
Louise blev mor og ville hurtigt i gang med at date. Så skete der noget, hun ikke forstod

Foto: Privat
Louise og hendes date havde netop afgivet deres bestilling, da hun rejste sig op for at løbe efter tjeneren. Ingen alkohol i hendes drink, lød den skjulte ordre på. Hun var nemlig gravid og var seks uger henne. Det havde hun bare ikke lige fortalt til manden, der sad overfor hende, og som havde inviteret hende ud på en date.
Relationen mellem de to blev aldrig til noget, kemien var der ikke. Og det var måske meget godt. Syv måneder senere kom der nemlig en ny mand ind i den dengang 40-årige Louise Taarnhøjs liv, da hun fødte sin søn Julius, som hun havde taget et valg om at få alene med hjælp fra en anonym donor.
I dag er Julius tre et halvt år, og han har ikke bare vendt op og ned på Louises liv og hverdag, han har også ændret hendes indre syn på kærlighed og dating.
- Jeg leder ikke efter en far til mit barn længere. Jeg leder efter en mand, som kan være min mand og ikke andet, siger Louise om at date som solomor.
Louise var egentlig aldrig skruk. Men hun var samtidig heller ikke i tvivl om, at hun gerne ville være mor en dag. Så da Louise blev single i starten af trediverne og atter trådte ud på datingmarkedet, var det med et håb om at finde den mand, der skulle være faren til hendes fremtidige barn. Men han var ingen steder at finde.
I stedet rendte Louise hele tiden ind i mænd, som enten ikke skulle have børn lige nu, eller som gerne ville være kærester i noget tid, før de ville sætte børn i verden. Det gjorde, at der i mange år ikke var nogle åbninger. Og så begyndte hun at lege med tanken om at få et barn alene.
- Til at starte med gjorde det mig virkelig ked af det bare at tænke på det. Så jeg skød det lidt til side, fortæller hun.
Alligevel gik Louise til lægen som 37-årig for at blive undersøgt for, om hun overhovedet var i stand til at få et barn. Det var hun. Men da hun var blevet undersøgt, kunne hun mærke, at hun ikke skulle gå videre med processen på det tidspunkt. Hun var stadig ikke klar.
I stedet gik hun på intensiv jagt efter en kæreste. Især sommeren efter corona-nedlukningen stod i datingens tegn.
- Jeg havde en fantastisk sommer, hvor jeg datede rundt og bare havde det grineren. Og da sommeren gik på hæld, tænkte jeg, at nu går jeg i gang. Jeg blev ikke gravid den første gang. Men det gjorde jeg anden gang.
Selvom Louise havde opgivet tanken om at få sit første barn sammen med en mand, så hæftede hun sig alligevel ved en særlig type fortællinger, der florerede omkring hende.
- Det var fortællinger om kvinder, der var blevet insemineret eller lige havde født, og så stod der en rigtig sød og dejlig mand, som gerne ville være en del af det. “Det sker også for mig”, tænkte jeg. Men det gjorde det så heller ikke, siger hun.
Efter et par forfejlede forsøg på at date under graviditeten, som eksempelvis den date hun var på, hvor hun måtte løbe efter tjeneren for at ændre bestillingen, satte Louise kærlighedsjagten på pause og flyttede fokusset over på det, der ventede hende.
I foråret 2021 blev Louise Taarnhøj solomor til Julius. Hun havde hele tiden haft en ambition om at begynde at date forholdsvis hurtigt efter at have født, og da han var omkring otte måneder, følte hun sig - til hendes veninders overraskelse - allerede klar til at genoptage sit datingliv.
Men det var en ny dating-virkelighed, der ventede hende.
- Før kunne jeg jo gå på to-tre dates på en uge, hvis jeg havde lyst. Og hvis jeg mødte en, som jeg synes var rigtig dejlig, så kunne vi bruge masser af tid sammen i starten - men jeg kunne også bruge masser tid med en, jeg var lidt i tvivl om, siger hun og uddyber:
- Jeg har altid været langsom til at komme ud af busken i forhold til, om jeg forelsker mig eller ej. Og det kan være svært at tage sig den tid nu, fordi jeg også skal tage mig af min søn og hele tiden opveje det mod, at det er tid, jeg kunne have brugt sammen med ham, og at han skal undvære sin mor.
- Vi lever også i et samfund, der er meget opmærksom på, hvordan vi forældre er overfor vores børn. Og hvis jeg render på vinbar fire gange om ugen, så tror jeg, at jeg vil begynde at få lidt løftede øjenbryn fra mine omgivelser, griner hun.
Men det er ikke kun mængden af dates, Louise har skåret ned på, efter hun er blevet solomor. Også hendes forventninger til, hvad en relation skal kunne bære, har hun måttet nedjustere.
Til at starte med begyndte Louise at date igen, fordi hun gerne ville have en kæreste. Og sidste sommer mødte hun da også en mand, der ikke kun var “meget, meget sød og dejlig”, men som også på papiret og som person var alt det, hun drømte om.
Der var bare ét problem.
- Jeg blev ikke forelsket i ham, og jeg fattede det ikke. “Hvad fanden er det, der sker?” tænkte jeg.
I stedet undrede Louise sig over, hvad det var, der gjorde, at tingene ikke gik, som hun egentlig troede, de ville. Det førte hende frem til en erkendelse.
- Man skal jo give plads til et andet menneske, hvis man gerne vil have en kæreste. Det kan jeg bare mærke, at jeg måske ikke er helt villig til lige nu.
Men ifølge Louise har alle voksne mennesker et behov for at snakke med andre voksne mennesker.
Så i stedet for at stoppe helt med at date, har hun derimod taget et valg om at ændre måden, hun dater på - og det inkluderer blandt andet den sex-positive datingapp, Feeld, der mest af alt er berygtet for at være en “bolle-app”, siger hun.
- I år skal min dating handle om at møde mennesker og hygge mig, have det sjovt og måske få en elsker. Sex er jo også vigtigt for os mødre, der står alene med hele ansvaret, siger hun.

Og til det formål er appen perfekt. Men den er også meget andet, slår Louise fast. Selvom der selvfølgelig er nogen, som bare er ude på et one-night stand eller en tredje partner til parforholdet, så er der også mange, der ligesom hende bare er nysgerrige, gerne vil se tiden an, og som primært leder efter nærhed og intimitet og på sigt en kæreste.
- For mig har det været en øjenåbner at date igen, og jeg behøver ikke at skamme mig over at være solomor. Jeg fandt i hvert fald ud af, at der ikke rigtig var nogen, der løb skrigende bort, når jeg fortalte, at jeg var solomor. Tværtimod.
Der er nemlig også fordele ved at date solomødre, mener Louise.
- Vi solomødre har taget sagen i egen hånd og fået det barn, så de her mænd skal ikke stå og være donor til et mislykket parforhold, som går i stykker lige efter barnet er født. Altså, det barn er sat i verden, og hvis manden selv har fået sine børn, så er det jo et perfekt match, siger hun og tilføjer:
- Vi skal tænke på os selv som nogle pokkers seje mennesker, der har gjort noget for, at vi kunne leve det liv, vi gerne vil leve. Og det har selvfølgelig nogle fravalg, men det har fandme også ført noget dejligt med sig. Så mærk varmen strømme imod dig og se, at du i mange mænds øjne er meget lækker, og at der nok skal være nogen til dig.
