Anne Sophie Lassen gik i gang med at undersøge, hvorfor kvinder egentlig tager mest barsel. Resultatet kom bag på hende

Det her er jo ikke sandt længere.

Sådan tænkte Anne Sophie Lassen, da hun så den graf, man kalder “The Child Penalty”, som viser, hvordan kvinders indkomst styrtdykker, efter de får børn, hvor mændenes fortsætter stabilt.

Det var omkring det tidspunkt, hun skulle til at vælge sit specialeemne på økonomistudiet på Københavns Universitet.

Inden Anne Sophie startede på studiet, havde hun ikke interesseret sig så meget for ligestilling og feminisme.

Hun tænkte faktisk, at mænd og kvinder da stort set havde lige muligheder, og at det sidste stykke nok skulle komme.

Men da hun så den centrale graf, satte hun sig for at undersøge, om det havde ændret sig – med en kraftig formodning om, at det havde det.

– Hele idéen var at sige, at den graf ikke var aktuel. De tal er jo baseret på mine forældres generation. Men jeg fandt så det helt modsatte.

Hendes resultater viste, at kvinder stadig tager en længere barsel end mænd, og at grafen derfor stadig er et billede på det samfund, vi lever i – og at de barselspolitikker vi har haft, ikke har gjort op med den ulighed, men tværtimod været med til at fastholde den.

I 2002 afskaffede man den øremærkede barsel til mænd i Danmark. Argumentet var, at man ville give familierne frihed til selv at bestemme.

Men ifølge Anne Sophies forskning, forstærkede det uligheden i hjemmet.

– De fleste kvinder tog længere barsel, mens mændene tog mindre. Og ikke af de grunde, jeg først troede.

Hun beskriver hvordan vi, i modsætning til vores nabolande, hvor man i 90'erne og 00'erne udbyggede fædres ret, til at passe deres børn, i Danmark gik den modsatte vej og gjorde det op til familierne selv at bestemme.

Og netop det at gøre det op til familierne selv, kan være med til at vise, hvad det er, der styrer os.

Økonomiargumentet

I debatten om barsel, hører man ofte argumentet om, at faren tjener mest, og at der derfor er et økonomisk tab, hvis han går på barsel. Men det argument holder ikke, ifølge Anne Sophies resultater.

Faren tager nemlig heller ikke mere barsel, når mor tjener mest.

– Det har stort set ingen effekt, hvem der tjener mest. I de familier, hvor kvinden tjener mest, tager mænd ikke mere barsel, end i de familier hvor manden tjener mest.

Og det overraskede Anne Sophie, for netop argumentet om privatøkonomien var gennemgående i de modeller, hun blev præsenteret for på økonomistudiet.

Hun opdagede til gengæld, at det, som langt hen ad vejen styrer, hvor meget barsel, vi tager, handler om normer.

Hun brugte familierelationer som mødre og søstre til at undersøge, hvordan vi er påvirket af sociale normer.

– De kvinder, som har haft en mor, som gik hjemme, tager længere barsel. Og hvis ens søster tog lang barsel, gør man det samme.

Anne Sophie beskriver, hvordan man kan lave lovgivning, som enten går i samme retning som normerne eller imod dem.

– Reformen forstærkede de her sociale mønstre, så man kan sige, at man lod normerne herske.

Derfor mener hun også, at det vil tage længere tid, før vi ser effekten af det nye EU-direktiv, der skal sørge for øremærket barsel til fædre.

– Den nye reform går jo lidt imod normerne og derfor tror jeg, der vil gå lidt tid, før vi kan se en effekt af den – fordi vi skal vænne os til normerne.

Men selv om det vil tage længere tid, tyder det på, at den nye lovgivning også vil smitte af på normerne gennem sociale relationer.

Det er tilfældet i et forskningsprojekt, som Anne Sophie faldt over i sin forskning.

– Da man introducerede den øremærkede barsel i Norge i 1993, begyndte mænd langsomt at tage mere barsel, og det smittede af på deres brødre og kollegaer, som også tog mere barsel.

Svært at forske i køn

På trods af Anne Sophies korte karriere som forsker, har hendes resultater allerede fået international anerkendelse. Hun har netop, som den eneste dansker, været inviteret til det årlige nobeltræf i Tyskland.

Men når Anne Sophie forklarer om sin forskning om kønsroller, er hun ude i en argumentationsgymnastik, som ikke er nødvendig, når hun f.eks. forsker i effekter af fyringer.

Hendes fagfæller er tit ude i andre forklaringer på problemerne eller har en personlig anekdote, som taler imod resultaterne.

– Hvis man siger, at det kunne være godt for ligestilling, hvis vi delte barslen, kan folk godt opfatte det som et angreb på, at de ikke delte barslen mere lige. Derfor er det nogle gange en svær debat at have på et samfundsplan – fordi folk på en eller anden måde altid synes, at man taler om dem.

Anne Sophie oplever, at det er svært at abstrahere fra vores egen erfaring, når det kommer til køn.

Og når hun kigger på sine resultater, tror hun, det handler om, at vi ikke kan lide at få at vide, at vi er styret af normer.

– Vi kan godt lide at tænke at vi agerer ud fra vores egne unikke tanker. Ingen har lyst til at være lemminger.

Ligestilling og løsning

Anne Sophie mener, at hvis man vil have ligestilling på arbejdsmarkedet, så skal man havde mere ligestilling i hjemmet.

Hun tror, at svaret blandt andet kan ligge i lovgivning som øremærket barsel.

– Barselspolitikker har tit som formål at sørge for, at kvinder kan balancere arbejde og familieliv. Men det, der i virkeligheden skete med reformen i 2002 var, at man var med til at fastholde børnepasning som kvinders ansvarsområde.

Hun fremhæver også, at der ud over lovgivning bliver nødt til at ske en kulturændring i den måde, vi taler om mænds omsorg.

– Vi bliver nødt til også at tale til mændene når det kommer til børnepasning og huske, at de har præcis lige så gode forudsætninger for forældrerollen. Vi kan komme til at tale ned til mænds omsorgsevner. Det sker både i børnehaven når pædagogerne i højere grad ringer til moren, eller når sygeplejersken ikke inddrager faren ordentligt i hjemmebesøget.