Ni uger gammel lå han i liften bag scenen: "Alt behøver ikke være låst rutine i en familie"

"En ven er én, der kender dig, som du er, forstår, hvor du har været, accepterer, hvad du er blevet, og stadig nænsomt lader dig vokse”.

Citatet er af William Shakespeare, og hvis man, med respekt for en af verdenshistoriens største forfattere og dramatikere, sniger sig til at erstatte ordet ”ven” med ”mor” eller ”søn”, rammer udsagnet meget præcist den stærke relation mellem mor Anette og storebror Lue i skuespillerfamilien, som desuden rummer far Lars Mikkelsen og lillebror Thor Støvelbæk.

Mens mange voksne børn og forældre måske ser deres indbyrdes hierarki, som det var engang, er hemmeligheden bag den tilsyneladende harmoniske voksne relation ifølge Anette og Lue, at de møder hinanden i familien som dem, de er og ikke som dem, de var.

Af kærlighed frem for af pligt og i deres tilfælde med fælles passion til skuespillerfaget.

Anette: – Jeg tror, at vi som så mange andre forældre har en tendens til at se vores børn som netop det – børn – alt for længe. Man skal gøre sig umage med at se menneskene i sine voksne børn. Det gør jeg virkelig, og måske derfor har vi i dag en ligeværdig rollefordeling i familien, som vi elsker alle fire.

Lue: – Jeg er enig. Det er en god fornemmelse at mærke, at det er lysten, og ikke pligt og tradition, der gør at vi vælger hinanden til. Det er jeg glad for, og sådan har det faktisk altid været.

Ifølge Lue er Den Danske Scenekunstskole i Odense, det nærmeste klanen kommer på en ”mødrene gård”, fordi både Anette og han selv er uddannede dér, og fordi Thor går der nu.

Lars Mikkelsen var til gengæld i fuld gang på Statens Teaterskole i København, da Anette pludselig blev gravid midt i det hele.

Med lille Lues ankomst blev de allerførste år som familie et patchwork af uddannelser, geografi og arbejde på tværs af Fyn og Sjælland for far og mor.

Noget af en mental spagat for en helt ung familie, kunne man tænke, men ikke umiddelbart for Anette og Lars, som levede med de vilkår, som deres respektive uddannelsessteder og arbejdspladser bød på.

Anette: – Set i bakspejlet kan jeg godt se, at vi havde mere end fuld plade i Lues første år. Men sådan tænkte jeg ikke på det dengang. Jeg elskede Lars og Lue, og jeg elskede teatret. Og så kører man langt på literen, selv om det selvfølgelig var hårdt at ville det hele på en gang.

Et spørgsmål om moderskab

Anette var udfordret under graviditeten, fordi det hårde fysiske forløb på elevskolen fokuserede mere på det menneske, hun var i gang med at blive, end på det lille menneske, der skvulpede indeni. Hun var 27 år da Lue meldte sin ankomst midt i det hele.

Anette: – Lars og jeg søgte ind på teaterskolerne på samme tid. Vi ville hinanden, og vi ville teatret, så da Lars kom ind først, gik jeg videre på en gøglerskole, og så kom jeg ind på den ”rigtige” uddannelse to år efter. Jeg blev gravid i starten af mit andet studieår, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle have vores baby. Lars gik på sidste år af sin uddannelse og var solidt viklet ind i sin udvikling som skuespiller og i sit liv i København. Jeg var i Odense og måtte banke på daværende rektor Lane Linds dør og fortælle, at jeg havde tænkt mig at lave et menneske, mens jeg studerede. Reaktionen fra rektor Lind var hård og iskold. Hun forhørte mig nærmest: ”Er du helt sikker på at du skal have det barn? Man får ikke barselsorlov her, man følger sit hold. Så er du sikker?”.

Den skrappe rektor gav på ingen måde udtryk af, at det for førsteårseleven var hverken tiden eller stedet til at få et barn.

Men Anette var ikke i tvivl. Om hun skulle have barn med Lars nu? Svaret var et rungende ”ja”. ”Jamen, så hjerteligt tillykke, hvor er det dejligt”, udbrød en storsmilende rektor, som bare lige skulle trykteste den kommende skuespiller på rollen som mor.

Selv om intentionerne var de bedste, blev det fysikken, der fældede Anettes.

Efter seks måneders graviditet, fyldt med daglig hård fysisk træning, fik hun plukveer, blev indlagt og måtte ligge helt stille i tre måneder, mens hun nonstop forklarede sit foster, at han skulle blive, præcis hvor han var.

Det gjorde Lue i en sådan grad, at det ikke blev nødvendig med ve-hæmmende kemi, og fødslen til sidst måtte sættes i gang.

Lue kom, præcis da han skulle, og ni uger efter stod han i lift på bagscenen, mens mor generobrede de skrå brædder. Med en kærlig far i København blev han fra første skrål sin mors baby og hele teatrets kæledægge.

Lue: – Mine allerførste minder i livet er fra teatret. Jeg elskede at være med mine forældre på arbejde. Skuespiller Nicolas Bro har sagt, at alle teatre har brug for en hund eller en baby. Det er så rigtigt. Der er så mange følelser og egoer i luften. og så er babyer og hunde fantastiske lynafledere og sætter tingene lidt i perspektiv. ”Det er bare noget, vi leger”. Skuespillere har brug for en kanariefugl i kulminen, som husker dem på, at det er leg. Så den baby var jeg. Jo mere jeg voksede, og de mere bevidst jeg blev, desto mere arbejde fik min mor, og så kunne hun ikke altid have mig med. Jeg blev ikke valgt fra; min far og mor var bare væk i perioder, og sådan var det bare. Sådan husker jeg det, og det er minder fyldt med varme og glæde. Det gør mig faktisk stadig glad at tænke på, at jeg selv kom ind på samme skole langt senere i livet. Min mors, min og nu min lillebrors skole.

Børn lukker frygten ind

Umiddelbart kan det lyde som et odenseansk eventyr at have sin førstefødte med på job, men Anette tænker også tilbage på Lues første år med en vis sitren og et fjernt blik. For som for alle andre ændrede det Anette at blive mor.

Anette: – Man må turde at lukke frygten ind, når man bliver mor, og så leve med den sammen med alt det andet, man skal rumme. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at man bliver en bedre skuespiller, og måske endda et lidt mere nuanceret menneske i det hele taget, når man oplever den stærke følelse af, at noget er vigtigere end sig selv – og det var Lue.

Hun var i øvrigt nødt til at sætte en anden forrest, for baby Lue var absolut ikke indstillet på at være statist i sin mors liv. Tværtimod.

Anette: – Lue var fra første sekund helt særlig. Han var helt vildt nysgerrig på livet. Det er han stadigvæk. Gad ikke ligge ned og ville kigge ud, så snart han overhovedet kunne holde hovedet. Og så sov han bare overhovedet ikke. Han fejlede ikke noget. Han var bare et ret vildt menneske. Alle elskede Lue, og han mødte verden med stor personlighed og videbegær fra første sekund. Det var ret heldigt, for han var jo altid med Lars og mig til alle mulige voksenting og gled fuldstændigt ind i selskabet, fra han var helt lille. På hans treårsfødselsdag sagde han ordret til mig: ”Jeg vil gerne give noget til mine gæster også”, og så stillede han sig op på en stol og sang alle vers af ”Lille sky gik morgentur”. Set i bakspejlet var han sikkert overstimuleret af alle de voksne indtryk og oplevelser, han fik, og havde mildt sagt mange følelser i spil. Vi lignede hinanden rigtigt meget og var sindssygt meget sammen.

Lue husker først og fremmest sin mor som ”god, pligtopfyldende og meget kærlig”. Men samtidig i lige så høj grad som én, der ikke var hjemme når de andre forældres var.

Han elskede at være alene hjemme om aftenen og undrede sig inderligt over, at vennen Jonas snorlige spiste aftensmad hver dag kl.18:00. For hvordan vidste Jonas egentlig, at han skulle det?

Selv om Lue lærte, at livet er uforudsigeligt, blev han samtidig vant til at stole på, at han blev grebet hver eneste dag. For det blev han.

Lue: – Når jeg tænker tilbage, var der nogle, der var rigtigt gode til at jonglere med mig. Og det mener jeg virkeligt. Faktisk synes jeg, at jeg alligevel er et nogenlunde vellykket eksempel på, at man godt kan udfordre de låste opfattelser af, ”hvad børn har brug for”, og vil gerne slå et slag for, at alt ikke behøver at være låst rutine i en familie.

Inddrage frem for at opdrage

At familien Støvelbæk Mikkelsen står stærkt i dag skyldes ifølge Anette, at hun og Lars i deres forældreskab mere eller mindre bevidst og ret intuitivt har gjort sig umage med at se deres børn som hele mennesker og ikke ”bare” som børn.

En investering i familiens individuelle relationer, som i dag er en styrke i relationen som fire ligeværdige voksne. Far og mor har for længst sluppet, at drengene skal lære en hel masse af dem.

Lue: – Der kommer et tidspunkt, hvor forældre skal give helt slip og lade deres børn gå deres vej. For man er lige om at bære den fælles historie og har fælles ansvar for, at den bliver ved med at udvikle sig. Forældre skal først og fremmest kunne glæde sig over og heppe på de mennesker, som deres børn har udviklet sig til at blive. Uanset hvad. Den styrke, det er at opleve dét, har min far og mor givet mig med i livet, og det betyder alverden for den jeg er i dag.

Anette: – For mig er Lue et helt unikt menneske. Han er noget mindre i sine følelsers vold i dag, end da han var barn, men er stadig meget følsom. Der er skuespilleren, og så er der sønnen, og jeg ser dem begge to. Jeg kommer fra en rød arbejderfamilie fra Amager. Man går ikke sådan og siger ”I love you”, men det har jeg lavet om på. Jeg elsker mine drenge. Faktisk revner jeg af stolthed over dig, Lue, siger hun direkte henvendt til sin smågenerte søn og fortsætter:

– Jeg er stolt over, hvordan du er til stede i dit liv. Både menneskelige og personligt. Vores fag er så svært på alle planer, og rent professionelt ville jeg aldrig kunne gøre det, du gør, på scenen. Du var så ung, da du kom ud af skolen, og branchen er hårdere og så meget anderledes, end da din far og jeg kom ud. Men når rollerne ikke lige kommer dumpende, så gør du noget selv. Stilstand stopper dig ikke i at udkomme, og det er så inspirerende for én som mig.

I far og mors fodspor

Selv om begge drenge er gået målbevidste og direkte i forældrenes fodspor som kunstnere, mærker Lue en gang imellem en nysgerrighed efter et mere traditionelt liv uden for scenen.

Han siger selv, at han ved en lille smule om en hel masse takket være et hav af podcasts og interesser, som han elsker at bruge tid på, komplicerede brætspil og store gør det selv-projekter.

Lue: – Jeg samler lidt på viden. Det er vigtigt at engagere sig i en tid, hvor der er langt flere absolutter, end der er spørgsmål i medierne. Alle har jo ret til en mening, men ingen stiller krav til grundlaget for den. Det vil jeg gerne. Men jeg er samtidig meget bevidst om, at jeg nok mest lader som om, når min mor synes, at jeg ved så meget. Jeg har klart et eller andet indre akademisk mindreværd og en form for nagende misundelse, for hvor ville jeg gerne have den dér helt dybe indsigt i et emne. Inden for teater er alt subjektivt. Dit bud, din løsning. Jeg er bare god til at argumentere og lyde klog. Jeg elsker virkeligt eksperter, uanset hvad de er eksperter i. For nylig havde jeg en astrofysiker til bords. Det var fuldstændigt fantastisk.

Af samme grund kan Lue i de stille stunder godt irritere sig lidt over, at han midt i sit kunstneriske og kreative barndomsmiljø aldrig undersøgte, om der var andre veje gennem livet end kunstens.

Lue: – En gang imellem kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan livet ville være med mere faste arbejdsmæssige rammer. Men så mærker jeg efter. For mig er det uforudsigelige trygt, og sådan livet er. Jeg ved, at alt kan være skævt og mærkeligt i perioder uden at være farligt, og det gør mig ret taknemmelig for de rammer, mine forældre aldrig har insisteret på at låse mig i. Det giver mit liv mere potentiale, synes jeg.

Mor er chefen

I den voksne familie er det Anette, der dirigerer. Hun er god til at være der, når ting er svære og så er hun også chef i den praktiske afdeling af familielogistikken, siger Lue.

Anette: – Ja, jeg er nok lidt familiens indenrigsminister, når det handler om praktikken og om at tage teten på det ene eller andet arrangement. Men jeg synes altså heller ikke, at folk står i kø for at overtage posten, når jeg beder dem om at gøre noget. Så skal de lige det ene og det andet. Det er faktisk okay med mig. Jeg er god til at organisere, og så arbejder jeg simpelthen ikke med skyld og skam i det hele taget. Heller ikke i min familie. Jeg kan godt lide at styre min flok, og så bliver det også lige, som jeg gerne vil have det. Så arbejde er lig med indflydelse, og det er fint med mig.

Professionelt er de fire skuespillere til gengæld helt i vater, og fag fylder naturligt en del i familielivet, når de ses.

Lue: – Vi har nogle ærlige og vigtige branchesnakke, synes jeg. Og det går jo begge veje. Vi har rigtig megen insiderviden tilsammen på tværs af generationer. Hvis der er noget konkret arbejdsmæssigt, der rumler for en af os, kan vi godt give professionel feedback, og så er det rigtig godt, når lige de tre er i salen under en forestilling. Vi støtter hinanden alle fire, bakker op og ser alt det af hinandens arbejde, vi kan.

Anette er fuldstændig enig og supplerer:

– Det er særligt vigtigt for mig, at de kan lide det, jeg laver, fordi de kender mig og gennemskuer mig på stedet. De forstår, hvad jeg vil med en rolle, og er de bedste, ærligste dommere.

Styrken i relationen i dag er mor og søn helt enige om. De er far, mor og børn. Men frem for alt er de fire voksne, som bruger deres fælles rødder til at støtte hinanden i at udvikle sig.

Anette: – Når man kigger på sit liv, er arbejde og succes selvfølgelig en ting. Men jeg er mest stolt af, at jeg har fået to børn, som jeg virkelig synes er fantastiske mennesker. Jeg er stolt af, at de fortsat har haft lyst til at være sammen med os med vilje frem for af pligt. Det kan man langt fra tage for givet som forældre.

Lue: – Der kunne sagtens have være stillet større krav til os, da vi var børn, og vi kunne samtidig godt have været mere krævende i større grad, end vi er i vores familie også i dag. Jeg vil langt hellere have kontakt end krav og regler, og det har jeg har altid følt, at der har været. Plads til at kunne være os selv og til at være til stede. Der er sgu overraskende få i min omgangskreds, der har en familie, de bare kan mødes med uden problemer. Vi kan sagtens være uenige og er det tit. Det er bare ikke ødelæggende. Vi er gode til at være sammen og hjælpe hinanden i det her skøre liv. Det nærvær, man kan opleve som familie i sommerhus sammen med et glas god vin rundt om et bål, er ren ro og glæde. Når vi snakker om noget, som virkeligt betyder noget. Argumenterer og griner. Det er et fundament, jeg er stolt af.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 11/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.