Hella Joof: Mine største økonomiske laster er silketørklæder og vin

Hvad lærte du om penge som barn?

Jeg lærte, at penge var noget, der manglede, og at pengemangel nærmest blev til et følelsesmæssigt problem.

Min mor var alene med to børn, og hun tjente for meget til at kunne få boligsikring og den slags, men ikke nok til at kunne få det til at løbe rundt.

Så vores telefon var tit lukket, og når fjernsynet gik i stykker, blev det ikke repareret.

Det medførte, at jeg altid var bekymret over økonomi som barn. Hvis kaffepriserne steg, overvågede jeg, om min mor lavede en hel kande kaffe og sagde, at det var spild, hvis hun nu alligevel kun drak to kopper.

Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg slet ikke finde ud af det med at betale regninger. Jeg synes, alt omkring penge var svært.

Hvornår føler du økonomisk frihed?

Jeg føler økonomisk frihed generelt. Jeg lever på en måde, hvor jeg selv kan regulere min indtægt.

Hvis jeg lægger mig i selen, kan jeg tjene de penge, jeg skal bruge, så jeg har tid til at sidde og skrive bøger i nogle måneder om året.

Det betyder uendelig meget for mig at være økonomisk fri og uafhængig. Jeg ville aldrig du til at være fastansat med en løn, som var bestemt af en overenskomst.

Hvad brugte du din første løn på?

Som 12-årig jordbærplukker har det sikkert været nogle Lee-bukser med knapper på baglommerne eller noget andet tøj. Men som 15-årig arbejdede jeg hele efterårsferien som piccoline på Brüel og Kjær og tjente til et brugt stereoanlæg.

Hvad er din største økonomiske last?

Silketørklæder og vin, og så elsker jeg at gå på restaurant. Nu, jeg tænker efter, er min største last nok at invitere gæster og så give den én over nakken og byde dem på det bedste, huset formår.

Jeg elsker at se folks ansigter, når de smager på en vidunderlig hvidvin, der hedder ”Seven Springs”.

Folk bliver nærmest kåde.

Hvad er det dummeste, du nogensinde har brugt penge på?

Åh, jeg har købt en masse bras i mit liv. Det er jeg holdt op med. Jeg gider ikke dårlig kvalitet, så vil jeg hellere undvære.

Jeg har kigget i mine skabe, og jeg behøver ikke mere tøj eller flere sko resten af mit liv, og jeg kan alligevel ikke finde ud af, hvad der er moderne, så jeg kører bare min egen stil.

Og hvis man bare er stædig, bliver man hvert tiende år indhentet af moden. Så heldigvis har jeg gemt alle mine cowboystøvler.

Beskriv dit forhold til penge med en sang?

"Don’t worry, Be happy" med Bobby McFerrin.

Er du en sparegris eller en Flottenheimer?

Jeg er i den grad en Flottenheimer. Jeg fandt heldigvis ud af relativt tidligt i livet, at man ikke kan spare sig rig.

For man er ikke rig, hvis man er en Spare-Maren. Man er rig, hvis man giver - en frokost, en gave, at man tager regningen.

Når man kan låne folk penge, og det ikke er så vigtigt, hvornår man får dem tilbage, er man rig.

Jeg kender folk, jeg betragter som rige, som har et lille rådighedsbeløb, og folk med millioner, som jeg betragter som fattige.

Penge er energi, og den skal være i flow, i bevægelse. I min bog er det forbudt at stoppe flowet.

På en skala fra ”Luksusfælden” til Nationalbanken, hvor økonomisk ansvarlig er du?

Jeg er ret ansvarlig, men jeg har været en stor ”Luksusfælden” som ung.

Jeg slap tøjlerne og kunne ikke overskue alle de regninger, der lå på gulvet i entreen, så jeg sparkede dem ind under gulvtæppet, og det kan jeg ikke anbefale.

Regninger skal betales og helst til tiden. Rykkergebyr er døde penge, som man ikke får noget for. De kunne være brugt på en dejlig middag eller hos frisøren.

Satser du på Arne-pension, eller har du for længst investeret i alverdens aktier?

Aldrig i livet om jeg satser på en Arne-pension eller nogen anden pension fra staten.

Hvis jeg skal have pension, sparer jeg selv op. Jeg vil være uafhængig af politiske vinde.

Det ved jeg godt, man ikke kan, men så vidt muligt.

Jeg tror nu, jeg kommer til at arbejde, til jeg bliver gammel. Men hvert år lægger jeg penge til side, så jeg ikke skal knokle rundt, når jeg er 70 år.

Jeg vil gerne kunne forsørge mig selv til det sidste.

Hvad er din bedste handel?

Jeg har været heldig med bolighandler. Vi købte en lejlighed på Frederiksberg under finanskrisen og solgte den seks år efter, hvor priserne var steget, og så kunne vi købe vores gård på landet.

Det var mere held end forstand.

Jeg bryder mig ikke om den vilkårlighed, der ligger i, at folk kan bolig-handle sig rige, men ikke arbejde sig rige.

Det er ikke godt for arbejdsmoralen. Boligmarkedet er jo en vild størrelse.

Her handler det om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er ikke voldsomt retfærdigt.

Jeg ville hellere bo i et samfund, hvor folk kunne skrue mere på egne haner og beslutte sig for at arbejde mere i perioder, hvor de har brug for penge eller for at spare op til noget, de ønsker sig.

Men så skal man nok se på skatten og andre incitamenter.