
Hun stiller de kendte super akavede spørgsmål. Men ‘Akavet Emma’ synes egentlig, det går meget godt

Foto: Kristina Pedersen
– Nu har du jo været smykkesælger i mange år, ikke?, spørger Emma Thomsen nysgerrigt og indhyllet i nordjysk charme.
– Nu siger du smykkesælger, men jeg er jo smykkedesigner. Jeg hader udtrykket smykkesælger, for det er som om man er en eller anden krejler, svarer Mai Manniche.
Hun er dagens gæst i Emma Thomsens podcast ‘Akavet Emma’, og stemningen er allerede pænt akavet.
Der er stadig 30 minutter tilbage af interviewet.
Emma Thomsen
29 år
Fra Frederikshavn
Bor på Østerbro
Kæreste med Boris
Uddannet kontorelev
Har tidligere arbejdet ved Beck Søndergaard og GANNI
Er vært på de to podcasts ‘Akavet Emma’ og ‘Emmas politiske podcast’ på Podimo
På den ene side er det en dum dag på kontoret. Emma Thomsen er ny i job og har ikke en lang medieuddannelse at trække på, når dagens defensive gæst stiller op til verbal slåskamp.
Men på den anden side er det en succes, da akavede øjeblikke er præcis, hvad Emma Thomsen lover sine lytterne.
Afsnittet er nummer 12 i rækken af ‘Akavet Emma’, der har kørt på Podimo siden marts sidste år og allerede har en ret stjernespækket liste af medvirkende – fra Glenn Bech og Dennis Knudsen til Morten Messerschmidt og Janni Ree.

Foto: Kristina Pederen
I dag er ‘Akavet Emma’ på top 10 over mest lyttede podcasts på podcastplatformen Podimo, og det skyldes nok, at Emma Thomsen i modsætning til normal journalistisk sædvane ikke er bange for at stille de spørgsmål, vi alle gerne vil have svar på, selvom de altså er akavede. Som da hun afspillede Kombardo-sangen for Dennis Knudsen efter hans angreb på medarbejdere fra Kombardo-færgen og spurgte:
– Hvordan har du det med den sang?
Men hvordan endte den her 29-årige kvinde fra Frederikshavn egentlig med at have en ugentlig snak med nogle af Danmarks største personligheder? Hvem er hun? Og hvad er det hun vil?
– Jeg fylder for meget
Vi møder Emma Thomsen i hendes loftlejlighed på Østerbro, hvor hun har boet i tre år. Der er kanelsnegle og caffé latte på bordet.
Har du altid været så akavet?
– Nej, det tror jeg faktisk ikke, jeg har.
Hvordan ville du så beskrive dig selv?
– Det ville være sød, sjov og glad. Forstår man ironien? Ej, jeg ville sige positiv, opmærksom og udadvendt.
Og hvis du skulle bagtale dig selv?
– Jeg fylder for meget!
Siden gymnasiet har det været Emma Thomsens mål at bo København.
– Jeg havde bare brug for at komme væk, så efter gymnasiet pakkede jeg to kufferter og tog toget ind til København, siger hun.
Hun var ikke kommet til Hovedstaden for at ligge i sin seng. Der skulle ske noget. Gerne hele tiden.
– Jeg skulle ud og lave noget hver dag. Så det var bare fancy-pantsy med restauranter og drinks og byen hver weekend, fortæller Emma Thomsen om den første tid i storbyen.

Foto: Kristina Pedersen
Men København blev slet ikke det store eventyr, hun havde håbet.
Faktisk blev hun i 2017 så presset af stressen ved at være flyttet langt væk hjemmefra og af sin økonomiske usikkerhed, at det udviklede sig til en spiseforstyrrelse.
– Jeg var mega økonomisk presset, og det kan man jo reagere meget forskelligt på. Men jeg levede meget af rugbrød, makrel og gulerødder, og på et tidspunkt var jeg hjemme i påskeferien, og så pludselig kollapsede jeg i min mormors have, siger Emma Thomsen.
– Jeg var sengeliggende i en måned, hvor vi ikke fattede, hvad der var galt. Der havde været så mange alarmer i min krop, som jeg bare havde fuldstændig ignoreret. Jeg tror, det er presset at være en 20-årig fra Nordjylland, der skal til at bo i København.
Hun måtte derfor pakke de to kufferter igen og tage toget retur. Mod Frederikshavn.
Emma Thomsen kom i behandling og fik et roligt deltidsjob. Noget at stå op til om morgenen. Efter et par måneder kom der også en kæreste ind i billedet.
Havde du en følelse af at sige farvel til den der København-drøm?
– Nej, slet ikke. Jeg skulle tilbage igen. Da min daværende kæreste begyndte at rydde nogle skuffer til mit tøj, og mit deltidsjob tilbød mig flere timer, gik det op for mig, at jeg var ved at få en hverdag her, og det skulle jeg ikke bede om. Min hverdag skulle være i København.
Det rigtige sted på det rigtige tidspunkt
Efter to år i det nordjyske vendte Emma Thomsen stærkt tilbage til København med fornyet energi og familiens støtte i kufferten. Hun uddannede sig til kontorelev hos modehuset Beck Søndergaard, men Emma Thomsen gør kun, hvad hun har lyst til, og nu ville hun ikke sidde på kontor mere. Så efter et par år sagde hun kontorjobbet op uden at vide, hvad næste skridt var.
Emma Thomsen havde holdt kontakten til sin venindes ekskæreste, Emil Thorup, som hun havde boet ved tidligere. Han var sidenhen blevet landskendt som tv- og radiovært.
Da en invitation til hans 40-års fødselsdag ramte Emma Thomsens indbakke, var der noget i hende, der skreg efter at holde en tale til festen. Ikke en taknemmelighedstale om, hvor skøn Emil Thorup var. Det vidste alle til festen godt. Det skulle være en roast.
– Jeg havde også bare brug for at fortælle, at Emil fandme også kan være en røv. Jeg havde skrevet talen om formiddagen inden festen, for jeg var faktisk rigtig meget i tvivl om, at jeg skulle holde den, fortæller Emma Thomsen om den tale, der ændrede hendes karriere.
Talen gik rent ind. Den var sjov, og vigtigst af alt var den akavet. Det syntes fødselarens venner Thomas Skov og Kristoffer Eriksen, der træffer de store beslutninger hos Podimo, i hvert fald og pitchede kort efter en podcast med Emma i hovedrollen. ‘Akavet Emma’ skulle den hedde.
Første afsnit udkom sidste marts. Podcastens popularitet har siden første episode været støt stigende, og i denne weekend har hun optrådt med podcasten foran et livepublikum på Bremen Teater.
Emma Thomsen har også netop udgivet endnu en podcast med navnet ‘Emmas politiske podcast’, som gør lytterne og Emma selv klogere på aktuelle politiske problemstillinger gennem humor og selvironi.
– Egentlig ville jeg gerne en ‘Landmand søger kærlighed’-podcast, men jeg elsker politisk satire og har nogle gange selv svært ved at følge med i, hvad der sker i dansk politik. Jeg er helt med på, at jeg udstiller mig selv med den her nye podcast, fortæller hun.
Frygtløshed og fællesskab
Selvom hendes vej til der, hvor hun er i dag, har været præget af en hel del spontane og modige beslutninger, føler Emma Thomsen sig ikke frygtløs. Tværtimod.
– Fuck, jeg synes, unge mennesker er seje. De virker fuldstændig ligeglade. Jeg tænker desværre stadig rigtig meget over, hvad folk tænker om mig, siger Emma Thomsen.
Hun får ofte beskeder fra unge – især – kvinder, der ser sig selv i hendes historie. Og hun gør en dyd ud af at svare på hver eneste af dem.
– Jeg er så beæret over, at de skriver til lille mig, så jeg svarer hver eneste besked, jeg får, siger Emma Thomsen og glæder sig over det fællesskab, podcasten har været med til at skabe.

Foto: Kristina Pedersen
Ud over de mange lyttere har Emma Thomsen det seneste års tid også fået selskab i livet af kæresten Boris Hjort (kendt fra programmet ‘Bachelorette’), som hun mødte gennem en fælles ven.
– Jeg var lige gået fra min ekskæreste to uger forinden, så jeg mødte op til min kaffeaftale med Rasmus (Andersen fra Bachelorette red.) i Kødbyen med helt hævede øjnene. Og så sagde han “Boris kommer lige forbi”, fortæller hun.
Den charmerende københavnerdreng Boris Hjort kunne ane, at Emma Thomsen ikke var helt på toppen og tilbød sit kolonihavehus som refugie for den hjerteknuste jyde.
– Han sagde, at jeg lignede en, der godt kunne trænge til at være lidt alene, så han kørte mig op til kolonihavehuset. Men vi endte faktisk med at snakke hele den aften. Og så blev vi simpelthen forelskede, fortæller hun.
Man kan tage pigen ud af Jylland
Selvom Emma Thomsen for længst er faldet til ro i Hovedstaden, tager hun ofte tilbage til hjembyen i Nordjylland.
– Jeg er så taknemmelig for at have fået et liv som selvstændig, hvor jeg bare kan besøge min familie, hvis det passer mig, siger hun og fortæller, at kæresten Boris, der er opvokset på Østerbro, glædeligt tager de lange ture til Frederikshavn.
– Saunagus koster kun 12 kroner i Frederikshavn, så det er ikke svært at overtale ham, griner hun.
Hvad synes du, københavnerne kan lære af en frederikshavner?
– At have begge ben solidt plantet i jorden. Og at stole på at man ikke behøver at bevise noget over for nogen.
Spørger man hende, hvad hendes største drøm er, står det soleklart, at man kan tage pigen ud af Nordjylland, men man kan ikke tage Nordjylland ud af pigen:
– Jeg drømmer bare om at have det, som jeg har det lige nu.
Hun er dog ikke bange for at tænke stort, når det gælder podcasten.
Hvem drømmer du om at have med i din podcast?
– Kongen.
