Kender du en nærigrøv? Vi har svaret på dit mobilepay-dilemma

Med et swipe og et pling har vi siden 2013 kunnet overføre eller anmode om penge på MobilePay.

Det er virkelig smart, men det har også bragt nye dilemmaer ind vores liv.

For det har aldrig været lettere at dele en regning - på daten, til parmiddagen eller på byturen. Spørgsmålet er: Bare fordi man KAN overføre, betyder det så, at man altid SKAL?

Hvis Emma Gad stadig levede, ville hun sikkert have noget at sige om takt og tone i den sag. Vi lader hende hvile i fred og har i stedet hevet eksperthjælp ind fra to andre kvinder, der ved, hvad de mener:

Anna Mathisen står bag Instagramprofilen fantastiskeforaeldre, hvor hun laver memes til sine 118.000 følgere om de typer, vi alle sammen kender, hader og elsker.

Anne Sophia Hermansen er kulturkommentator på Berlingske, hvor hun skriver om alt fra politik til litteratur og kongehuset.

Herunder kan du høre deres bud på god MobilePay-stil i fire dilemmaer, du kan risikere at befinde dig i:

Hvem giver på en date?

Du har været på en kaffedate med en fyr fra Tinder, hvor I betalte for hver jeres cappuccino. Kemien var fantastisk, han var sød og sjov, og I aftalte at ses igen.

Nu har han så inviteret dig ud på en cocktailbar, hvor én drink koster det samme som tre flasker vin i Føtex. Du tænker, at han virkelig prøver at imponere dig.

I har taget plads i baren, og efter tre cocktails og en udveksling af livshistorier sidder I med ansigterne helt tæt på hinanden. I bliver enige om at betale, og han spørger, om han skal følge dig hjem – det må han virkelig gerne.

Bartenderen lægger regningen imellem jer, og din date finder hurtigt sit dankort frem. Du er på vej over for at hente din jakke, da han stopper dig og siger: ”Det blev 720 kroner. Vil du overføre 360?”

Og nu bliver det lidt pinligt, for du havde jo regnet med, at han gav, siden det var ham, som inviterede. Men skal du bare smile og overføre pengene?

Anna Mathiesen

Feminismen har det med at forlade min krop, så snart jeg selv skal have pengepungen frem.

Man skal dog aldrig forvente, at den anden betaler. Der er ikke noget mere ydmygende end i smug at skulle trække penge fra sin opsparing, fordi du havde satset hele butikken på, at din date ville betale for jeres ekstravagante date.

Det eneste rigtige at gøre i sådan en situation er at gå fuld gaslight, gatekeep, girlboss. Jeg vil smide et UNO-vend-retning-kort på ham og betale for det hele. Også selvom det måtte betyde, at jeg skulle leve af havregryn resten af måneden.

Anne Sophia Hermansen

Jeg er nødt til at sige det, som det er: En mand, der splitter regningen efter første, anden og tredje date, er ikke en mand, du gider samle på.

Også i en moderne verden er der noget, som hedder galanteri, og hvis en mand ikke vil betale for din drink først på aftenen, vil han heller ikke give dig en orgasme sent på aftenen. Jeg taler af erfaring.

Nærige og nøjeregnende mænd er nærige og nøjeregnende med alt – penge, sex, nøgenhed, gaver, tid, komplimenter. Så ja, hvis du bliver inviteret ud på en date, skal du forvente, at han betaler. Er det ikke tilfældet, behøver du ikke spilde mere af din tid og skønhed på ham.

Gammeldags? Måske. Intet forhindrer dig i at give drinks og middage, når I er længere henne i forholdet, men jeg synes, du fortjener en mand, der gerne vil imponere dig lidt.

Så læn dig tilbage, nyd det, og gå hjem, når du ikke har lyst til mere, også selv om han har betalt. At en mand har betalt regningen, betyder nemlig ikke, at han har betalt entré til dit soveværelse.

Et bagholdsangreb fra mor

Endelig! Du har fået dit første voksenjob og har nu råd til pladsbillet i toget og regelmæssige tandrensninger.

Da du skal på café med din mor, hvor hun skal prøve ”sådan en chai latte”, er det din oplagte mulighed for at vise hende, at det går godt.

Efter du har fortalt, at du er begyndt at spise økologisk og spurgt, hvornår hun egentlig tog sit første realkreditlån, siger du: ”Den giver jeg” og går op og betaler regningen på 100 kroner.

Imens tænker du på alle de gange, hun har overført penge sidst på måneden. Og på de juleaftener, hvor hun gav dig nye læderstøvler, og du gav hende et duftlys. Det føles rart endelig at kunne slå lidt ud med armene.

Da I har krammet farvel, mærker du, at det brummer nede i lommen. Det er en overførsel på 100 kroner med en tilhørende besked: ”Du skal da ikke give, skat. Knus mor”. Og du har virkelig lyst til at overføre dem tilbage.

Anna Mathiesen

Bagholdsangrebet er en klassiker fra forældres side. Det er altid lidt ironisk, hvordan man nær kan sprække af stolthed over at betale en kop kaffe til sine forældre, efter de har finansieret store dele af ens liv.

Derfor er det heller ikke utaknemmeligt at overføre pengene tilbage, hvis du bliver udsat for bagholdsangrebet. Den kop kaffe er et symbol på din taknemmelighed, og den er billigt betalt.

I sådan en situation er det tilladt at køre et dobbelt-bagholdsangreb med tilhørende besked ”Tak for dig (rose-emoji)” i bedste Mette Frederiksen-kommentarspor-stil.

Anne Sophia Hermansen

Du har en dejlig mor. Hun elsker dig og ved godt, at du gerne vil vise hende, at du har styr på livet. Men selv om du er voksen, er du stadig hendes barn, og hun synes, du skal bruge pengene på dine venner eller din date.

Hun har nemlig opdraget dig til at vise overskud og være generøs overfor andre, og for hende er det nok, at du orker gå på café med hende. Nej, hun vil også sætte pris på, at du besvarer hendes beskeder, helst med andet end “nej” og slet ikke med “Ok, boomer.”

En dyr parmiddag

Din kæreste er blevet gode venner med sin nye kollega, Martin, og har inviteret ham og hans kæreste, Helle, til parmiddag hos jer.

Du har længe ønsket, at I havde et andet vennepar, som I kunne tage til ginsmagning og på skiferie med. Så du tilbyder at lave en tre-retters menu, og der bliver ikke sparet på noget.

Det viser sig, at Martin og Helle er alt det, du havde drømt om. Du og Helle har meget til fælles, og Martin roser maden til skyerne. Ja, du er næsten helt høj, da I siger farvel.

Det bliver kun bedre, da Helle dagen efter spørger, om I ikke vil komme til middag hos dem næste weekend.

Her disker de op med det helt store tapasbræt og den gode, spanske rødvin. I spiller tegn og gæt, drengene mod pigerne, og Helle får endda nævnt, at hun kender en, som har en skihytte i Østrig, I kan leje sammen.

I takker endnu en gang for en dejlig aften og vender næsen hjemad. Og så kommer den: Anmodningen på 422,75 kroner for middag og drinks. Og et vedhæftet billede af kvitteringen, så I kan se, at det er lige præcis halvdelen.

Den iberiske skinke får pludselig en lidt dårlig eftersmag. Men skal I bare acceptere anmodningen for at bevare den gode stemning?

Anna Mathiesen

Nej. Bare nej.

Hvis man allerede fra begyndelsen går op i de mindste detaljer om hvem, der har betalt hvad og hvor meget, så ender den skiferie til Østrig nærmere som en revisoraftale med excel-ark frem for på after-ski med obstler og Anton aus Tyrol.

Når man inviterer nogen hjem til sig selv, må det stå for egen regning. Så er jeg fløjtende ligeglad med, om der bliver serveret pølsemix eller tapasbræt.

Denne tilgang er desuden en glidebane. Hvad bliver så det næste? Skal jeg også betale for den toiletrulle, jeg brugte? Og hvad med opvasken? Det var jo de dyre opvasketabs fra Neophos, der blev brugt.

Jeg tror, hvis nogen sendte mig en uopfordret regning, for et arrangement vedkommende selv havde inviteret mig til, ville jeg underholde mig selv med at sende en endnu mere detaljeret regning den anden vej fra sidst, de besøgte mig.

Anne Sophia Hermansen

Selv om det er fristende at afvise anmodningen, vil jeg anbefale at betale den. Fordi smålighed skal trumfes med storsind. Betal og grin af det, når I har tager en drink sammen og glæder jer over, at det kunne I aldrig finde på.

Det er super småligt at invitere på middag – især efter selv at være blevet beværtet – og så sende en anmodning bagefter. Men den gode nyhed er, at I ikke behøver mødes med dem igen, og selvfølgelig skal I ikke på ski sammen.

Havde I været en tur på restaurant, havde det været helt fint at splitte regningen, men når det er privat, står værterne for gildet. Gæster må til gengæld meget gerne komme med en gave, og her går man aldrig galt i byen med en flaske ordentlig gin eller en bog (der skal kunne byttes).

Hvor langt skal man gå for en fadøl?

For 14 dage siden var du i byen med dine veninder fra studiet. I havde valgt et sted med fadøl for 35 kroner, så I kunne have en lang og festlig aften uden at bruge en halv måneds SU.

Som altid overførte I løbende penge, når nogen gik i baren, så der ikke gik kludder i regnskabet. De sidste 35 kroner kunne jo afgøre, om der var råd til natmad på vejen hjem.

Inde på baren stødte en af de andre ind i sin veninde, Camilla.

Camilla satte sig ved jeres bord, og da du skulle op og hente endnu en runde øl, spurgte du, om hun ville have en med. Det ville hun gerne.

Da du kom tilbage til bordet, og de andre fandt telefonerne frem, sagde Camilla, at hun havde glemt sin telefon derhjemme, men at du kunne sende en anmodning. Så ville hun overføre, når hun kom hjem.

Nu er der gået to uger, hvor Camilla ikke har accepteret din anmodning, og du overvejer, om det virker for desperat at sende hende en besked og minde om de 35 kroner.

Anna Mathiesen

Det uheldige scenarie, at Camilla blot har glemt at acceptere anmodningen, kan ske. For 35 kr. havde jeg ikke startet et stort postyr.

Men der er noget signalværdi, i at huske at betale folk tilbage. Eller gi’ en runde. Hvis Camilla normalt er personen, der glemmer sin telefon og pung eller pludselig skal hjem, når det bliver hendes tur til at gi’, så efterlader hun resten af bordet med lange næser. Og lange næser fører som regel aldrig noget godt med sig.

Jeg tror, vi alle kender en Camilla. Hvis man har været i hendes selskab mere end blot én gang, begynder pengepungen pludselig at sidde tæt, og det er faktisk drønærgerligt. For så betyder det pludselig, at jeg selv skal rejse mig, hver gang jeg skal have en øl.

Derfor går jeg ofte en anden vej, der får mig til at fremstå som en sand filantrop. Jeg siger til Camilla, at øllen er en gave til hende. Jeg lover, Camillas reaktion er de 35 kr. værd. Og i stedet for hele bordet sidder med lange næser, sidder Camilla med røde ører.

Anne Sophia Hermansen

Man skal ikke kæmpe for 35 kroner. Man skal bare huske, at ikke kun mænd, men også kvinder kan være nærige, og at man er en lille nærigrøv, når man først faker, at man har glemt sin mobil og dernæst ignorerer en anmodning på sølle 35 kroner.

Vi taler meget om samfundssind, men vi burde tale mere om røvhulssind, og røvhulssind, det har man, når man overlader sine regninger til andre.

Men livet er langt, og måske vender Camilla en dag tilbage med bagsædet fuld af champagneflasker og en undskyldning for alle de gange, hun krøb uden om. Og du slap morgenen efter jeres bytur for at vågne op sammen med en klistret durum, du alligevel var for fuld til at spise.