Dine penge
8. november 2021

Linnéa Schmidt bruger 40 procent af sin løn på aktier: ”Det føles som at have opdaget en pengemaskine”

Det første, Linnéa Schmidt sparede op til, var en Mulberry taske til 7.400 kroner. I dag sparer hun op til at blive aktiemillionær og kunne leve af sine afkast. Og hun vil gerne lære andre kvinder, at de også kan få deres penge til at vokse.
Af: Fortalt til Signe Bertram

Foto: Sanne Berg

Hvad lærte du om penge som barn?

Vi talte ikke særligt meget om penge derhjemme, da jeg var barn. Det med at betale regninger var det samme som at gå ud med skraldet. Det skulle bare gøres.

Da jeg var 20 år og flyttede hjemmefra, skulle jeg lære at betale regninger selv. Jeg kan huske, at min far købte en stor mappe til mig, så jeg kunne holde styr på dem. Det synes jeg var lidt hyggeligt.

Men udover det lærte mine forældre mig ikke noget om at tage hånd om mine penge. Alt, hvad jeg ved om aktier og investeringer, har jeg selv fundet ud af. Det, de forsøgte at lære mig, var mere rationelt. Sådan noget med at holde sig fra at tage hurtige lån eller købe ting på afdrag.

Linnéa Schmidt

  • Alder: 36
  • Er født og opvokset i Sverige
  • Bor i dag med sin danske mand og deres to døtre i Aalborg
  • Er uddannet farmaceut og arbejder til dagligt som forsker
  • Begyndte at investere i 2015 og stiftede året efter facebookgruppen ”Moneypenny - Kvinder som investerer”, hvor kvinder kan spare med hinanden om økonomi og investeringer.

Hvornår føler du økonomisk frihed?

Hele min plan med at investere er at blive økonomisk fri, og der er jeg ikke kommet til endnu.

På sigt er mit mål, at aktieudbytte skal kunne betale alle mine udgifter i hverdagen. En af mine drømme er at kunne gå ned i tid for at fokusere mere på Moneypenny, hvor jeg kan hjælpe andre kvinder økonomisk.

Det er ikke, fordi jeg drømmer om at holde op med at arbejde, men jeg vil arbejde, så meget jeg har lyst til og bruge tid på de ting, som giver mig værdi i livet. Når jeg kommer dertil, vil jeg nok føle mig økonomisk fri.

Hvad brugte du din første løn på?

Jeg tror desværre, det var en masse tøj fra H&M. Det føltes bare fedt at kunne gå på en rigtig shoppetur med min veninde og tage på café.

Dine penge

Vi taler for lidt om penge, og det er dumt. For rigtig meget tyder på, at hvis vi snakker mere om vores penge, så får vi også flere af dem.

I ”Dine penge” stiller femina forskellige kvinder en række spørgsmål om deres økonomi.

Hvad lærte du om penge som barn? Hvornår føler du økonomisk frihed? Er du en sparegris eller en flottenheimer? Og måske vigtigst af alt: Hvilken sang beskriver bedst dit forhold til økonomi?

Min mor viste mig senere, hvad hun brugte sin første løn på. Det var en fin ring med en stor blå sten. Da jeg så den, begyndte jeg at spare op og lægge penge til side hver måned til en Mulberry taske.

Under min studietid havde jeg forskellige jobs ved siden af. Jeg arbejdede i en forlystelsespark i Göteborg, hvor jeg styrede forlystelser og flippede burgere. Og så var jeg var også garderobepige og solgte julekugler på et julemarked.

I 2009, hvor jeg var 24, havde jeg så sparet nok penge sammen til tasken. Den kostede 7.400 kroner, og jeg hævede dem i kontanter og gik ned i butikken. Det føltes som åndssvagt mange penge, men det gjorde mig glad dengang.

Hvad er din største økonomiske last?

Da jeg var yngre, var det helt sikkert tøj. Ikke dyre mærkevarer, men en helt masse billigt tøj. Jeg kunne sagtens bruge 2000 kroner om måneden på ting, som jeg måske kun gik i én gang.

Jeg går efter at blive millionær og kunne leve af mine investeringer resten af livet.

Jeg brugte også mange penge på at gå i byen, da jeg var yngre. Men det fortryder jeg egentlig ikke, for jeg vil ikke have været den tid med mine venner foruden.

De seneste år har jeg virkelig gjort op med mig selv, hvad mine økonomiske værdier er. Jeg har øvet mig på at have bevidsthed om, hvad mine penge går til, og om det giver mig værdi.

Når jeg ser noget tøj, jeg har lyst til at købe, så spørger jeg mig selv: Hvor mange gange kommer jeg til at bruge den? Og hvad kommer det til at koste per gang? Så tænker jeg over, hvor mange timer jeg skal arbejde for at købe det - og hvor mange aktier, jeg kunne have fået i stedet for. Så plejer det at være nok til at forhindre et spontant køb.

I stedet har jeg fået en svaghed for at købe friske buketter ved blomsterhandleren, selvom det lidt er en luksusting. Det kan jeg godt bruge 250 kroner på et par gange om måneden.

Hvad er det dummeste, du nogensinde har brugt penge på?

Jeg har en træningscykel stående i garagen, som jeg aldrig bruger. Og så hænger der en ubrugt jakke, jeg engang købte på tilbud, og kigger surt på mig i min garderobe. Nu hænger den der mest som en reminder om at tænke mig om, inden jeg spontant svinger dankortet igen.

Beskriv dit forhold til penge med en sang?

”Mood Swings” med den svenske sanger Tove Styrke.

Jeg har mange følelser omkring penge - både gode og dårlige. Jeg synes, det er vildt motiverende, at jeg kan investere mine penge, så jeg kan give mig selv mere tid i fremtiden. Det er derfor, jeg gør det, jeg gør.

Men samtidig synes jeg også, det kan være ubekvemt at snakke om penge, fordi det er tabubelagt. Nogle gange har jeg svært ved at fornemme, om det er socialt acceptabelt at spørge ind til andres økonomi. Jeg synes jo, det er vildt interessant og vigtigt at tale om, men jeg er bange for, at andre synes, jeg er træls, når jeg bringer det op.

Er du en sparegris eller en Flottenheimer?

Jeg synes, det er et svært spørgsmål. For på den ene side er jeg en kæmpe sparegris, men jeg tillader også mig selv at bruge penge på det, jeg synes er fedt.

Jeg kan virkelig go wild, hvis der er noget, jeg rigtig gerne vil have, og som jeg ved giver mig værdi. Og så elsker jeg at købe gaver til familie og venner og pakke dem ind i dyrt papir og pynt.

Jeg har nok lettere ved at købe ting til andre end mig selv, fordi jeg tænker: "Det behøver jeg ikke". Men når jeg køber aktier, er det jo også min måde at bruge penge på mig selv. Det er en fed følelse at kunne spare 40 procent af en månedsløn og investere dem.

På en skala fra ”Luksusfælden” til Nationalbanken, hvor økonomisk ansvarlig er du?

Jeg er nok gået fra ret tæt på Luksusfælden til ret tæt på Nationalbanken. Jeg har aldrig haft den store gæld, men jeg har brugt mange dumme penge på shopping, fordi jeg syntes, det var kedeligt at sætte mig ind i min økonomi.

Når jeg ser mig selv udefra i dag, kan jeg næsten ikke kende mig selv. Jeg kan blive helt begejstret, hvis jeg finder en papirversion af Børsen. Det ligger bare så langt fra de interesser, jeg havde før. Jeg plejede at synes, det var så kedeligt og tørt, og nu er jeg endt her.

Satser du på Arne-pension, eller har du for længst investeret i alverdens aktier?

Jeg går efter at blive millionær og kunne leve af mine investeringer resten af livet.

Det hele startede, da min kæreste og jeg skulle købe lejlighed i Århus. Jeg fik helt økonomisk angst over at skulle tage et så stort lån, uden at vide noget om det. Men så fandt jeg ud af, at det ikke er raketvidenskab, og jeg begyndte at læse mere om investeringer og købte mine første aktier.

Da jeg fandt ud af, at jeg kunne få et afkast af mine penge, blev jeg virkelig overrasket over, at der ikke var nogen andre, der havde fortalt mig det før. Det føles som at have opdaget en pengemaskine.

Nu har jeg snart nået min første million i investeringer, og jeg skal gerne have fire-fem millioner for at nå mit mål. Jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, for det afhænger både af, hvor meget jeg kan spare op og af aktiemarkedet.

Jeg ved jo ikke, hvornår de næste store kriser kommer, for så kan det komme til at tage længere tid. Men jeg synes, jeg er godt på vej, og jeg føler mig sikker på at kunne gå på pension inden pensionsalderen.

Mit mål lige nu er, at jeg vil kunne betale alle mine udgifter med aktieafkast, når jeg bliver 45. Det er om ni år. Jeg startede med 130.000 i 2015, og på seks år har jeg næsten nået min første million gennem opsparing og afkast.

Men det er svært at planlægge helt, fordi det afhænger af markedet. Og så er det også dyrt at have børn. Jeg vil ikke gå på kompromis med, hvad jeg bruger på dem, for livet skal også være sjovt lige nu og ikke først om ti år.

Hvad er din bedste handel?

Mit bedste aktiekøb nogensinde er nok Plejd-aktien. Det er en svensk virksomhed, der laver smart belysning, som kan styres fra mobilen.

Jeg har købt lidt af den af flere omgange, men den er steget 300 procent, siden jeg købte første gang.

Når man laver så god en investering, handler det ikke kun om at vide noget om aktiemarkedet. En gang imellem er man også bare heldig at investere på et godt tidspunkt.

Læs mere om:

Læs også