En anden solomor stillede mig et spørgsmål, der fik mig til at tænke

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er selvvalgt solomor til en 3,5-årig og for nyligt fik jeg et spørgsmål, der fik mig til at tænke. Det var en anden solomor, der stillede det:

På hvilket område kan du ikke give dit barn samme opvækst som familier med to forældre?

Det var et godt spørgsmål. Ikke et, jeg havde spekuleret meget over.

I dag ser familiekonstellationer ud på mange forskellige måder, og jeg har altid følt, at min søn er meget heldig at være født ind i min familie, hvor mormor og morfar betyder virkelig meget. Hvor mine venner og veninder er onkler og tanter, og hvor selv naboer bliver tætte allierede, der kan træde til og hjælpe med at skabe trygge rammer.

Jeg føler virkelig ikke, at min søn mangler noget.

Og dog.

Da jeg besluttede mig for at blive solomor, vidste jeg godt, at økonomien ville blive en af de større udfordringer. At stå alene med hele ansvaret – fra husleje til institutionsplads, madbudget og de små, men konstante udgifter til børnetøj, gummistøvler og fredagsguf – kræver et økonomisk overblik, der ikke bare handler om at få pengene til at række, men også om at kunne leve et liv med plads til glæder og oplevelser.

Jeg spillede endda højt spil ved at byde på en lejlighed i Carlsbergbyen, mens jeg endnu ikke havde solgt min lejlighed på Vesterbro. Heldigvis flaskede alt sig, og jeg fik et afdragsfrit lån på min nye bolig, som jeg skulle bo i sammen med min lille søn.

Jeg har altid været økonomisk ansvarlig. Jeg er vokset op i en familie, hvor mantraet var, at penge ikke er noget, man skylder. Jeg har altid haft et arbejde, helt tilbage fra da jeg gik med aviser som 13-årige og stod i en bager som 14-årig. Jeg ved, hvad der skal til for at have overskud. Også selvom det, før min søn blev født, betød, at aftensmaden i perioder måtte bestå af havregrød eller pasta med ketchup.

Men er der så noget, min søn må leve uden?

Ja, jeg kan godt se, at jeg ikke har råd til at vise ham verden. På nuværende tidspunkt rejser vi kun, når mine forældre inviterer os til udlandet. Kun én gang har vi rejst uden dem – og det var ned i en lejlighed i Spanien, som min solomor-venindes familie ejer. Og dermed blev turen økonomisk mulig.

Jeg har i mine unge år virkelig prioriteret at rejse. Jeg skulle gerne opleve flere nye steder hvert år, og både ekskærester og veninder har deltaget i min jagt på rejseoplevelser over hele verden.

Men i en tid, hvor klimaforandringerne også sætter gang i en flyskam, som er mærkbar hos mig, har jeg det egentlig ok med, at min søn på snart 4 år, ikke har været så meget ude at rejse.

Når min søn kun er knap fire år, er det stadig begrænset med udgifter. Og som enlig forsørger får jeg også en del i tilskud fra kommunen, og det priser jeg mig lykkelig over. Tænk at bo i et land, der hjælper sådan en som mig med at få enderne til at mødes.

Det, der særligt kan bekymre mig lidt, er, når han vil gå til forskellige fritidsaktiviteter. Både tid og økonomi skal her gå op i en højere enhed, og jeg ved, at det er noget, jeg gerne vil prioritere.

Til gengæld skal han lære, at mærketøj og særlige brands ikke siger en dyt om, hvem du er, eller hvor meget du er værd – så derfor er det ligegyldigt, hvad der står i nakken på ham. Det lærte mine forældre mig, og selvom det var surt ind imellem ikke at have de rigtige Buffalo-sko eller silketørklæder, så forstod jeg det godt inderst inde, og i dag er jeg glad for den økonomiske opdragelse, jeg har fået af mine forældre.

De små valg, der gør en stor forskel

At være solomor betyder, at jeg er nødt til at tænke kreativt. Jeg køber meget af min søns tøj brugt (også af ideologiske årsager), vi låner mange af vores bøger på biblioteket i stedet for at købe nye, og vi bruger byens gratis tilbud som legepladser, naturlegepladser og børnevenlige kulturarrangementer. Det er små valg, men de gør en stor forskel i det lange løb.

Frihed under ansvar

Som solomor bærer jeg hele det økonomiske ansvar alene – og det kan til tider føles tungt. Men det giver mig også en frihed. Jeg bestemmer selv, hvad der er vigtigt, og hvordan pengene bliver brugt. Og selvom det kræver disciplin, har det også gjort mig stærkere og mere bevidst om mine prioriteter.

Jeg besluttede allerede fra start af, at jeg ville være økonomisk stærk og ansvarlig, sådan at min søn og jeg kunne få en masse spændende og sjove oplevelser sammen. Det kræver et overblik og en styring – men det har også givet mig frihed, fordi jeg ikke bliver overrasket over noget i min økonomi. Og det vigtigste, jeg har lært, er, at økonomisk frihed ikke nødvendigvis handler om at have mange penge – men om at bruge dem klogt.