De ville have det samme job. Og det fik de

For ni år siden havde arbejderne deres allersidste arbejdsdag, og den sidste af flere millioner flasker Rød Aalborg forlod samlebåndet på fabrikken ved Limfjorden. Lige nu er det rå, kolde industribygninger med hullede mure og utætte vinduer. Duerne er flyttet ind, men man mærker stadig et tydeligt strejf af stedets historie.

Om nogle år er stedet forvandlet til Kunsthal Spritten i Aalborg. Det er efter sigende vanvittigt, storslået og nytænkende.

Det er Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der bruger ordene vanvittigt og storslået. Og de smiler, når de siger det.

De to kvinder på henholdsvis 41 og 38 år står sammen i spidsen for projektet at bygge et stykke dansk arbejderhistorie om til en kunsthal af internationalt format.

De ryster ikke på hånden. Det gjorde de heller ikke, da de søgte stillingen. Begge var blevet opfordret til at søge, og de ville gerne stå i spidsen for skabelsen af kunsthallen, men de ville dele direktørstillingen. Ikke i to halve, men i to hele og med to hele lønninger. Så de lavede en pagt og sendte en ansøgning vedlagt to styk CV.

Det var dem begge eller ingen, og de to kvinder lægger ikke skjul på, at rekrutteringsbureau, ansættelsesudvalg og bestyrelse lige skulle vende tanken en ekstra gang. Men resultatet var positivt: Én direktør blev til to. Og det giver mening, mener de, mens de oplister fordelene.

Bibi: – Det går faktisk hurtigere at træffe en kvalificeret beslutning, når vi er to. Og tilsammen har vi dobbelt så stort et netværk at trække på.

Signe: – De ideer, vi hver især har, får et twist i fællesrummet. Det handler ikke om at gå på kompromis med ideer, tværtimod. Der opstår en ny og større kreativitet. Det er noget af det fantastiske ved at være to. Vi er blevet overraskede over, hvor kreativiteten og beslutningerne kan ende, når vi samarbejder.

Bibi og Signe har kendt hinanden i 17 år. De mødtes, da de studerede kunsthistorie på Aarhus Universitet, og der opstod hurtigt et stærkt bånd mellem de to. Både fagligt og socialt, og det fortsatte, da de siden rykkede fra studiet og ud i hver sit arbejdsliv.

Bibi senest som projektchef i Gernes-Fonden og Signe som udstillingschef i JP/Politikens Hus. De blev ved med at sparre flittigt med hinanden.

Fede fædre

Bibi og Signe har begge mand og tre børn i henholdsvis København og Aarhus, og familierne ses ikke privat. Det stærke bånd mellem de to kvinder tager afsæt i det faglige fællesskab, og de deler en lille pendlerlejlighed i Aalborg. De arbejder gerne meget, men der skal også være tid til andet.

Signe: – Vi havde talt om, at vi gerne ville gå sammen om en direktørstilling, hvis der kom en, hvor det gav mening. Det gjorde der her. Vi har ikke søgt noget sammen før, men her var timingen og projektet det rigtige. Stillingen krævede to. Vi er ansat med det øverste ansvar, er 100 pct. ligestillede og fordobler kapaciteten. Vi vil gerne tage ejerskab til vores egen karriere, og vi bliver sindssygt stolte, når nogen kalder os ”pionerer” på området.

Begge håber, de kan være med til skrive nye kapitler i fortællingen om, hvad der er muligt, når man har små børn. Hvordan man kan håndtere og nytænke krævende topposter.

Bibi: – Vi har da nok at se til, men vores børn har også nogle virkelig fede fædre. Og jeg ville ønske, at der var flere billeder på, hvordan man kan sidde i sådan en type stilling uden at arbejde 80 timer om ugen og få stress. Vi må tænke anderledes, hvis vi vil rekruttere kvinder – og mænd – med udfordrede eller små børn. I øvrigt er det en kæmpe cadeau til bestyrelsen, at de tog åbent imod vores disruption og havde modet til at gå utraditionelle veje og ansætte en duo.

Signe: – Vi håber, vi kan bidrage til, at arbejdsmarkedet bliver mere rummeligt og fleksibelt over for et liv som leder med små børn derhjemme. At vi får en afsmittende effekt. Vi behøver ikke hele tiden være tilgængelige begge to. Hvis ikke vi kan tage pauser, kan vi ikke levere det bedste resultat. Vi er gode til at tage over og give hinanden fri, og vi holder ikke regnskab med, hvem der leverer mest.

Bibi: – Nej, det gør vi virkelig ikke. I modsætning til derhjemme, hvor man diskuterer, hvem der tømmer opvaskemaskinen.

Åbenhed og ansvarlighed

Og efter den første tids erfaring med at dele stillingen er de kun blevet endnu mere overbevist om, at det er den helt rigtige beslutning. Både for dem selv og for kunsthallen.

Bibi: – Den her løsning er 100 procent undervurderet. Det er næsten ikke til at fatte, så stor en udvikling vi hver især går igennem. Man får en ny forståelse af sig selv, og vi kan spejle os i hinanden. Det er et vildt og ærligt spejl dagligt at have i hånden. Vi vil være dygtige og gøre os umage, og vi er gode til at give hinanden high-fives, men også til at give konstruktiv kritik. Det sidste er vigtigt. Vi kritiserer ikke for at være nederen, men for at blive bedre i morgen

Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen er ikke i tvivl om, at de er de rigtige til at stå i spidsen for udviklingen af Kunsthal Spritten.

Og de mærker stor opbakning fra bestyrelse, fonde og samarbejdspartnere. Det er vigtigt, når man skal stå side om side i et krævende udviklingsarbejde.

Signe: – Det kræver ekstrem stor tillid til hinanden og en tro på, at vi sammen kan levere noget bedre. Jeg skal ikke bevise noget over for Bibi, men jeg vil gerne levere. Der er hele tiden en ansvarlighed og ordentlighed, så den anden ikke står med et problem.

Det er vigtigt for både Bibi og Signe, at alle betænkeligheder og bekymringer bliver sagt højt, så snart de opstår.

Signe: – Vi har et mantra: Vi skal sige, når noget fylder privat eller i virksomheden. På den måde er der ikke noget, der får lov at vokse sig stort. Vi har brugt tid på at få hinanden ind i det rum helt fra start, og det er vildt at få skabt sådan et rum. Også for projektets skyld. Her er der ikke noget, der får lov at være usagt.

Bibi: – Vi er virkelig blevet dygtige til at dele vores tanker og også sige til hinanden: ”Av, den gjorde ondt, hvad gik det ud på?”. For vi kan jo også blive stødt. Vi har en fælles baby, og vi er aldrig i tvivl om, at vi er helt ligeværdige, og vi skal turde sige tingene ligeud til hinanden.

Bibi og Signe kendte hinanden godt, inden de gik ind i det tætte og krævende samarbejde. Nu kender de hinanden bedre, og de har afstemt vigtige, grundlæggende værdier.

Bibi: – Jeg havde ikke turdet gå ind i sådan et samarbejde, hvis Signe og jeg lige havde mødt hinanden. Jeg bilder mig ind, at jeg ved, hvad Signe synes, når jeg sidder alene til et møde. Men vi kan også sagtens sige, at vi lige skal vende emnet med den anden, inden vi vender tilbage og træffer en beslutning. Det ser vi på ingen måde som et svaghedstegn.

Signe: – Vi har den grundlæggende indstilling, at de bedste beslutninger træffes i fællesskab. Vi har ingen egeninteresse, og det handler aldrig om, hvem der får ret eller om at gå på kompromis. Projektet er større end det, og den holdning er vi fælles om.

Dårlig samvittighed

Ingen af de to ønsker at romantisere deres arbejdsliv, men de vil gerne vise, at det er muligt at gå nye veje. Ja, der kan være langt hjem til familien i København og Aarhus, og nej, der er ikke altid superrent derhjemme.

Bibi: – Jeg kan sagtens have dårlig samvittighed i forhold til dét derhjemme. Man er jo altid utilstrækkelig i et eller andet omfang. Men jeg synes, vi er nogle fede mødre og kærester, når vi kommer hjem, og jeg kan mærke, at mine børn er stolte af mig. Men ja, det roder derhjemme, og jeg kan godt afsløre, at sofahynderne ikke står sirligt og pænt. Men er det vigtigt? Jeg viser mine børn, at noget er større end mig, dem og os. Jeg viser dem, at det er vigtigt at have en passion. Og at man ikke kan have kontrol over alting.

Signe: – Vi skal hvile i den beslutning, vi har truffet, og ikke gå og genoverveje hele tiden. Og vi har stor opbakning hjemmefra. Vores børn er begejstrede over projektet, fordi de mærker, at vi er begejstrede. Og Bibi kan ikke blive stresset, så det bliver vi ikke. Også fordi vi er to. Og fordi vi er godt med.

Artiklen blev første gang udgivet i Søndag 26/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.