Christine er mor til tre og satser på karrieren: "Det er tydeligt, at jeg som mor og kvinde skal have dårlig samvittighed"
Foto: Nadia Von Rikka
Christine Nordam er kun 28 år. ‘Kun’, fordi hun vitterlig har nået meget. På meget kort tid.
Hun har taget en af landets sværeste uddannelser, arbejdet for en af verdens største rådgivningsvirksomheder og samtidig fået tre børn.
Toppet op med fem medarbejdere. Siden hun i sommer – altså for seks måneder siden – startede sit eget konsulenthus. Fra bunden. Så der sker meget i Christine Nordams liv.
Men i vores kultur? Not so much.
– Nej, der er ikke sket en skid. Ikke en skid. Jo, jeg tror ikke længere, at det forventes, at vi kvinder skal lave maden derhjemme. Vi må godt købe måltidskasser. Men til gengæld forventes det, at vi skal hente vores børn tidligt. Så nej, jeg føler ikke, der er sket noget i mine ni år på arbejdsmarkedet, siger hun med en træthed – men fuld af energi.
For Christine Nordam er energisk. Målrettet. Struktureret. Ambitiøs. Karriereminded. Alt sammen ud over det sædvanlige. Men det betyder også daglige sene arbejdsdage, hvor hun ikke nødvendigvis ser sine børn før næste morgen.
– Jeg har børnene om morgenen, så min mand kan gå tidligt på arbejde. Til gengæld henter han dem, så jeg kan arbejde uden bagkant.
Kvinder, der kommer sent hjem fra arbejde
Debatten startede med fire Venstre-politikere, alle kvinder, der var trætte af at undskylde for at komme sent hjem fra arbejde.
Det er dog ikke kun på Christiansborg, at kvinderne bliver konfronteret med at satse på deres karriere. Det findes bredt i vores samfund og på mange arbejdspladser.
For hvorfor er det ikke okay, at mor henter børn klokken 17, når det er okay, at far gør det? Og hvorfor stilles der spørgsmålstegn til kvinder, der satser på deres karriere, men ikke til mænd?
Mød her Christine Nordam og Sophie Løhde, der begge har indrettet sit liv efter karrieren.
– Nogle gange vælger jeg få et glas hvidvin med en veninde efter arbejde i stedet for at tage hjem. For det er ikke en god idé, at børnene lige når at se mig i 20 minutter, inden de skal puttes. Det gavner ikke dem. Så det er et meget aktivt valg, at jeg ikke nødvendigvis tager hjem efter arbejde.
Ordene er kontroversielle. Men de bliver sagt uden stødafdæmpende lag af undskyldninger. Christine Nordam føler tydeligvis ikke, at hun har det mindste at forsvare.
Få kvindelige forbilleder
Hun mødte sin mand for syv år siden. Hun var lige fyldt 21 år.
Efter halvanden måned smed hun sin lejer ud, så kæresten kunne flytte ind. 3,5 måned senere smed hun p-pillerne.
Nu har de børn på henholdsvis seks, to og et år sammen.
– Min mands far var syg af kræft, så hvis han skulle nå at blive bedstefar, kunne vi ligeså godt komme i gang. Men en lige så stor grund var min karriere.
– Jeg læste International Business på CBS, som på det tidspunkt krævede landets højeste snit. Så jeg var omgivet af dygtige, ambitiøse mennesker, fortæller Christine Nordam.
Men hun havde få kvindelige forbilleder. Der var dog én.
– Der var Stine Bosse. Som den eneste talte hun om, at det at få børn tidligt kunne være gavnligt for en karriere. Fordi man bliver enormt struktureret af at få børn.
– Og gør man karriere, mens man har små børn, kan de store lederjobs bare komme an. Så er man klar til at påtage sig ansvar, i stedet for at trække sig på barsel, når man har bygget en masse erfaring op. Det tiltalte mig, fortæller Christine Nordam.
Hun blev gravid i første forsøg. Hun var til eksamen på sin termin, og havde en 72 timers eksamen med på fødegangen.
Jeg var meget bevidst om, at det, at vi havde fået barn, ikke skulle betyde, at jeg var nødt til at tage en pause fra studiet.
Tre døgn efter hun fødte, flyttede hendes bachelormakker ind, så de kunne færdiggøre deres opgave. Det var hårdt. Og det var også både synd for barn og mor.
– Men det var selvvalgt. Det betød meget for mig at følge min årgang. Jeg vidste, hvor vigtigt netværk er, så jeg var meget bevidst om, at det, at vi havde fået barn, ikke skulle betyde, at jeg var nødt til at tage en pause fra studiet, siger hun.
Efter sin bachelor fortsatte Christine Nordam direkte med sit kandidatstudie.
Hun stod op klokken fem for at læse, inden babyen vågnede, og mindes, at når hun gik tur med barnevognen, kunne hun tage en bog frem, når der var rødt lys, hvis hendes datter alligevel sov.
10-14 timers arbejde
Det næste barn lod vente halvandet år på sig, så Christine Nordam kastede sig ud i et krævende job hos en af verdens største rådgivningshuse, hvor hun skulle tage sig af internationale fusioner og opkøb.
Men da hun kun havde haft jobbet i en måned, blev hun gravid.
– Jeg tænkte ‘fuck!’ Nu skal jeg fortælle alle mine kollegaer det, og måske dømmer de mig ude. Men det var alt sammen oppe i mit hoved. Det var en velsmurt maskine, der var tunet til, at folk gik på barsel.
Hun tog fem måneders barsel. Da hun kom tilbage på jobbet, havde hun og manden aftalt, at de hver havde 10-14 timer om dagen til arbejde.
Han stod op klokken fem og tog på arbejde. Christine stod op med børnene og havde til gengæld ingen bagkant om aftenen.
– Det betød, at jeg havde 100 procent fleksibilitet, når jeg havde afleveret børn. Der var i princippet ingen af mine kollegaer, der kunne mærke, at jeg havde børn derhjemme, siger hun.
Christine Nordam blev gravid med tredje barn fire måneder efter, anden barsel var slut. Og så ramte coronaen Danmark.
Pludselig arbejdede både hun og manden hjemme, samtidig med at de havde to små børn i huset også.
– Det var pissehårdt. Meget hårdere end vores normale liv, som fungerede perfekt før corona, fortæller hun.
Lige barsel til begge
Så hårdt, at det også fik konsekvenser.
En dag, hun lå og legede med børnene på gulvet, kunne hun pludselig ikke rejse sig. Hendes krop sagde fra. Det gjorde virksomheden, hun arbejdede for, også.
Hun blev beordret på barsel. Fødte. Sagde op på jobbet. Fandt et nyt. Valgte forkert og sagde op. Gik mange lange ture med barnevognen og tænkte over fremtiden. Og besluttede sig for at starte egen virksomhed.
Hun fik sine første kunder med det samme. Serveret gennem sit netværk. Det var 1. juli i år. Mindre end et halvt år senere er der fem ansatte i Christine Nordams virksomhed Nordam Business Partners.
– Så det har taget mega meget fart. Og det fedeste er, at jeg har masser af visioner for, hvordan mine medarbejdere kan få balancen mellem arbejde og familie til at fungere, siger hun og nævner lige meget betalt barsel til mænd og kvinder.
Inklusiv fire uger før til mænd, fordi de også skal have muligheden for at forberede sig.
– På den måde er det lige dyrt, når mine ansatte skal på barsel, og dermed ikke en større potentiel risiko/omkostning fra et arbejdsgiversynspunkt.
Kvinder er mest kritiske
Så er vi ovre i det kulturelle. For det kan godt være, at tempoet er højt i Christine Nordams liv, men det er tempoet i udviklingen af vores syn på kvinder som hende ikke.
– Jeg var heldig at få børn før alle mine veninder og involverede mig kun lidt i min første mødregruppe på grund af studiet, så det er først efter det tredje barn, jeg for alvor har oplevet de kritiske spørgsmål og det kulturelle pres komme.
Det er dyrt at være på barsel, og det er på tide, vi deler regningen mellem mor og far
– ‘Har du ikke fået børn for at være sammen med dem?' ‘Får du ikke dårlig samvittighed?’ Det er primært kvinder, der spørger om den slags. Jeg har aldrig hørt det fra en mand, siger Christine Nordam.
Hendes mand får heller ikke de spørgsmål, selv om han arbejder lige så meget som hende, bare på andre tidspunkter, så det hele går op.
– Det er tydeligt, at jeg som mor og kvinde skal have dårlig samvittighed. Men hvorfor det? Selvfølgelig er jeg sammen med mine børn. Jeg lægger mit fulde fokus på mine børn om morgenen og i weekenderne.
– Tid fylder enormt meget i manges bevidsthed. Men jeg synes, det er en åndssvag måde at rate samvær med sine børn på. Folk har en masse tid med deres børn, hvor de samtidig ordner praktiske ting. Vi bruger ingen tid på oprydning, rengøring, indkøb, madlavning og vasketøj. Det har vi organiseret os ud af.
Vi er mange kvinder, der har professionelle ambitioner. Lad os inspirere hinanden til at lykkedes med dem, i stedet for at slå hinanden i hovedet med selvopfundne mål for, hvordan vi bør handle.
– Derfor slapper vi af i den såkaldte ulvetime og kan være hundrede procent til stede med vores børn. Og hvor andre kommer til bunds med det huslige i weekenden, tager vi på tur med børnene, fortæller Christine Nordam.
Alt for kortsigtet
Det, at man som mor forventes at tilbringe meget tid med sine børn, synes hun er åndssvagt.
– Det er især kvinder, der opgiver alt for at maksimere tid sammen med børnene, og især mens de er små. Det er da skønt, men lad vær med at gøre en konkurrence ud af det. Ligesom folk skal slappe af med at have holdninger til andre kvinders amning. For mig er forældreskabet også langsigtet.
– Vi forsøger at leve og bygge et liv med masser frihed, så vi kan holde fælles orlov hver femte år, og hjælpe vores børn økonomisk under deres studier, når den tid kommer. Jeg kigger tit på andre kvinder og undres over deres kortsigtede prioriteter. På det punkt kan jeg godt mærke, at jeg adskiller mig meget fra dem, siger Christine Nordam.
Hun blogger om sit liv på Instagram, @christine.nordam, netop fordi, der er behov for at rykke ved de holdninger og forventninger, der er til kvinder.
– Der mangler forbilleder. Vi er mange kvinder, der har professionelle ambitioner. Lad os inspirere hinanden til at lykkedes med dem, i stedet for at slå hinanden i hovedet med selvopfundne mål for, hvordan vi bør handle.
– Jeg har et genialt liv. Jeg har det sjovt hver evig eneste dag – på mit arbejde og når jeg ikke arbejder. Jeg har hverken dårlig samvittighed over at vælge mit arbejde – eller hjælp i hjemmet til – for at være den bedste version af mig selv. Og så er jeg en pisse god mor både på kort og lang sigt.