Hun gik ned i tid og løn for at give plads til sin hobby. Så skete der noget, hun ikke havde regnet med

Drømmer du om at gøre noget andet?

At rive et år ud af kalenderen og rejse jorden rundt. Måske skifte karriereretning. Eller bare træde et museskridt ud af det der hamsterhjul.

Uanset hvordan dine drømme om dit fremtidige arbejdsliv ser ud, så er det ingen hemmelighed, at for mange af os rimer hverdagen på en variation af 8 til 16, mandag til fredag.

Det gjorde det også for Julie Gade. Lige indtil hun en dag besluttede sig for at gøre noget andet.

For fire år siden startede hun som digital designer hos Mærsk. Og det var ikke, fordi hun var træt af sit arbejde, at hun sidste år i juli valgte at gå ned i tid. Tværtimod.

Det handlede om at få tid til at arbejde mere på noget andet - nemlig billedkunst, der efter corona-krisen i 2022 udviklede sig fra ny hobby til indtjenende arbejde for hende.

Hvad der startede som et kreativt fritidsprojekt, blev nemlig efterhånden så sjovt, at hun oprettede en Instagram-konto og viste sine malerier frem.

Og så gik der ikke længe, før hun havde solgt de første værker. Først til venner og bekendte og senere på kunstudstillinger.

- Jeg blev virkelig glad og motiveret og tænkte, at det skulle være mere end bare en hobby. Det var ikke nok bare at gøre det i min sparsomme fritid. Men jeg var heller ikke klar til at stoppe mit arbejde hos Mærsk. Så jeg måtte finde ud af, hvad jeg så kunne gøre, fortæller Julie Gade.

Kort derefter gik hun til sin leder hos Mærsk og spurgte, om de ville gå med til at lade hende gå ned i tid til fire dage om ugen, så hun ville kunne male på femtedagen.

- Det var ikke sådan, at de bare sagde ja med det samme. Det var en dialog og forhandling, som foregik over et halvt år, fortæller Julie Gade.

Men til sidst lykkedes det.

Tilsvarende gik hun ned i løn, men hun havde på forhånd sikret sig, at hun stadig ville kunne betale sine regninger med fire dages løn fra Mærsk, selv hvis hun ikke fik solgt nogle malerier.

For hun var ikke klar til at springe på hovedet ud i kunstner-tilværelsen. Både fordi hun var rigtig glad for sit arbejde og ikke mindst de fordele, der følger med sådan et fast job.

- Jeg var egentlig indforstået med, at jeg måske ikke ville komme til at tjene noget, måske kun til at dække mine udgifter til materialer, men det ville også være fint.

- Det har jo så bare vist sig, at jeg tjener lige så meget på malerierne, som jeg gør på mit arbejde hos Mærsk, siger Julie Gade.

Når vækkeuret ringer tirsdag morgen, går hun alene ud i sit atelier og maler.

De øvrige hverdage tager hun ind på kontoret på Esplanaden i København og sætter sig foran computeren i blandt sine kolleger.

To meget forskellige verdener beskriver hun det som.

- Mærsk er en kæmpe virksomhed med 100.000 medarbejdere. Jeg holder møder med folk fra hele verden, og når noget skal besluttes, skal alle være enige om, at vi nu drejer skuden, forklarer Julie Gade og fortsætter:

- I mit atelier er det jo mig, der skal blive enig med mig selv om hvorvidt jeg vil bruge rød eller lysegrøn, eller om jeg vil male en brumbasse eller en snegl. Så det er jo en helt anden beslutningsgang, der er i min egen virksomhed, og det er en helt anden måde, jeg arbejder på.

Kombinationen af de to verdener giver faktisk rigtig god mening, synes hun.

Mens det kan føles langtrukkent at træffe beslutninger i den kæmpestore virksomhed, kan hun derimod også mangle sparring i atelieret.

Kollegerne hos Mærsk er også afgørende, for som Julie beskriver det, er hun også et socialt menneske, der har brug for samarbejde og andres faglige input.

Og så tror hun, det er nemmere at sige “pyt” til både det ene og det andet, når frustrationerne vokser sig store på kontoret eller i atelieret. For ingen af delene er jo hendes eneste job, forklarer hun.

- Jeg synes også, jeg er blevet mere effektiv hos Mærsk og bedre til ikke at lave overspringshandlinger, fordi jeg har mindre tid end andre til at lave det, jeg skal lave. Og i atelieret har jeg heller ikke tid til at sidde længe og lede efter inspiration - jeg har jo kun én dag om ugen til det.

Julie Gade har lovet sig selv, at hun på et eller andet tidspunkt, inden hun dør, skal prøve at arbejde som fuldtidskunstner.

Men ikke lige nu.

Lige nu fungerer det her godt.

Og hun mærker tydeligt, at rigtig mange venner og bekendte er nysgerrige på den model, hun har valgt. De kunne også godt tænke sig at gøre noget andet.

Hun håber, at det hun gør, kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos andre.

- Det er måske ikke det rigtige for alle at dele det op på den måde, som jeg gør. Men jeg tror i virkeligheden, at der findes alle mulige modeller derude.

- Jeg tror, vi er så vant til automatisk at tænke på ‘9 to 5’ og 37 timer om ugen. I min optik er det et spørgsmål om at prøve noget andet af. Og lad være med at være bange for at få et nej. Jeg tror, at der er mange, der er bange for at spørge, for hvad nu hvis det bliver opfattet useriøst?

Julie Gade mener, at nu hvor vi allerede har taget et opgør med at skulle møde ind på kontoret hver dag, er tiden moden til flere opgør.