Jeg tabte kæben, da en ældre, mandlig kollega kaldte mig “stor pige”

Signe Larsen er journalist og ansvarlig for popkultur og liv på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er aldrig fedt at blive fyret. Men det må alligevel have været en ekstraordinær speciel oplevelse for den direktør, der for nylig blev fyret fra brancheorganisationen Censec.

Foreningens bestyrelsesformand kvitterede nemlig i den forbindelse offentligt for den afgående leders arbejde med ordene:

"Hun var en rigtig dygtig pige".

Helt seriøst. Det er ikke noget, jeg finder på. Artiklen om afskedigelsen blev bragt af Altinget den 5. november i år.

Der er bare et eller andet med sidestillingen af “direktør med mangeårig karriere bag sig” og “dygtig pige”, der ikke klinger særlig godt i mine ører.

Ifølge mediet er den omtalte nu tidligere direktør 53 år gammel.

Hun har blandt andet en lang karriere i Forsvaret bag sig, fx som militærassistent for NATO's daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og som afdelingschef i Forsvarskommandoens operationsstab.

Jeg ved ikke, hvad det egentlig betyder eller indebærer. Men hun lyder vigtig.

Alligevel rimer ‘kompetent’ og ‘erfaren’ åbenbart på ‘dygtig pige’, forstås.

Kan du forestille dig en lignende artikel om en mand i en topstilling, der offentligt anerkendes for sin arbejdsindsats som “en dygtig dreng”?

Nej vel.

Jeg husker selv tydeligt, da jeg på en tidligere arbejdsplads af en ældre, mere erfaren mandlig kollega (selvfølgelig), blev omtalt som en pige i forbindelse med mit arbejde.

Jeg gav kollegaen besked om, at jeg havde løst den opgave, han havde stillet mig. Med et svagt smil svarede han mig:

“Stor pige.”

Ja, på den klassiske patroniserende måde, som om han talte til et lille barn eller måske en hund.

Han mente garanteret ikke noget dårligt med det. Det var sikkert et elendigt forsøg på at være sjov.

Men det er ikke ligefrem sådan en kommentar, der får en ambitiøs medarbejder til at gå ud fra arbejdspladsen med rank ryg og troen på sig selv og sin faglighed, skulle jeg hilse at sige.

Det var ikke sjovt. For det bekræftede den mistanke, jeg i forvejen havde. Kollegaen havde tydeligvis ingen respekt for mig eller min arbejdsindsats.

Var det mon også sådan, mine øvrige kolleger så mig? Som en pige.

En dygtig pige, en høflig pige, en pligtopfyldende pige, en smilende pige, en flittig pige, en 12-tals pige, en ukompliceret og i hvert fald ikke-på-nogen-måde-en-frembrusende pige.

En stor pige.

Aldrig en kvinde. Aldrig en respekteret kvinde, en voksen kvinde, en kompetent eller erfaren kvinde. En dedikeret kvinde, en engageret, ansvarsfuld eller ambitiøs kvinde.

Hvorfor er det stadig sådan, at kvinder er piger, mens mænd er mænd?

Jeg er helt sikker på, at jeg fra nu af nogen vil blive kaldt krænkelsesparat eller skudt i skoene, at jeg altså også bare er fra den utålelige snowflake-generation, der forpester vores arbejdspladser og samfundet generelt med vores ømtålelige sind.

Men så forstår du ikke, at ord har magt.

Når vi kalder voksne kvinder for piger, indikerer vi enten bevidst eller ubevidst, at de ikke er autoritære, ansvarsfulde eller værdige til at blive taget alvorligt.

Vi skaber et sprog, hvor kvinder aldrig bliver inviteret ind i klubben, men altid kun står på tærsklen til det seriøse.

For der er ikke meget pondus over at være en pige på en arbejdsplads, når man altså er voksen.

Betyder det, at man aldrig kan bruge begrebet pige? Nej. Faktisk er det som om, at det ikke kan blive piget nok for tiden. 2023 blev kaldt “Year of the Girl”.

Og vi slynger pludselig om os med ord som ‘girl dinner’, ‘girl math’, at være en ‘clean girl’ - ja selv en ‘tomato girl’!

Måske drømmer du selv om et ‘lazy girl job’, eller også har du sikkert hørt Pia Kjærsgaard sige “hej girlypops”.

Girlhood dominerer populærkulturen i disse år. Det var sørme også på tide.

For historisk set er alt det pigede, det lyserøde og de feminine værdier blevet nedvurderet. Lagt i en kasse og stemplet som useriøst, hysterisk eller pinligt.

Det er en helt anden snak - det væsentligste at forstå er, at piger og kvinder endelig begynder at få lov til at insistere på, at det altså ikke er cringe eller dårlig smag at omfavne den feminine æstetik, idolisere Taylor Swift og Sabrina Carpenter eller tilslutte sig ethvert nyt ‘girl’-fænomen.

(Omend mange mænd selvfølgelig stadig prøver at modarbejde den bevægelse og fortælle os, at vores interesser er udtryk for tynde identitetsmarkører).

Jeg elsker at være en cutesy girlypop.

Men der er forskel på selv at tilslutte sig pigede fænomener som en udtryksform på egne præmisser - og på den ufrivillige nedvurdering det er at blive omtalt som en ‘pige’ i professionelle sammenhænge.

Den implicitte antagelse om umodenhed i den kontekst er ikke til at se bort fra.

Så er det ikke på tide at stoppe med at fastholde kvinder i en nedsættende og umyndiggørende position og i stedet omtale dem som de voksne, kompetente mennesker, de nu engang er?