Da hendes mor dør, finder Patricias søskende et brev: "Det var et stort vendepunkt"

Hvor mange sider skal der bruges til at genfortælle et 79 år langt liv? For Patricia Asbæks vedkommende skulle der lige præcis de 300 sider til, der udgør selvbiografien ”Skal åbnes ved min død”.

Det er et hæsblæsende liv, der fortælles om fra den tidlige barndom med en fransk mor og en dansk far til en succesfuld karriere som galleriejer med manden Jacob Asbæk. Men som Patricia selv siger, da vi mødes i hendes store herskabslejlighed fyldt med kunst og bedsteforældrenes antikke møbler:

– Der er masser af andre ting, jeg kunne have skrevet i den bog, men dem har jeg ikke haft visuelle erindringer om. Jeg kan ikke huske kronologisk, for jeg husker kun i billeder og fornemmelser. Jeg fortæller altid i punkter, for der er begivenheder, der står meget stærkt for mig, og dem har jeg et visuelt forhold til.

Og også derfor er det lige præcis punkter i hendes liv, Patricia Asbæk og jeg er mødtes for at tale om.

Solen står ind ad ruderne i lejligheden med Østre Anlægs grønne på den anden side af vejen, og netop da interviewet skal begynde, ringer Patricia Asbæks telefon.

Det er manden, Jacob, der vil drøfte en ting eller to om parrets store center for international kunst på Mallorca. Patricia er på ingen måde en kvinde, der er gået på pension. Men Patricia Asbæks liv begynder hverken på Mallorca eller i København, hvor hun har ejet flere succesfulde gallerier, nej, begyndelsen er et helt andet sted.

Nulpunktet

– Mit livs begyndelse, nulpunktet, kan jeg jo af gode grunde ikke huske, men jeg har fået det fortalt. Jeg ved, at jeg bliver født i maj 1945 af en fransk mor, der bor med sine forældre i Marokko.

– Min far er dansk og er kommet til Marokko fra Danmark, fordi han skulle gøre karriere. Min mor var egentlig gift med en anden, hun blev allerede gift som 17-årig, og så havde hun lige født min storesøster, fortæller Patricia og fortsætter:

– Det er vigtigt at huske, at det var en anden tid dengang. Min mor er lige blevet gift med en mand, men han bliver indkaldt til hæren. Der er min mor kun 18 år, og hun forelsker sig i den her store, flotte, danske mand – min far. Han er 12 år ældre end hende, og der sker hverken værre eller bedre end, at hun bliver gravid igen med mig som 18-årig.

Patricia er altså født uden for ægteskabet. Det var en anden tid, understreger hun igen. Der var krig, og man levede med en følelse af, at ”det hele kunne slutte i morgen”.

– Det gjaldt om at leve livet, og der er ingen tvivl om, at min mor har følt det. Hendes mand er væk, hun hører ikke fra ham i to år, og så var min far der, siger Patricia, hvis barndom dog efter et par år, hvor hendes mor og far var sammen, blev rimelig kaotisk og med mange skiftende baser i både Frankrig, Marokko og Danmark.

Efter at faren har været behandlet for tuberkulose i Danmark, kommer han nemlig tilbage til Marokko.

Hurtigt fortæller Patricias mor ham, at hun er gravid, og faren bliver lykkelig – problemet er bare, at moren føder kun syv måneder efter farens hjemkomst, og så ved Patricias far godt, han ikke er far til barnet. Det fører til, at Patricias far forlader hendes mor.

– Jeg får ikke spor at vide på det tidspunkt, for jeg er jo ikke bevidst, men min far ender med at få mig. Mit første visuelle minde er at holde et silkebånd i hånden, mens jeg kører i bil med min onkel og tante, der er nede for at hente mig. Jeg kan huske, jeg holder det bånd i hånden ud ad bilens vindue, men taber det, fortæller Patricia.

– Da jeg bliver ældre, får jeg at vide af min far, at min mor er død, og at det er derfor, hun ikke er der. Hver gang jeg spørger, siger han, at hun er død.

Det tror Patricia på, for hun er jo kun et barn. Og snart kommer der en ny slags mor ind i hendes liv – den onde stedmor, som hun kalder hende, mens hun trækker tråde til eventyret Askepot.

Udgangspunktet

– Min stedmor er fra en meget anerkendt, magtfuld, fransk familie. Hun er enormt sofistikeret og enormt veltalende. Hun kan syv sprog og har hele den franske opdragelse med sig.

– På den ene side fascinerer det mig, men på den anden side vil hun knække mig i min selvstændighed. Hun vil gøre mig til den franske pige, hun forventer jeg skal være, i et borgerligt miljø, fortæller Patricia, hvis selvbiografi ”Skal åbnes efter min død” rummer en række nærmest uhyggelige scener med stedmoren.

Blandt andet én, hvor hun tvinger Patricia til at spise for gammel lever i opdragelsens tjeneste – hvilket giver Patricia en livstruende maveinfektion.

Men livet med faren og stedmoren er, hvordan man end vender og drejer det, Patricias udgangspunkt. Det er dem, der former hende. Det samme er farmoren Granny, der bor i en lille lejlighed i Aarhus, og som er Patricias fortrolige.

– Jeg er trukket mellem de to parter, Granny og min stedmor, og den dag i dag kan jeg ikke svare på, hvem der har præget mig mest, for de har begge præget mig meget. Men hende, jeg elsker i mit liv, er Granny, for det er hende, der redder mig.

– Hun redder den halvdel af mig, der er dansk. Men hende, der gør mig til den, jeg er? Det er min stedmor, siger Patricia.

Holdepunkt

– Min fars kærlighed har nok gjort, at jeg aldrig har manglet selvværd. Det, tror jeg, er det vigtigste for at få et godt liv; at man føler, man er noget værd. Og selvværd får du af kærlighed. Vi taler for tiden om, at så mange børn har det dårligt.

– I morges så jeg en psykolog, der sagde, at man skal ignorere børn noget mere. Det blev jeg som barn! Jeg blev ignoreret af de voksne, ikke? Der er aldrig nogensinde nogen, der har spurgt, hvordan jeg havde det. Eller som har gjort noget af hensyn til mig. Men jeg tvivlede aldrig på min fars kærlighed.

Selv om barndomsår med skiftende lokationer kan lyde forvirrende og rodløs, giver det Patricia Asbæk en hel særlig evne. Hun kan nemlig føle sig hjemme langt de fleste steder.

– Det er meget typisk for mig, at jeg bygger reder. Det første, jeg gør, lige meget hvor jeg er – og tænk sig hvor mange gange, jeg er flyttet og har rejst – er at lave en rede. Det kan jeg gøre som her i den her lejlighed, hvor jeg har boet i mange år med mine farver, gobeliner, bedsteforældres møbler og gaver fra kunstnere.

– Men i mange år bestod min rede af tre ting: Jeg havde et fotografi, en lille æske fra Marokko og et kors. Det var alt, jeg havde. Jeg kunne skabe et hjem alle vegne, men det skulle være ordentligt, fortæller Patricia Asbæk og fortsætter:

– Jeg er et ordensmenneske, og jeg var det fra starten. Min tante Ella bemærkede, at jeg lagde mit tøj så fint sammen fra jeg var treogethalvt. Der er ingen tvivl om, at fordi jeg har flyttet rundt og været så mange forskellige steder, så blev orden det vigtigste. Det lille skab, jeg havde, når jeg var på en kostskole, skulle være ordentligt. Min seng.

Lavpunkt

Da Patricia Asbæk fylder 20 år, indtræffer der et lavpunkt, som stadig sidder i hende.

Hun lever et ungdomsliv med sin far og stedmor i Paris, men snyder sig under et skoleophold i England til at tilbringe tid med kæresten Jean-Philippe i stedet.

Faren bliver rasende – og da Patricia kommer tilbage til Paris, mødes hun af en chauffør, der står klar med alle hendes ejendele pakket i kufferter. Patricia skal sendes til sin farmor i Aarhus, men da hun når Hamborg, gælder hendes billet ikke længere.

– Jeg havde alt, hvad jeg ejede – otte store kufferter – og stod der midt i det hele. Der er jeg fortvivlet på stationen. Jeg var blevet smidt ud, havde mistet mit hjem og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg havde ikke engang min farmor Grannys adresse.

– Der sad jeg så på en bænk og græd i halvanden time omgivet af mine fine, store kufferter. Pludselig kommer der et midaldrende, virkelig sødt tysk par hen til mig, og de taler en lille smule fransk.

– Toget var kørt, og de tog mig med hjem, de hjalp mig med alle kufferterne, og jeg overnattede hos dem, fik noget mad. Men jeg fik ikke engang deres navne! Men de sørgede for mig – og for en billet til næste dag.

Omdrejningspunkt

Sådan er det med Patricia Asbæk, forstår man: Hun finder altid en løsning, og så har hun også en god portion held med sig, anerkender hun.

For hun ender i Aarhus hos sin farmor, og det bliver begyndelsen på Patricias liv i Danmark. Det er et liv, der får manden Jacob som omdrejningspunkt, da de mødes i 1966.

– Jacob var jo bare en mand, jeg mødte blandt andre, hvis du forstår, hvad jeg mener? Jeg syntes da, han så dejlig ud, men til at begynde med var jeg ikke sikker på, det skulle være ham, siger hun.

– Han fascinerede mig, for han var anderledes end alle andre. Og så har vi altid kunnet grine sammen. Vi har egentlig haft det sjovt, selv om vi er så forskellige.

– Jeg er jo en observatør, jeg elsker at analysere mennesker, og jeg fatter stadig ikke den dag i dag Jacob. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan han tænker. Og så keder man sig jo aldrig. Sådan har han det også med mig.

– Han behøver kun trykke på ganske få punkter, så bliver jeg rasende for eksempel, siger Patricia, der dog har været ved at gå en gang eller to.

– Jeg har da været væk mange gange. Efter syv år tog jeg for eksempel ned til min far og sagde, at nu kunne jeg ikke mere, og jeg ville skilles. Det var simpelthen for besværligt for sådan en struktureret, ordentlig redebygger som mig at skulle leve med, at man aldrig vidste, hvordan den næste dag ville blive.

Midtpunkt

Patricia tænkte egentlig, hun skulle være ”kunstnerkone” og undervise på universitet, mens Jacob fik mere ro på sig, men ingen af delene skete.

Som hun siger, faldt Jacob ikke ned – han fik derimod den idé, at de skulle åbne deres første galleri i København. Et galleri, der hurtigt fik stor succes, og som blev centrum for det kreative miljø i København. Alligevel har Patricia aldrig følt sig som et midtpunkt:

– Mange siger, at jeg på en måde har været et midtpunkt, men jeg synes aldrig selv, jeg har været det. Jeg er i højere grad en voyeur, der sidder lidt på afstand og kigger på de andre. Ikke misundeligt, slet ikke, men analytisk.

– På den måde er jeg ikke altid behagelig. Jeg er en analytisk person, og det kan folk som regel ikke lide, griner Patricia, der selv anser Jacob som midtpunktet.

– Han var solen, vi alle sammen kredsede om. Jeg ordnede rundt om og fik det hele til at fungere, ligesom jeg stadig gør nu, men det var ham, der var midtpunkt, og det havde jeg det fint med – det meste af tiden. Dog ikke, når egocentrismen blev så stor, at alt andet blev tilsidesat. Så kunne jeg blive sur; når der hverken var plads til mig eller børnene.

Højdepunkt

Børnene er uden tvivl Patricias højdepunkter, forstår man, jo mere man taler med hende.

– Da jeg endelig får Thomas, efter Jacob og jeg har været sammen i seks år – det var den største lykke. Jeg var skabt til at blive mor, siger Patricia, som også nævner familien som sit tyngdepunkt.

– Jeg var aldrig blevet i mit ægteskab med Jacob, hvis det ikke var for familien. Jeg tror, at ni ud af ti var blevet skilt. For det har været svært.

– Jacob er så optaget af sine visioner og det, han laver, han er charmerende, og han tror på alt det gode i folk. Det gør jeg ikke. Jeg er en skeptiker. Folk skal gøre sig fortjent til mit venskab, og sådan er det bare.

– Til gengæld kan jeg sige, at når jeg først har besluttet mig for, at et menneske holder jeg af, så er det næsten fuldstændig ligegyldigt, hvordan vedkommende behandler mig. Jeg smider dem ikke ud igen, siger Patricia, der nu har været gift med Jacob i 56 år.

– Det, jeg er mest stolt af, er, at det er lykkedes mig at lave en nogenlunde velfungerende familie, på trods af at jeg ikke har haft nogen rollemodeller for en sådan. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det er lykkedes mig.

– Den åndelige tortur, jeg indimellem har været igennem, kan ikke gøre, at man får en bedre karakter, vel? Den burde give dig en dårligere karakter.

Men det lykkedes Patricia, som har fået tre børn med Jacob, der, ifølge hende, alle trives. Samtidig kan det virke overraskende, at Patricias store succes som galleriejer heller ikke fylder meget, når det kommer til højdepunkter.

– Mit arbejdsliv har været rigtig spændende, jeg har mødt så mange fascinerende mennesker, men det er det private og personlige, der har fyldt i mit liv. Arbejdet har godt nok ikke været et højdepunkt!

Siger Patricia, hvis familierelationer og liv i det hele taget tager en ny drejning i 2016. Her finder Patricia nemlig ud af, at hendes mor slet ikke døde, da Patricia var lille, sådan som hun har fået fortalt.

Vendepunkt

Faktisk døde moren først som 92-årig samme år, og der finder hendes tre andre børn, Patricias søskende, et billede af Patricia med et brev, hvorpå der står: ”Skal åbnes ved min død”. På billedet står der Patricias navn og navnet på hendes far.

– Det var et stort vendepunkt, da jeg sad i bilen på vej til bridgeaften i Frankrig hos Prins Henrik og får at vide, at min mor har levet i 92 år og nu er død.

– Prins Henrik var virkelig en god ven af os, og da han døde, græd Jacob. Det var et ståhej, fordi vi kom for sent den aften, og vi var jo hans venner. Så jeg fik en skideballe! Og måtte jo så fortælle Prins Henrik, hvad der var sket.

– At min mor ikke var død før nu, og at jeg havde en hel fransk familie, der befandt sig kun 100 kilometer derfra, fortæller Patricia, hvis første reaktion på nyheden var at føle sig heldig.

Hendes søskende havde nemlig først kontaktet hendes tre sønner og spurgt, om de mente, at Patricia kunne klare den nyhed, og det passede ind i Patricias værdier.

– Det, at de gjorde sig så umage for ikke at ødelægge mit liv, gjorde mig rørt. De var så kærlige og åndeligt forfinede, at de ikke bare brasede ind i mit liv, men ville gøre det ordentligt. De tog hensyn til mine følelser, fortæller Patricia, der ikke blev særlig vred på sin far.

– Jeg bebrejdede ikke min far, og det er jo det samme med Jacob. Jeg har aldrig bebrejdet mændene i mit liv, at de var mænd. Men jeg var ked af, at min farmor Granny så længe havde løjet for mig, for hun var jo min fortrolige.

– Nu var hun død, og jeg kunne ikke konfrontere hende. Hvordan kunne hun lyve for mig? Min fars verden var så fuld af løgn i forvejen, så jeg forventede ikke andet.

Noget begynder også at skride inde i Patricia, da hun får nyheden om sin mors død og liv – og samtidig får en stor, fransk familie, som hun stadig ses med den dag i dag.

– Det har altid været sort og hvidt, når det kom til Granny og min stedmor. Granny var den gode, stedmor var den onde, men nu begyndte jeg at tænke i andre baner.

– Jeg havde så længe været vred på min stedmor. Små ting sad fast i mig. For eksempel kom hun ikke til mit og Jacobs bryllup, men hun sendte i stedet en enorm buket hvide nelliker, der i Frankrig regnes for begravelsesblomster. Dem sender du kun til de døde!

– Jeg græd som pisket, og det blev et traume i mit liv. Men nu begyndte jeg at tænke: Vidste hun overhovedet, det var nelliker, hun sendte? Siger Patricia og fortsætter:

– Sådan er skæbnen. Man kan hidse sig op i et helt liv over noget, der måske bare er en tilfældighed, ikke?

Sandhed kan se forskellig ud fra forskellige vinkler, siger hun også, og det er vigtigt for hende at understrege, at hun ikke er nogen sandhedsrytter. Måske er det kommet med erfaringen, siger hun også:

– Jeg lyver ikke, men jeg har en tendens til at sige, at sandheden har mange sider. Den opfattes altid gennem din sjæl, den er facetteret, og den opfattes fra din vinkel. Det er svært at forholde sig til én sandhed. Jo det er klart, at hvis du stjæler noget eller dræber noget, så er det en sandhed. Men jeg har generelt svært ved at forholde mig til, når folk hævder, der er én sandhed. Er der nu også det?

Slutpunkt

Nu er Patricia Asbæk netop blevet 79 år, mens dette interview udkommer, og hun er forberedt på en død, der nok ikke er ligeså langt væk, som den har været. Patricia har blandt andet lige overlevet et kræftforløb og har desuden kroniske smerter.

– Jeg er forberedt på min egen død. Jeg vil dog helst ikke have, det sker i morgen, for jeg har nogle praktiske ting, der er uafsluttede, og jeg er jo sådan en person, der gerne vil nå at vride karkluden og sætte den på plads. Så er det gjort!

Patricia griner, men det er ikke kun de praktiske småting, som hun kalder det, der skal i orden. Hun har også en drøm.

– Jeg vil forfærdelig gerne leje et hus i Frankrig og samle hele min franske og danske familie. Lige 14 dage et af de store steder i Frankrig, hvor jeg plejede at være som lille. Det vil være fint at lukke af med manér.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 25/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.