Agenda
21. november 2024

Hendes højgravide krop fik kun love at pryde Times Square i tre dage. Så blev den fjernet

Mandlige brystvorter må gerne pryde de sociale medier, mens de kvindelige af slagsen bliver fjernet hurtigere, end du kan sige ‘free the nipple’. Det gør sig også gældende for den gravide kvindekrop, som gennem tiden både er blevet seksualiseret, censureret og for nogle kan virke… vildt provokerende?
Af: Heidi Kirkeby Mogensen
Gravid kvinde

Foto: Jeferson Santu/Unsplash

Den ene dag hang der et 13 meter højt billede af en højgravid Molly Baz, amerikansk kok, iført underbukser, en rhinstens besat bh og to cookies foran hendes bryster midt på Times Square.

Tre dage senere var den væk. Bureauet bag argumenterede med, at det stred imod deres retningslinjer for acceptabelt indhold. Det skriver The New York Times.

Alt imens blev reklamerne med ikke-gravide undertøjsmodeller hængende.

Hvorfor?

Fordi kvinder i undertøj godt må være der, så længe de tilfredsstiller det mandlige blik.

Det skriver Molly Baz, der efterfølgende kommenterede episoden på sin Instagram.

For mere end tre årtier siden skabte Demi Moore en mediesensation, da hun poserede både nøgen og gravid i syvende måned på forsiden af Vanity Fair.

Sidenhen er folk blevet mindre blufærdige, eller hvad?

Ikke nødvendigvis når det handler om den gravide krop, som ofte er i centrum for debat. For ti år siden var amning i offentligheden til stor debat her i Danmark. Og i år lavede Heidi Callesen et opslag på LinkedIn, hvori hun gerne så, at debatten igen blev taget op. Det skriver TV 2 Fyn.

Hun lavede opslaget på baggrund af et restaurantbesøg, hvor hun blev forvist til toilettet, hvis hun skulle amme.

Callesen mener ikke, at det er upassende at amme sit barn i det offentlige rum. Faktisk er hun overrasket over, at vi som samfund ikke er kommet længere.

For Molly Baz endte det heldigvis godt. Hun fandt et andet reklamebureau, der ville lade hende og hendes gravide mave pryde Times Square - endda i en større udgave.

Læs mere om:

Læs også