dog uden at præcisere, hvilke love han refererer til, skriver AP News.

De modsatrettede holdninger fortsætter også i spørgsmålet om abortgrænsen.

I august nægtede han at støtte en forfatningsændring i Florida, som skulle ophæve den seks-ugers abortgrænse, staten har, selvom Donald Trump tidligere har kritiseret selv samme grænse.

Ligesom han først støttede en national grænse på 15 uger men senere udtalte, at spørgsmålet om abort bør overlades til de enkelte delstater.

Efter den amerikanske højesterets omstødelse af Roe v. Wade i 2022 blev beslutningsretten om abort overført til de enkelte stater, og derfor har abortrettighederne også været på flere staters stemmesedler ved det seneste valg.

Nogle stater har valgt at beskytte retten til abort, mens andre har vedtaget stramme restriktioner.

Du kan læse hvilke stater, der har vedtaget afgørende ændringer i abortrettighederne under valget her.

Læs mere om:

Læs også